Min første Krondyrsjagt
: 16. nov 2005, 02:29
Torsdag d. 1. september var jeg på duejagt. Det blev til 5 duer, nogle krager og husskader. I medens var Anders og Allan på jagt i det nordjyske. De lå og så på en tre - fire dyr der var sat op som seksender og et par større dyr længre væk, som de kunne se var meget større, uden dog at kunne se hvor store de var, i det tidlige morgen gry. Inden skydetid gik de i skoven. Lidt senere kom dyrene dog væltende ud af skoven igen og passerede dem på kun 25 m. afstand, uden Anders eller Allan kunne komme til skud, da dyrene vendte bagdelen mod dem.
Fredag d. 2. september var det så min tur til at komme med på hjortejagt. Allan og jeg gik fra bilerne, og fulgte "stien" ind gennem skoven. På et tidspunkt pegede Allan til venstre, mod det skovbryn jeg skulle sidde i, og hvor der var en stor åben plads, med skov på de tre af siderne. Allan forsatte, og ville sidde i en hugsitz, et andet sted i skoven.
Vi var startet ved solopgang, for at undgå at komme til at støde dyrene, uden at måtte skyde. Da jeg gik inde fra skoven og ud mod det åbne, bevægede jeg mig ned af en kraftig skråning. Standsede ofte og kikkede i kikkerten, ud på den del af det åbne stykke jeg kunne se. 5 - 6 meter før skovkanten så jeg en bevægelse i skoven over for, ca. 160 m. væk. Kort efter var jeg klar over det var en kronhind. Jeg lagde mig ned og kravlede 6 - 7 meter frem, så jeg kom fri af skoven, og kom til at ligge bag en lille forhøjning. I kikkerten kunne jeg se der var tale om flere dyr som stod inde i og i kanten af skoven på den anden side. Om der var hjorte i mellem kunne jeg ikke se. Da jeg ikke lå alt for godt, bestemte jeg mig for at kravle længere til højre. Der var en større forhøjning 40 - 50 m. væk, som ville give et godt udsyn/ frit skud og give mig mulighed for liggende skydestilling uden at skulle tænke på det høje græs. Hvis det altså skulle komme dertil, at jeg kunne komme til skud.
Kravleturen og udsigten til hvad det egentlig kunne blive til, hvis det her lykkedes ... bragte pulsen noget i vejret. Den fald dog igen i de 10 minutter jeg lå og studerede siluetterne i skoven overfor, og hvor der absolut intet skete.
Skulle jeg kravle vidre de sidste 120-130 m. over til skoven som løb på tværs? I så tilfælde skulle jeg også kravle de 160 m. langs det skovbryn, over til skoven hvor dyrene befandt sig? Vinden var rigtig, men lydløst! 300 m! pulsen! og måske lå der et dyr man kom til at støde, og dermed var chancen forspildt. Var der overhovedet en hjort i mellem? Jeg blev liggende.
Kort efter kom hinden fri af skove, og bevægede sig lige mod det punkt hvor jeg havde ligget før, hun blev fulgt af tre andre hinder. Efter ca. 50 m. drejede hun over mod den del af skoven, som forbandt den skov dyrene kom fra, og den skov jeg sad i kanten af. Da de passerede mig på 110 m. afstand, kom to kronhjorte ud af skoven, der hvor hinderne var kommet ud kort forinden. Den foreste var stor, men den bagerste var helt klart kraftigere og havde sat stort op, hold da op. Der skete lige som noget med pulsen igen.
De to hjorte fulgte næsten samme rute som hinderne, den største noget bag den lidt mindre. Da hinderne skulle til at gå ind i skoven, standsede den største af hjortene lige ud for mig, den lidt mindre forsatte. Afstanden ca. 110, pulsen ca. 220. Jeg skønnede ikke at kunne afgive et forsvarligt skud .. lukkede øjnene og lagde mig ned på kolben, medens jeg prøvede at få styr på åndedrættet. Da jeg kikkede op igen, var hinderne forsvundet ind i skoven og den store hjort var sat igang igen, og gik også mod skoven. Åndedrættet under kontrol. tre dybe åndedræt, sidste gang pust halvt ud .. hjorten standser lige før skoven .. jeg slipper skudet .. hjorten giver et hop og styrter under knasen og brag ind mellem træerne .. .. .. kort efter bliver der stille. - - HUSK, vent en smøgs tid.- - Jeg rejser mig næsten straks og bevæger mig over til anskudsstedet. En ny patron er kommet i kammeret på en eller anden måde. Der er ingen sweiss, men fire meter længere fremme er der, og endnu bedre, lungevæv. Følger sweiss'en, som tydligt viser hjertets pumpen for hver 3-4 m. Ca. 70 m. inde ligger dyret. I en lille lysning af højt græs og unge fyrtræer. Hovedet er stadig hævet, med det tunge gevir vejende fra side til side. Kort efter ligger hovedet også langs jorden. Øjnene er stadig klare, men uden fokus. Jeg lader geværpiben berører øjet, som lukkedes, hvorfor jeg trækker mig nogle meter baglæns. Efter en kort venten gentager jeg berøringen, og øjet bliver stift stående åben. Endnu sitre nogle muskler, og sender små bølger ned gennem pelsen. - det er derfor - - HUSK, vent en smøgs tid !.
