Pistoler med kolbe
: 11. apr 2007, 10:33
En del forskellige militærpistoler er gennem tiden forsøgt forvandlet til karabiner gennem påhæftning af en kolbe, der som regel har dubleret som pistoltaske. Det gælder f.eks. pistoler som Mauser M96, Parabellum P08, Browning Hi Power M35 M46 m.fl.
De langløbede Parabellum’er er en ordentlig
håndfuld med en god, lang sigtelinie, men ikke
absolut verdens bedste feltpistol
Det er efter ikke så få prøveskydninger med øvede og mindre øvede skytter min opfattelse, at det positive ved anvendelse af en kolbe stort set kan beskrives som
- En hjælp for uøvede skytter til at opnå træfning på kortere afstande, men ikke generelt på afstande ud over 35 – 50 meter.
- Nogen hjælp til afgivelse af kontrolleret bygeild med pistoler, der er produceret hertil, såfremt magasinindholdet er stort nok og bygen derved lang nok til at give skytten tid til at trække pistolen tilbage i den rette sigtelinie efter at de første skud har kastet pistolen ud af denne.
Der er flere negative tendenser end positive:
- Med påsat kolbe mister pistolen den smidighed, der er dens styrke i forhold til alle andre militærvåben. Balancen er dårlig, venstre hånd skal ved skudafgivelse holdes fri af den korte pibes munding og venstre hånds støttepunkt er ofte ikke-eksisterende eller dårligt placeret.
- Med påsat kolbe virker pistolen som en klumpet maskinpistol uden dennes mulighed (for de fleste pistolers vedkommende) for afgivelse af bygeild og med et lavt magasinindhold.
- Formålet med at bevæbne en soldat med pistol er, at han skal kunne holde begge hænder fri til andet arbejde end at bære et våben. Ellers ville han være bedre tjent med et hvilket som helst andet skydevåben (tunnelrotter undtaget). Med påsat kolbe vil den ene hånd være optaget af at bære våbnet og ved skudafgivelse vil begge hænder være optaget af våbnet.
Model 46, ”Hi Power” på en canadisk kolbe,
der dublerer som pistoltaske. Visér indstilleligt til 500 meter
Da vi startede testskydningerne var vi ret optimistiske og troede, vi kunne forbedre træfprocenten ganske betydeligt. Vi havde opstillet en række programmer og var forberedt på bearbejdelse af træfprocenter og anden statistik, men det måtte vi ret hurtigt opgive.
Uøvede pistolskytter kunne ved anvendelse af kolbe og ved langsom, kontrolleret skydning opnå en bedre træfprocent på afstande op til 35 – 50 meter.
Øvede skytter kunne ved langsom, kontrolleret skydning opnå en bedre træfprocent på afstande op til 100 meter, af og til længere, men ikke så regelmæssigt og nøjagtigt, at der kunne opbygges en brugbar statistik.
Af og til, i redt spredt orden, lykkedes det de dygtigste skytter at opnå træfning i figurer på maksimalafstanden 200 meter, altså ikke en regelmæssig, målbar træfning, men så’n ”af og til”. Det krævede, at skytterne havde eksperimenteret en hel del med bageste sigtemiddel, viséret, eller gennem eksperimenter lært sig selv, hvor langt de skulle holde over målet for at opnå træfning.
Her fra oven en 96-mauser i 9mmP og en M/46 med
trækolber/tasker, to langløbede Parabellum’er samt
en M/49 Neuhausen SIG 210.
Jeg har af og til set skytter oplyse, at de har opnået træfninger med kolbeforsynede pistoler på abnormt lange afstande. Det tvivler jeg ikke på, men en sådan træfning kan der kun bygges på, hvis den kan gentages igen og igen - i modsat fald er der bogstavelig talt tale om slumpskud.
Det er min absolutte opfattelse, at det er bedre at bevæbne en soldat med en moderne maskinpistol (eller en kort og let udgave af en maskinkarabin) end med en pistol med kolbe bortset fra, hvad vi i de nærmeste år muligvis kan lære af brugen af pistoler med påsat kolbe, lang pibe og magasin i overstørrelse - se mit indlæg af 140307 fra IWA om dette emne.
Den meget nøjagtige SIG210, Neuhausen, M/49 (kært barn har
mange navne) er langt mere træfsikker på de lange afstande end
pistolerne med påsat kolbe. Blot kræves et godt og sikkert
støttepunkt
Som kontrolvåben anvendte vi en SIG210 i Forsvarets standardudgave, dvs uden påsat kolbe. Forbløffende nok viste det sig, at de øvede skytter regelmæssigt - om end ikke hver gang - kunne opnå træffere på op til 200 meter. De vidste, hvor langt de skulle holde over målet for at liste kuglen ind, de sørgede for at få et godt, fast anlæg og de observerede kugleslaget i volden.
De anvendte våben var alle i god stand, løbene rene og pæne med gode riffelgange og den mekaniske funktion i orden. Eneste minus var Parabellum’ernes sædvanlige kræsenhed med ammunitionen, men for at få den bedste ensartethed i testen, brugte vi samme ammunition i alle våben.
Jeg beklager billedkvaliteten. Fotografierne blev taget til registreringsbrug, ikke til offentliggørelse.
(Og et lille hjertesuk: Hvorfor fa’n kalder alle mennesker i dag en Parabellum for en Luger ? (Jeg kender godt historien om Herr Lügers salgssucces i U.S.A.). En frihedskæmper i et hvilket som helst besat land under Anden Verdenskrig ville ikke vide, hvad man talte om, hvis man sagde: ”Jeg har for resten organiseret mig en Luger fra en tysker”. ”En hvaffor en en ?”).
