Bygeild kontra enkeltskud
: 21. jan 2007, 12:20
På en anden tråd går diskussionen omkring bygeild, om lange og korte byger kontra enkeltskud o.s.v. Indlæggene går stort set på teknikken, skydestillinger og lignende og i mindre grad på formålet med skydningen.
Når nogle maskingeværskytter taler om med korte byger at sætte 2 - 3 skud i det samme mål, er det efter min opfattelse dels en opgave, der løses bedre af en geværskytte - 1 skud i en fjendtlig soldat er tilstrækkeligt til at fjerne ham fra fronten - dels er det en taktisk fejl at røbe maskingeværets placering for at uskadeliggøre en enkelt fjendtlig soldat.
Helt frem til Vietnam-krigen var det amerikanernes opfattelse, at velsigtede, velafgivne enkeltskud var det, der skulle benyttes i infanterikamp, hvorfor riflen var det vigtigste våben. Tyskerne var af den opfattelse, at maskingeværet var hovedvåbnet og det sås også ganske tydeligt i forskellen i infanteribevæbningen i de to landes hære. Halvautomatiske, nøjagtigt skydende rifler hos amerikanerne, på gruppeplan støttet af en BAR, en automatisk riffel, repeterrifler hos tyskerne støttet af hurtigtskydende højkapacitets-maskingeværer.
Mod slutningen af krigen virkede det, som om tyskerne havde lært en del af amerikanerne, idet tyskerne udviklede halv- og helautomatiske infanterivåben. Amerikanerne, på den anden side, kom ikke så meget længere i udviklingen af maskingeværer og andre automatiske våben, men holdt fast ved den relativt nøjagtige Garand. (US-karabinen er et kapitel for sig, den lader vi hvile her).
Koreakrigen blev udkæmpet med Anden Verdenskrigs våben. Vietnamkrigen blev for en stor del udkæmpet i tæt skovbevoksning og lærte amerikanerne, at ikke-synlige eller næsten ikke-synlige mål i skjul, men ikke i dækning, på kort afstand skulle beskydes med automatvåben.
Tilbage til anvendelsen af bygeild kontra enkeltskud: Enkeltstående "bløde" (menneskelige) mål bør fortrinsvis beskydes med enkeltskud afgivet af geværskytter, ikke af fingersmidige maskingeværskytter. Det gælder efter min opfattelse også, når målene beskydes med maskinpistol, selv om kun de færreste maskinpistoler i dag har omstiller til enkeltskud. Bevægelige mål, fortrinsvis flere end ét, kan med fordel beskydes med bygeild.
"Bløde mål" er ikke kun fjendtlige soldater, det er også upansrede køretøjer o.lign.
Afstanden til målet spiller en stor rolle. Et automatvåbens mere eller mindre naturlige spredning er væsentlig mindre på de afstande, der kan forekomme ved bykamp end ved de, der findes i det åbne landskab ligesom den psykologiske chockvirkning ved at blive beskudt med automatvåben på kort afstand kan medvirke til en langsom eller forkert reaktion.
Korte kontra lange byger har også været diskuteret i dette forum. Der synes at være en tendens til enighed om, at korte byger, i hvert fald med maskinpistol, altid er at foretrække for lange byger, fordi maskinpistolen eller automatriflen bliver ukontrollabel. Jeg vil gerne pege på, at lange byger er ganske kontrollable, når blot bygerne er lange nok. Efter at første-andet skud er gået, rejser mundingen sig - oftest til højre - og holder skytten fortsat fingeren på aftrækkeren, oplever han en konstant, ensartet modstand, der - fordi den er konstant og ensartet - relativt let kan modvirkes med et konstant, ensartet træk den modsatte vej. Poulært sagt spilder skytten efter de første par skud de næste 3 - 5 skud, men de efterfølgende kan sættes i målet. Om det så er hensigtsmæssigt ud fra målets karaktér eller ammunitionsøkonomi er en anden sag.
