Efterhånden som denne tråd har udviklet sig til en regulær guldgrube af gode tips og råd fra de erfarne jægere, har jeg besluttet mig for at opsummere nogle af disse, så de er let tilgængelige for nye læsere. Dette kan dog på ingen måde veje op for at læse hele tråden med alle kommentar og svar, så det kan helt sikkert anbefales.
Tak til de super brugere som har eller vil bidrage til denne tråd.
Guldkorn fra NVF brugere skrev:
Jagttider og regulering
01.09 - 31.01 Jagttid
01.02 - 29.02 Regulering af ræv, hvor denne volder skade på øvrig fauna.
01.06 - 31.08 Regulering af rævehvalpe uden for rævegrave. De må ikke jages ud af graven ved brug af hund eller anden metode.
2014/2015 jagtsæsonen kan komme til at byde på mulighed for at jage rævene 1½ time før og efter solnedgang. Dog kun i forbindelse med reguleringsperioderne, se overstående.
Kilde: naturstyrelsen
Lokkekald
-Tidligt på efterårssæsonen virker angstkald ikke så godt som i januar / februar, da der er rigeligt med føde.
Fugleskrig kan med fordel anvendes tidligt på sæsonen.
-Rævehvalpe kan blive skræmte over for højlydte kald e.g. hareskrig etc. Anvend da musepibe eller lignende.
-Når ræven kommer inden for 100 meter eller lignende skru ned for intensiteten i kaldet eller skift til musepibe/musen med hænderne.
-Musen: Fugt dine løber og lav trutmund og giv derefter luften et trutkys. Resultatet skulle gerne være en fin pivelyd. Alternativt kan musen laves ved suge luft ind mens du presser din hånd mod din mund.
-Når du laver kald som hareskrig der skal simulere et døende dyr, brug de da ikke mere end få gange, da en ræv godt ved at en hare ikke dør mere end én gang.
-Hareskrig kan med fordel bruges på poster tæt på en vej, hvor rævene ved at ofte er trafik-ramte dyr eller ådsler.
-Efter 30-45 minutter på en post med kald, er det tid til at skifte såt.
-Ræven kan kaldes ind fra over 1 km med et lokkekald.
Juster intensiteten i kaldet efterhånden som ræven kommer tættere på. Alternativt skift til musepiben når den er inden for 150 - 100 meter.
Positionering og vindretning
-Bevæg dig lydløst til din post
-Start en ny post med at observere uden at lave nogle lokkekald
-Sid stille
-Når ræven er spottet bevæg der kun når ræven ikke har fokus på dig
-Ræven kommer altid op imod vinden.
-Det er okay at sidde med vinden i ryggen, da ræven højst sandsynligt ville komme bag dig hvis du sidder i modvind.
-Ræve er vanedyr og har faste rutiner og veksler. Hvis du kan identificere dem og placere dig i henhold til dem er der større chance for succes. (Sne hjælper meget på denne process).
-Ræven følge tit levende hegn, åer og grøfter. Placering i henhold til disse vil oftere give pote.
-En nyslået græsmark / høstet kornmark er en magnet for ræve, da den gennemsøger marken for ådsler.
- Husskader/skovskader alarmere ofte når der er predatorer(ræve) i nærheden. Lær at brug den information til din fordel.
Skydning
-Ræven er et mindre mål end en hjort, så træning til mindre mål er essentielt.
-Selv om det er tilladt at bruge fuldkappet(FMJ) ammunition til ræv, anbefaler de fleste at bruge jagtammunition (Blødnæset).
Sløring
-Sløringsmaske og handsker er et must.
Rævehvalpe regulering
-Hvalpene må kun skydes uden for graven og må ikke tvinges ud ved hjælp af hund eller andre metoder.
-Hvalpene kan træffes hele døgnet, morgen, middag og eftermiddag og aften.
-Prøv at lokaliser rævegravene på dit revir inden reguleringssæsonen starter.
-Sæt dig 50 - 100 meter fra graven med god vind.
-Rævehvalpe er ofte meget nysgerrige og uforsigtige hvilket resulterer i gode skudmuligheder.
-Musekald virker optimalt på hvalpe, voldsommere kald vil skræmme dem.
-Afskydning af hvalpe fra en grav, kan resultere i at forældrene flytter hvalpene til en anden lokalisation.
Original post
Hej kære medjægere.
I morgen er jeg så heldig at jeg kan tage på ræveregulering på mit konsorties område, 230 HA fordelt på 5 områder, sammen med en kammerat. Vi er begge 2 novicer i riffeljagt og sandelig også i rævejagt og derfor har vi brug for jeres råd, sådan at vi kan skabe de bedste betingelser for at få en Mikkel på kornet i morgen.
Jagten kommer til at foregå fra skydetårne, dem er der 17 af fordelt på de 5 områder, og vi vil være klar på området når solen står op. Det vil være overskyet omkring en 0-2 grader med en sydvestlig vind.
Jeg har netop købt et Nordik Predator kald fra Mikael Tham og set den dertilhørende DVD "Lokkejagt på ræv".
Mine spørgsmål går på følgende.
1.
I DVD'en siger de, at man bør sidde med vinden i ryggen da ræven KUN ville komme i modvind og derved ville komme bagfra en hvis man sidder i modvind. Det er det stik modsatte af hvad jeg har hørt erfarne jægere sige. Hvad er jeres erfaring til vindposition?
2.
Hvordan ville I placere jer når I er 2 skytter med riffel og ét lokkekald?
3.
Ville I starte med at bruge lokkekaldet straks I er på plads? Og hvor længe ville I blive ved før I skiftede til et andet område?
4.
Jeg havde initialt regnet med at bruge spidsskarp ammunition (Norma Jagtmatch 9.7g) men er blevet stærkt i tvivl om det bare er dumt og jeg i stedet bør bruge min jagt ammunition som er en Norma Oryx 11.7g. Hvad vil I anbefale? Ville Oryxen dele ræven i 2?
5.
Jeg har en sløringsmaske, er den værd at bruge på rævejagt?
Andre tips eller tricks er selvfølgelig også mere en velkomne.
På forhånd tak for jeres input.
Mvh
Thomas