Allan ankommer smilende. Jeg laver ingen krigsdans. Han slår på skulderen og ryggen, taler og smiler. Jeg føler mig lidt tom indvendig. Det er et stort dyr, var et stort dyr. Hvor bliver glæden af. Adrealinen har forladt blodet, og jeg syntes jeg er lidt træt. Allan taler om trofæ, måske en bronze medalje. Pels, skud som sidder perfekt og har taget både top af hjertet og lungerne,og alt det kød. Jeg har bare lyst til at sidde og se på dyret - i stilhed - hvor er det dog overvældende.
Virkligheden indhenter en. For pludselig er der en masse praktiske ting der skal gøres. Dyret skal brækkes, og det er en noget større opgave. Vi trækker dyret ud i den store lysning og Allan henter 4WD'en, men vi kan ikke 2 mand få den bakse op i bilen. Prøver og prøver. Ringer efter Allans bror som kommer, og beunder dyret, skudet, trofæet. Tiden går. Ved hjælp af et tov lykkedes det, og vi rumler over til en af Allans kammerater, som har et udhus/lade, hvor vi kan få dyret op at hænge. Begynder at tage frakken af dyret, medens Allan tager hjem efter et dynebetræk, til at dække kødet, så vi undgår spyfluer. Det tager tid - det tager tid.
I denne sammenhæng er tiden en faktor, fordi jeg havde lovet at være hjemme, så vi kunne være til firmafest i det firma Kate arbejder for, kl. 16.00. Kate var der kl. 16.00. Jeg blev lidt forsinket, men ankom nyvasket kl. 18.30. Populær?
Dagen efter til Ålborgtræf, tidligt hjem søndag. Køre op til nordjylland og hente dyret, som først skal skilles ad i hoveddelene. Hjem til Randers, hvor det er lykkedes at få fat i en slagter, som i løbet af aftenen får skåret den ud i brugbare stykker.
Mandag til Esbjerg. Hurtig hjem og hente slagteren. Ud til en anden slagter som kan hakke kødet/fraskær, til fars. En kvart sort sæk. Alt i alt 110-120 kg. kød. Venlige naboer rydder dele af deres fryser.
Det er lidt nemmere med en harer.
Trofæet er kommet på plade, kødet i fryseren.
Jeg er blevet gladere, som venner kommer forbi og ser geviret og skal have historien en gang til. Men jeg har stadig et lille "hul" i maven, Det er ... var et stort dyr!
Venlig hilsen, Bo.
Fredag d. 2. september var det så min tur til at komme med på hjortejagt. Allan og jeg gik fra bilerne, og fulgte "stien" ind gennem skoven. På et tidspunkt pegede Allan til venstre, mod det skovbryn jeg skulle sidde i, og hvor der var en stor åben plads, med skov på de tre af siderne. Allan forsatte, og ville sidde i en hugsitz, et andet sted i skoven.
Vi var startet ved solopgang, for at undgå at komme til at støde dyrene, uden at måtte skyde. Da jeg gik inde fra skoven og ud mod det åbne, bevægede jeg mig ned af en kraftig skråning. Standsede ofte og kikkede i kikkerten, ud på den del af det åbne stykke jeg kunne se. 5 - 6 meter før skovkanten så jeg en bevægelse i skoven over for, ca. 160 m. væk. Kort efter var jeg klar over det var en kronhind. Jeg lagde mig ned og kravlede 6 - 7 meter frem, så jeg kom fri af skoven, og kom til at ligge bag en lille forhøjning. I kikkerten kunne jeg se der var tale om flere dyr som stod inde i og i kanten af skoven på den anden side. Om der var hjorte i mellem kunne jeg ikke se. Da jeg ikke lå alt for godt, bestemte jeg mig for at kravle længere til højre. Der var en større forhøjning 40 - 50 m. væk, som ville give et godt udsyn/ frit skud og give mig mulighed for liggende skydestilling uden at skulle tænke på det høje græs. Hvis det altså skulle komme dertil, at jeg kunne komme til skud.
Kravleturen og udsigten til hvad det egentlig kunne blive til, hvis det her lykkedes ... bragte pulsen noget i vejret. Den fald dog igen i de 10 minutter jeg lå og studerede siluetterne i skoven overfor, og hvor der absolut intet skete.
Skulle jeg kravle vidre de sidste 120-130 m. over til skoven som løb på tværs? I så tilfælde skulle jeg også kravle de 160 m. langs det skovbryn, over til skoven hvor dyrene befandt sig? Vinden var rigtig, men lydløst! 300 m! pulsen! og måske lå der et dyr man kom til at støde, og dermed var chancen forspildt. Var der overhovedet en hjort i mellem? Jeg blev liggende.