Det blev en gang ret løse kommentarer. Essensen er vel egentlig, at det ikke altid er våbnene i sig selv, der er de vigtigste, men at omtanken, taktikken, brugen, er mindst lige så vigtig og at våbenbrug er en kombination af teknik og hjernearbejde.
Når nogle maskingeværskytter taler om med korte byger at sætte 2 - 3 skud i det samme mål, er det efter min opfattelse dels en opgave, der løses bedre af en geværskytte - 1 skud i en fjendtlig soldat er tilstrækkeligt til at fjerne ham fra fronten - dels er det en taktisk fejl at røbe maskingeværets placering for at uskadeliggøre en enkelt fjendtlig soldat.
Helt frem til Vietnam-krigen var det amerikanernes opfattelse, at velsigtede, velafgivne enkeltskud var det, der skulle benyttes i infanterikamp, hvorfor riflen var det vigtigste våben. Tyskerne var af den opfattelse, at maskingeværet var hovedvåbnet og det sås også ganske tydeligt i forskellen i infanteribevæbningen i de to landes hære. Halvautomatiske, nøjagtigt skydende rifler hos amerikanerne, på gruppeplan støttet af en BAR, en automatisk riffel, repeterrifler hos tyskerne støttet af hurtigtskydende højkapacitets-maskingeværer.
Mod slutningen af krigen virkede det, som om tyskerne havde lært en del af amerikanerne, idet tyskerne udviklede halv- og helautomatiske infanterivåben. Amerikanerne, på den anden side, kom ikke så meget længere i udviklingen af maskingeværer og andre automatiske våben, men holdt fast ved den relativt nøjagtige Garand. (US-karabinen er et kapitel for sig, den lader vi hvile her).
Koreakrigen blev udkæmpet med Anden Verdenskrigs våben. Vietnamkrigen blev for en stor del udkæmpet i tæt skovbevoksning og lærte amerikanerne, at ikke-synlige eller næsten ikke-synlige mål i skjul, men ikke i dækning, på kort afstand skulle beskydes med automatvåben.
Tilbage til anvendelsen af bygeild kontra enkeltskud: Enkeltstående "bløde" (menneskelige) mål bør fortrinsvis beskydes med enkeltskud afgivet af geværskytter, ikke af fingersmidige maskingeværskytter. Det gælder efter min opfattelse også, når målene beskydes med maskinpistol, selv om kun de færreste maskinpistoler i dag har omstiller til enkeltskud. Bevægelige mål, fortrinsvis flere end ét, kan med fordel beskydes med bygeild.
"Bløde mål" er ikke kun fjendtlige soldater, det er også upansrede køretøjer o.lign.
Afstanden til målet spiller en stor rolle. Et automatvåbens mere eller mindre naturlige spredning er væsentlig mindre på de afstande, der kan forekomme ved bykamp end ved de, der findes i det åbne landskab ligesom den psykologiske chockvirkning ved at blive beskudt med automatvåben på kort afstand kan medvirke til en langsom eller forkert reaktion.
Korte kontra lange byger har også været diskuteret i dette forum. Der synes at være en tendens til enighed om, at korte byger, i hvert fald med maskinpistol, altid er at foretrække for lange byger, fordi maskinpistolen eller automatriflen bliver ukontrollabel. Jeg vil gerne pege på, at lange byger er ganske kontrollable, når blot bygerne er lange nok. Efter at første-andet skud er gået, rejser mundingen sig - oftest til højre - og holder skytten fortsat fingeren på aftrækkeren, oplever han en konstant, ensartet modstand, der - fordi den er konstant og ensartet - relativt let kan modvirkes med et konstant, ensartet træk den modsatte vej. Poulært sagt spilder skytten efter de første par skud de næste 3 - 5 skud, men de efterfølgende kan sættes i målet. Om det så er hensigtsmæssigt ud fra målets karaktér eller ammunitionsøkonomi er en anden sag.
Det blev en gang ret løse kommentarer. Essensen er vel egentlig, at det ikke altid er våbnene i sig selv, der er de vigtigste, men at omtanken, taktikken, brugen, er mindst lige så vigtig og at våbenbrug er en kombination af teknik og hjernearbejde.