På opfordring (der skulle ikke så meget overtalelse til
) poster jeg et indlæg jeg tidligere i dag lagde på Small Talk, det handler såmænd bare om mit livs jagtoplevelse - en bjørnejagt i Alaska:Bjørnen blev skudt på sidste jagtdags sidste time (30. august), en flot 9 fods brunbjørnehan, meget mørk i pelsen (nærmest kaffefarvet) med lyse øretipper. Var på 10 dage 1:1 i det sydvestlige Alaska, i sig selv en helt fantastisk tur, hvor man oplever natur, som man dårligt kan rumme i fantasien. Fysisk krævende, men især en mental udfordring, fordi man er så afhængig af naturen og den er så usamarbejdsvillig (vi var tåget inde på en bakketop i 5 dage!). En Pürsch er ikke 50 meter gennem et krat, men måske 5-10 km gennem vanskeligt terræn - og så er der lang vej hjem, når den er væk, når man kommer frem!
Havde afslået en hunbjørn en time inden vores packer så ham her på et par km afstand. Troede først det var en sortbjørn, men på det tidspunkt havde jeg været godt tilfreds med en hare, og afsted ryger guiden og jeg. Ca. halvvejs kan vi se, at det squ' ikke er en sortbjørn, men som guiden sagde: "That is a brownbear, and what a trophy!" Det risler stadigvæk frydefuldt ned af nakken, når jeg husker tilbage.
Da vi næsten er på skudafstand begynder han imidlertid at trække ind i et vådområde med høj bevoksning, hvor vi mister ham af syne. Holder han retningen vil han imidlertid krydse et lille vandløb, hvor jeg kan få frit skud. Jeg indtager knælende skydestilling på en lille knold - bare så klar - 10 dages tilbageholdt jagt- og drabsinstinkt er fokuseret i min højre pegefinger!
Og ganske rigtigt, efter kort tid (føltes som år) ser jeg hans "rygpukkel" over bevoksningen. Jeg kan huske, at jeg tænker: Ikke noget forhastet dårligt skud nu (han er på 60-70 meter). Jeg får givet tegn til guiden, der står ca. 50 meter væk, at jeg kan se ham og vil skyde om lidt. Lidt efter står han (altså bamse) på brinken til vandløbet og har øverste halvdel af kroppen fri og ”sniffer” ivrigt (vinden er god for os, men har han fært alligevel?). Det er ikke ideelt, vil helst skyde lavt i forkroppen, men det er nu eller aldrig og jeg sender en 300 grain TSX fra en 375 H&H diagonalt gennem ham fra højre bagkrop. Han klapper ned med det samme, men virrer lidt med hovedet, jeg tænker ”tapskud!” mens jeg repeterer og gir’ ham et skud mere med det samme. Det sidder i hans højre skulder og han ruller væk bag brinken.
Alt er stille, og både guiden og jeg er overbeviste om, at han er død, men det er nu alligevel en langt tur frem til vi finder ham 1 meter fra hvor jeg så ham sidst - alt foregår i slowmotion og uden lyd. Til gengæld er synet af bjørnen der i græsset altså overvældende, hold kæft hvor var han stor – og flot! Jeg synker en klump, gir’ guiden en krammer og bjørnen et klap og en tak (vi får alle, inkl. bjørnen, en snaps senere). Jeg folder også mine hænder i en stille bøn til Vorherre, det var næsten helt bogstaveligt en ”ud af kroppen oplevelse”. Guiden var helt overbevist om, at Gud havde belønnet mig fordi jeg afslog hunbjørnen (som også ville ha’ været på kanten jagtetisk), og jeg skal ikke kunne udtale mig på Vorherres vegne, men oplevelsen var så god, at jeg havde behov for ”jubel på et højt plan”.
Turen tilbage til Spikecamp var i øvrigt noget af det hårdeste jeg har været med til. Det var blevet mørkt inden vi var færdige med at skinne ham, og vi gik i 4-5 timer i regn og blæst, gennem vandløb og i ualmindeligt vanskeligt terræn (blødt og knoldet). Den mest udfordrede var dog packeren, han bar skind og kranie – en vægt på ca. 200 pounds (90 kg) – uden nogen klage undervejs! Jeg måtte brække mig af udmattelse kort før vi var hjemme, men han tilbød bare at bære sit gevær igen (jeg havde båret det for at aflaste ham lidt) ”I could use some counterbalance!” – det er squ’ service.
Da vi var hjemme og spiste natmaden spurgte jeg ham: What did you think about when you carried that load tonight?!” og han svarede tilbage i typisk stil: ”One step more!” Han var en stor og bomstærk bondedreng fra Michigan, men med et meget begrænset ordforråd. Det meste kunne klares med: ”Yep, Nope eller I’m good”.
Jeg blev fløjet ud den næste morgen og nåede derfor ikke at se ret meget til min bjørn, men det gør jo ikke forventningen mindre. Var oprindeligt stillet i udsigt, at det ville ta’ et år hos konservatoren (bliver til en ”Rug”), så april/maj er jo vildt fedt.
Og nej, skindet er ikke solgt, men det når fan’me at være betalt inden det når hjem, godt og vel. Sådan en tur sætter jo sit præg på jagtbudgettet, for at sige det diplomatisk, men alligevel alle pengene værd. Jeg havde egentlig regnet med, at det var en ”once in a lifetime” oplevelse, men jeg ved nu, at jeg skal derover igen – og havregryn og fedtemadder smager jo også meget godt…
