Jeg kan godt lide 1095 stål, men bare lige for at det ikke skal gå op i kulstofstål det hele (jævnfør anden tråd
), så er her en anden lille kniv, der er blandt mine favoritter.
Spyderco-Moran i VG10 og her monteret med Tek-Lok på min MaxP Monsoon Gearslinger.
Kniven er lille, men den er meget praktisk.
Greb
Spyderco-Morankniven fåes også i en 'drop point' version, for dem der hellere vil arbejde med den type, men jeg valgte denne.
Grebet ser vildt mærkeligt ud og i starten fandt jeg formen direkte grimt, men i brug er det nok et af de fedeste greb, jeg nogen sinde har haft fornøjelsen af.
Det er klart formildende omstændigheder i min bog og nu synes jeg faktisk godt om udseendet. Nok fordi jeg ved, at udformningen på grebet virker efter hensigten.
En lidt blød Kratonkerne med en hårdere gummiskal gør det til en fornøjelse at arbejde med. En lille bid skridsikkert Kraton er også sat ind i den hårdere gummiskal øverst på grebet, hvor man typisk vil have tommelfingeren under vise typer af arbejde. Enkelt, funktionelt og gennemført.
Hånden glider under ingen omstændigheder på grebet, uanset hvad det er smurt ind i. Endvidere er det meget nemt at gøre rent, hvad der er et klart plus på hygiejnefronten.
Knivskede (Boltaron iflg. Spyderco)
Mht til hygiejne, så hjælper knivskeden også med til det. Læder er lækkert, men en hamrende beskidt eller selv bare en ikke helt rengjort kniv, der ligger og ulmer i en læderskede, er bare ikke sagen. Selv om kniven gøres rigtig ren ved hjemkomst, så har man stadig deponeret godt med DNA og andet skrammel i læderet.
Læderskeder og greb af japansk åndenød kan være smukke og bliver bare bedre at se på efterhånden som årene og slid sætter sine spor, men Kratongreb og Kunstofskeder - det virker bare.
Det er ikke kønt, men det virker.
Kniven låser godt i skeden med et tydeligt klik, hvad der er meget betryggende. Der er ingen risiko for, at den falder ud. Heller ikke, hvis man monterer skeden med spidsen op, som vist på billedet med rygsækken.
Et stk Tek-Lok medfølger. Tek-Lok fungerer fint til mit brug. Nogle vil hellere have en eller to Molle clips, men ikke jeg. I hver fald ikke til denne kniv.
Spydie-Morankniven er en lille kniv, men til endnu mindre knive som f.eks Izula, så er en enkelt Molle clip en fordel, synes jeg.
Ergonomi
Kniven er udformet sådan, at man kan bruge forskellige greb og det gør den meget alsidig.
Man kan have hånden på grebet alene, have en enkelt finger på den ikke slebene del af bladet lige foran grebet til det lidt finere arbejde og endeligt kan man placere pegefingeren helt oppe ved knivspidsen til det helt fine arbejde, således at man ikke stikker kniven i noget man ikke burde.
Spydie-Morankniven har meget god balance og er lækker at bruge. Grebet ligger godt i hånden og man har god kontrol over kniven.
Virkeligt et gennemtænkt og funktionelt design, men nu er hverken Spyderco og Bill Moran jo heller ikke lige de mest uvidende mht at skrue effektive knive sammen.
Længde 8" (203 mm)/Blad 3.875" (99 mm)/Stål VG-10/Æg 3.5" (89 mm)/Vægt oz (84 g)