Kort efter kom hinden fri af skove, og bevægede sig lige mod det punkt hvor jeg havde ligget før, hun blev fulgt af tre andre hinder. Efter ca. 50 m. drejede hun over mod den del af skoven, som forbandt den skov dyrene kom fra, og den skov jeg sad i kanten af. Da de passerede mig på 110 m. afstand, kom to kronhjorte ud af skoven, der hvor hinderne var kommet ud kort forinden. Den foreste var stor, men den bagerste var helt klart kraftigere og havde sat stort op, hold da op. Der skete lige som noget med pulsen igen.
De to hjorte fulgte næsten samme rute som hinderne, den største noget bag den lidt mindre. Da hinderne skulle til at gå ind i skoven, standsede den største af hjortene lige ud for mig, den lidt mindre forsatte. Afstanden ca. 110, pulsen ca. 220. Jeg skønnede ikke at kunne afgive et forsvarligt skud .. lukkede øjnene og lagde mig ned på kolben, medens jeg prøvede at få styr på åndedrættet. Da jeg kikkede op igen, var hinderne forsvundet ind i skoven og den store hjort var sat igang igen, og gik også mod skoven. Åndedrættet under kontrol. tre dybe åndedræt, sidste gang pust halvt ud .. hjorten standser lige før skoven .. jeg slipper skudet .. hjorten giver et hop og styrter under knasen og brag ind mellem træerne .. .. .. kort efter bliver der stille. - - HUSK, vent en smøgs tid.- - Jeg rejser mig næsten straks og bevæger mig over til anskudsstedet. En ny patron er kommet i kammeret på en eller anden måde. Der er ingen sweiss, men fire meter længere fremme er der, og endnu bedre, lungevæv. Følger sweiss'en, som tydligt viser hjertets pumpen for hver 3-4 m. Ca. 70 m. inde ligger dyret. I en lille lysning af højt græs og unge fyrtræer. Hovedet er stadig hævet, med det tunge gevir vejende fra side til side. Kort efter ligger hovedet også langs jorden. Øjnene er stadig klare, men uden fokus. Jeg lader geværpiben berører øjet, som lukkedes, hvorfor jeg trækker mig nogle meter baglæns. Efter en kort venten gentager jeg berøringen, og øjet bliver stift stående åben. Endnu sitre nogle muskler, og sender små bølger ned gennem pelsen. - det er derfor - - HUSK, vent en smøgs tid !.
Allan ankommer smilende. Jeg laver ingen krigsdans. Han slår på skulderen og ryggen, taler og smiler. Jeg føler mig lidt tom indvendig. Det er et stort dyr, var et stort dyr. Hvor bliver glæden af. Adrealinen har forladt blodet, og jeg syntes jeg er lidt træt. Allan taler om trofæ, måske en bronze medalje. Pels, skud som sidder perfekt og har taget både top af hjertet og lungerne,og alt det kød. Jeg har bare lyst til at sidde og se på dyret - i stilhed - hvor er det dog overvældende.
Virkligheden indhenter en. For pludselig er der en masse praktiske ting der skal gøres. Dyret skal brækkes, og det er en noget større opgave. Vi trækker dyret ud i den store lysning og Allan henter 4WD'en, men vi kan ikke 2 mand få den bakse op i bilen. Prøver og prøver. Ringer efter Allans bror som kommer, og beunder dyret, skudet, trofæet. Tiden går. Ved hjælp af et tov lykkedes det, og vi rumler over til en af Allans kammerater, som har et udhus/lade, hvor vi kan få dyret op at hænge. Begynder at tage frakken af dyret, medens Allan tager hjem efter et dynebetræk, til at dække kødet, så vi undgår spyfluer. Det tager tid - det tager tid.
I denne sammenhæng er tiden en faktor, fordi jeg havde lovet at være hjemme, så vi kunne være til firmafest i det firma Kate arbejder for, kl. 16.00. Kate var der kl. 16.00. Jeg blev lidt forsinket, men ankom nyvasket kl. 18.30. Populær?
Dagen efter til Ålborgtræf, tidligt hjem søndag. Køre op til nordjylland og hente dyret, som først skal skilles ad i hoveddelene. Hjem til Randers, hvor det er lykkedes at få fat i en slagter, som i løbet af aftenen får skåret den ud i brugbare stykker.
Mandag til Esbjerg. Hurtig hjem og hente slagteren. Ud til en anden slagter som kan hakke kødet/fraskær, til fars. En kvart sort sæk. Alt i alt 110-120 kg. kød. Venlige naboer rydder dele af deres fryser.
Det er lidt nemmere med en harer.
Trofæet er kommet på plade, kødet i fryseren.
Jeg er blevet gladere, som venner kommer forbi og ser geviret og skal have historien en gang til. Men jeg har stadig et lille "hul" i maven, Det er ... var et stort dyr!
Venlig hilsen, Bo.