PHN/Afsluttet 090407
De langløbede Parabellum’er er en ordentlig
håndfuld med en god, lang sigtelinie, men ikke
absolut verdens bedste feltpistol
Det er efter ikke så få prøveskydninger med øvede og mindre øvede skytter min opfattelse, at det positive ved anvendelse af en kolbe stort set kan beskrives som
- En hjælp for uøvede skytter til at opnå træfning på kortere afstande, men ikke generelt på afstande ud over 35 – 50 meter.
- Nogen hjælp til afgivelse af kontrolleret bygeild med pistoler, der er produceret hertil, såfremt magasinindholdet er stort nok og bygen derved lang nok til at give skytten tid til at trække pistolen tilbage i den rette sigtelinie efter at de første skud har kastet pistolen ud af denne.
Der er flere negative tendenser end positive:
- Med påsat kolbe mister pistolen den smidighed, der er dens styrke i forhold til alle andre militærvåben. Balancen er dårlig, venstre hånd skal ved skudafgivelse holdes fri af den korte pibes munding og venstre hånds støttepunkt er ofte ikke-eksisterende eller dårligt placeret.
- Med påsat kolbe virker pistolen som en klumpet maskinpistol uden dennes mulighed (for de fleste pistolers vedkommende) for afgivelse af bygeild og med et lavt magasinindhold.
- Formålet med at bevæbne en soldat med pistol er, at han skal kunne holde begge hænder fri til andet arbejde end at bære et våben. Ellers ville han være bedre tjent med et hvilket som helst andet skydevåben (tunnelrotter undtaget). Med påsat kolbe vil den ene hånd være optaget af at bære våbnet og ved skudafgivelse vil begge hænder være optaget af våbnet.
Model 46, ”Hi Power” på en canadisk kolbe,
der dublerer som pistoltaske. Visér indstilleligt til 500 meter
Da vi startede testskydningerne var vi ret optimistiske og troede, vi kunne forbedre træfprocenten ganske betydeligt. Vi havde opstillet en række programmer og var forberedt på bearbejdelse af træfprocenter og anden statistik, men det måtte vi ret hurtigt opgive.
Uøvede pistolskytter kunne ved anvendelse af kolbe og ved langsom, kontrolleret skydning opnå en bedre træfprocent på afstande op til 35 – 50 meter.
Øvede skytter kunne ved langsom, kontrolleret skydning opnå en bedre træfprocent på afstande op til 100 meter, af og til længere, men ikke så regelmæssigt og nøjagtigt, at der kunne opbygges en brugbar statistik.
Af og til, i redt spredt orden, lykkedes det de dygtigste skytter at opnå træfning i figurer på maksimalafstanden 200 meter, altså ikke en regelmæssig, målbar træfning, men så’n ”af og til”. Det krævede, at skytterne havde eksperimenteret en hel del med bageste sigtemiddel, viséret, eller gennem eksperimenter lært sig selv, hvor langt de skulle holde over målet for at opnå træfning.
Her fra oven en 96-mauser i 9mmP og en M/46 med
trækolber/tasker, to langløbede Parabellum’er samt
en M/49 Neuhausen SIG 210.
Jeg har af og til set skytter oplyse, at de har opnået træfninger med kolbeforsynede pistoler på abnormt lange afstande. Det tvivler jeg ikke på, men en sådan træfning kan der kun bygges på, hvis den kan gentages igen og igen - i modsat fald er der bogstavelig talt tale om slumpskud.
Det er min absolutte opfattelse, at det er bedre at bevæbne en soldat med en moderne maskinpistol (eller en kort og let udgave af en maskinkarabin) end med en pistol med kolbe bortset fra, hvad vi i de nærmeste år muligvis kan lære af brugen af pistoler med påsat kolbe, lang pibe og magasin i overstørrelse - se mit indlæg af 140307 fra IWA om dette emne.
Den meget nøjagtige SIG210, Neuhausen, M/49 (kært barn har
mange navne) er langt mere træfsikker på de lange afstande end
pistolerne med påsat kolbe. Blot kræves et godt og sikkert
støttepunkt
Som kontrolvåben anvendte vi en SIG210 i Forsvarets standardudgave, dvs uden påsat kolbe. Forbløffende nok viste det sig, at de øvede skytter regelmæssigt - om end ikke hver gang - kunne opnå træffere på op til 200 meter. De vidste, hvor langt de skulle holde over målet for at liste kuglen ind, de sørgede for at få et godt, fast anlæg og de observerede kugleslaget i volden.
De anvendte våben var alle i god stand, løbene rene og pæne med gode riffelgange og den mekaniske funktion i orden. Eneste minus var Parabellum’ernes sædvanlige kræsenhed med ammunitionen, men for at få den bedste ensartethed i testen, brugte vi samme ammunition i alle våben.
Jeg beklager billedkvaliteten. Fotografierne blev taget til registreringsbrug, ikke til offentliggørelse.
(Og et lille hjertesuk: Hvorfor fa’n kalder alle mennesker i dag en Parabellum for en Luger ? (Jeg kender godt historien om Herr Lügers salgssucces i U.S.A.). En frihedskæmper i et hvilket som helst besat land under Anden Verdenskrig ville ikke vide, hvad man talte om, hvis man sagde: ”Jeg har for resten organiseret mig en Luger fra en tysker”. ”En hvaffor en en ?”).
PHN/Afsluttet 090407