Stewart Island
Af Søren Leegaard Fuhlendorff
- Hind og kalv. - Photo Paul Michels
- Doe and fawn.jpg (84.9 KiB) Vist 7898 gange
Stewart Island er New Zealands ”tredje ø”, og med et areal cirka på størrelse med Fyn, er den blot en brøkdel af syd- og nordøens størrelse. Stewart Island er forholdsvis flad, i forhold til resten af New Zealand, men til gengæld ret svær at navigere rundt på. Alt ligner hinanden. Derfor er en håndholdt GPS og et kompas et must. Stewart Island er først og fremmest kendt for sin bestand af den store brune Kiwi, som er den største af Kiwi arterne. Jagtmæssigt er øen kendt for dens bestand af Whitetail deer. Whitetail hjorten blev importeret til New Zealand i 1905 fra New Hampshire, og blev sat ud på Stewart Island og i et område ved Queenstown(en by på sydøen). Begge steder kan hjorten stadig jages den dag i dag, men det er dog to meget forskellige bestande, på trods af de stammer fra den samme bestand i USA. Hjortene på Stewart Island har med tiden udviklede mindre kroppe og svagere opsatse. Der findes mange forklaringer på dette, alt lige fra mangel på føde til at det er en fordel for dem at kunne gemme sig under bregnerne. Hjortene ved Queenstown ligner derimod langt mere sine artsfæller i USA, både krops- og trofæmæssigt.
- Almindelig Stewart Island bush. - Photo Søren LF
- Bush1.jpg (86.74 KiB) Vist 7898 gange
Vækkeuret ringede klokken 04:30, i Alexandra. Foran os havde vi 12-timers transport, før vi ville være fremme ved vores hytte på Stewart Island. Vi var kommet med en gruppe på 14 mennesker, hvor ud af vi var de eneste udlændinge. Vi sejlede fra New Zealands sydøs sydligste by, Bluff. Til Mathias’, min kammerat, store held var vejret meget bedre end forventet. Bølgerne var max et par meter, og af hvad vi kunne hører på kaptajnen var det meget småt i forhold til normalt. Vi havde fået blokkene North Lords og South Tikitahi, og med blot 14 jægere var det rigeligt med plads.
Vi ankom til hytten i North Lords klokken 16 og var alle sammen ved at være godt trætte af at sidde i en bil og på en båd. Resten af dagen gik med at få pakket ud og sat telte op. I hytten var der 6 sovepladser, så 8 af os måtte kravle i vores telte, det betød dog ikke noget eftersom vi kunne opholde os i hytten om aftenen, hvis det regnede.
- South Tikitahi Hut. - Photo Søren LF
- Hut1.jpg (67.22 KiB) Vist 7898 gange
Dagen efter, lørdag, var første jagtdag. Vi blev sejlet op af Lords River i de to små medbragte speedbåde, og blev sat af ved hver vores bakkekam som vi skulle jage i løbet af dagen. Der ville så være opsamling igen klokken 14 og 17. Vi gik på jagt to og to. Jeg gik på jagt med en ”kiwi”, Tony Barker, den første dag. Han startede med at gå forreste eftersom det ikke var hans første gang på Stewart og han derfor vidste meget mere om jagten end jeg gjorde. Selve jagten foregik som en lang stalk, hvor vi så stoppede og satte os når vi fandt lysninger eller steder hvor hjortene havde skrabbet jorden op med gevirerne. Vi havde ikke gået meget mere end 300 meter, før Tony stopper og løfter sin leveraction 30.30, og afgiver skud. Et par grene knækkede og så var der stille. ”Did you get it?” røg det ud af mig uden jeg overhovedet anede hvad han havde skudt efter, ”Offcourse” svarede han. 30 meter fra os fandt vi en flot hind, skudt i halsen. Man opdager ofte hjortene ved at de står og kigger på en, og ofte kan man kun se hovedet og lidt af halsen. Aftensmaden var sikret. Hinden blev brækket og hængt op i benene i et træ. Klokken var kun 10:30 så vi havde stadig masser af jagt foran os. Vi gik videre, i det sædvanlige meget langsomme, men lydløse tempo. 100 meter kunne sagtens tage en time at gå derinde. Man skulle hele tiden være på vagt og bevægelse er lettere at se hvis man ikke selv bevæger sig.
200 meter længere væk, halvanden time senere satte vi os ned. Vi havde set et par scrabs(hjortenes skrab) og Tony mente det ville være et godt område. Med et godt overblik over en hel del bregner havde jeg allerede forstillet mig hvordan dyrene ville komme ud. Efter 5 minutter kigger jeg ved et tilfælde til venstre for mig. Lige der, 10 meter fra os går en hind. Vi havde hverken tid til at løfte riflerne eller finde kameraerne, inden den var væk igen. Hvordan den har kunnet komme så tæt på og være væk så hurtigt igen fatter jeg ikke, men der er vel en grund til de bliver kaldt ”The Grey Ghost”. Vi gik videre. Tony er en rigtig dygtig jæger og forstår virkelig hvordan han skal bevæge sig i bushen, både for at være lydløs og kunne finde vej, men tålmodighed ejer han ikke. Vi sad max 10 minutter det samme sted før han kedede sig og ville videre. Det gjorde ikke mig noget. Jeg kan alligevel bedre lide at jagte vildtet end at side i bagholdsangreb.
300 meter længere inde i bushen satte vi os efter at igen at have set et par gode scrabs. Vi sad på et stort rodsystem og var derfor hævet og landskabet omkring os. Der gik ikke længe før det igen knaste i underskoven omkring 20 meter fra os. Hele min krop frøs. Jeg vidste det var min tur til at skyde, hvis chancen bød sig. Vi sad i total stilhed, trak knap nok vejret og jeg kunne mærke en lille knude i maven. Tænkt hvis jeg skød forbi. Det ville være så pinligt. Især på den afstand og måske ville jeg aldrig få chancen til en Whitetail i mit liv igen. Flere kviste blev skubbet rundt, kunne vi hører. Den kom helt sikkert lige mod os. Jeg var sikker, det måtte være en buk, der var på vej hen til det store scrab vi sad lige foran. Jeg var totalt fokuserede på nogle bregner 10 meter foran mig, der pludselig bevægede sig. Riflen havde været ved skulderen et godt stykke tid, klar hvis jeg fik den mindste chance. Mere raslen med blade. Jeg fattede ikke hvorfor jeg ikke kunne se den. Pludselig begyndte Tony at grine lavt bag mig. ”Hvad fanden laver han” tænkte jeg. ”Come down, its a Kiwi.” lød det fra ham. Ud af bregnerne kom den så. Blot et par meter fra os. En forholdsvis stor fugl, lidt større end en høne, dækket af små brune fjer, med et enorm langt spidst nød og et sæt kæmpe fødder. Virkelig en mærkelig skabning. Alt røg lige til jorden for mig igen.
- Stor brun kiwi. - Photo Paul Michels
- Kiwi3.jpg (81.55 KiB) Vist 7898 gange
Vi sad lidt længere tid, før Tony begyndte at kede sig igen, efter at have grint færdig over mig. Han besluttede sig for at kigge sig lidt omkring og jeg blev siddende. Han gik cirka 30 meter til højre for mig og ville prøve at se om han kunne spotte noget derfra. Han havde blot været væk i 5 minutter, før jeg så noget brunt bevæge sig omkring 60 meter væk. Denne gang var jeg sikker. Den var alt for stor til at være en kiwi. Dyret gik med hovedet nede og jeg kunne kun skimte ryggen i glimt, mellem bregnerne. Den bevægede sig i retning mod Tony og på et tidspunkt var jeg sikker på den ville forsætte helt over til ham. 50 meter fra mig drejede den fra, og havde nu retning direkte mod mig. Den gik langsomt og spiste af bregnernes yderste blade. Jeg havde stadig ikke set hovedet, men det var nu heller ikke så vigtigt om det var en hind eller hjort. Med riffelen hvilende på mine knæer ventede jeg kun på at en chance bød sig, til et ordenligt skud. Den drejede kroppen en smule og stod nu cirka 45 grader for mig, med det forreste af skulderen fri. Det var nu eller aldrig. Min tikka T3 kaliber .270 lynede, og jeg var sikker: det var et godt skud. I ren refleks kom jeg lynhurtigt på benene og styrtede ned mod dyret. Hvis den løb derfra ville den eneste mulighed for endnu et skud, være at komme tættere på. Det var dog på ingen måde nødvendigt. Den var faldet i knaldet. Jeg var ovenud glad. En smuk 4-ender Stewart Island Whitetailhjort lå foran mig. Et helt udmærket trofæ for dette område. Tony kom brassende op bag mig. Han havde stået og sigtet på en hind da mit skud gik af og havde fået noget af en overraskelse. Vi satte os og fik lidt at spise, og besluttede os for at gå mod floden, efter en fantastisk dag. Hjorten blev hurtigt brækket og lavet til en rygsæk, ved at skære knæet over i forbenene, dog ikke senen, og lave et hul i hvert bagben lige over knæet. Derefter blev det nederste at forbenet stukket gennem bagbenet og hang nu i senen. Det formede to ”hanke” så dyret kunne tages på som en rygsæk. Sådan bar vi begge dyr ud. Vi blev samlet op klokken 14 og vendte hjem til hytten. 5 dyr blev nedlagt første dag, hvoraf min var den eneste hjort.
- Forfatter med whitetail buk. - Photo Tony Barker
- Hjort ny.jpg (74.48 KiB) Vist 7898 gange
Resten af turen gik jeg på jagt til klokken 14 og resten af eftermiddagene gik med at fiske og hygge i hytten. Vi fik i alt 16 dyr på turen, hvoraf 2 af dem var hjorte med noget på hovedet. Der blev skudt en del knopbukke og underernærede dyr, hvilket helt klart vidner om der er alt for mange dyr i området og mangel på føde.
Alt i alt, en helt fantastisk god tur, med en masse jagt, sjov og hygge, som jeg aldrig vil glemme. Vi fik en masse nye venner, som vi går på jagt med hernede nu.
- 14 jægere - 10 gode dage. - Photo Paul Michels
- 10330283_658026397600555_8504876276538362807_n.jpg (40.13 KiB) Vist 7898 gange
glæder mig til at læse den færdig. 
