Klatring, vandring og store bjerggeder - endnu et NZ eventyr

[Leegaard]

Klatring, vandring og store bjerggeder.

- Af Søren Leegaard Fuhlendorff

Ahuriri river. Uvejret ventede med at slå til, til om natten.

10306762_10203144083618413_837198101512682000_n.jpg (25.92 KiB) Vist 2387 gange

Efter nogle måneders jagt i NZ, på kronvildt, gemser, geder og vilde får, var turen nu kommet til tahr. Eftersigende det dyr i New Zealand der skulle være hårdest at jage. Jeg vidste hvad jeg gik ind til, eftersom Mathias havde fortalt om hans tahrjagt året før. Klatring, masser af vandring og flodkrydsninger, var mere reglen end undtagelsen.
Vi snakkede med vores kiwi-venner(betegnelsen for en indfødt New Zealænder) og de viste os på et kort, hvilken dal vi skulle prøve, en side-dal til Ahuriri River. Det var ikke første gang vi havde besøgt Ahuriri river, men de to forgående forsøg havde vi vendt hjem uden overhovedet at have set vildt. Derfor var optimismen ikke ret høj, men vi blev lovet at i denne dal ville helikopterne ikke kunne have skudt tahrene.

Vejret viste sig dog også fra den bedste side, i den tid vi brugte deroppe.

10301452_10203144084458434_6152977882954465905_n.jpg (51.73 KiB) Vist 2387 gange

Fire dage blev afsat til at udforske dalen og nogle andre omkringliggende dale. Vi ankom ved middagstid og begyndte opstigningen. Vi skulle stige 600 højdemeter, til et punkt vi havde udset vores camp til at blive sat op. Bjerget var stejlt og tasken tung, men efter godt 3 timer ankom vi. Lejren blev slået op og vi var klar til at gå på jagt. Planen var vi ville bruge den første aften og næste dags formiddag på at spotte tahrene i den kæmpe dal, når vi så havde afluret deres vaner ville vi ligge en plan. Tahr er vanedyr, så ser man en tahr gå ned af en bjergkam den ene dag klokken 17 f.eks. kan man regne med den vil gå ned af samme bjergkam dagen efter klokken 17.

Pladsen var knap i det lille Telemark Nordisk Ultra Light 2 mandstelt.

10305976_10203144079458309_847385512873389157_n.jpg (95.25 KiB) Vist 2387 gange

Vi steg endnu nogle hundrede meter, før vi nåede til et bluff(lodret klippevæg), der var under os. Fra vores position havde vi udsigt over godt 100 meter af klippefremspringet. Vi satte os ned og kiggede os omkring. Pludselig sprang en nanny(tahr hundyr) frem fra nogle klipper til højre for os. Den havde tydeligvis enten set os eller fået færten af os. Vi var midt i brunsten, så vi vidste der ville være en bull(handyr) med nannyerne. Nannyen forsatte over klippefremspringet vi havde udsyn over, efterfulgt af 4 andre nannyer og en ung bull. ”Han må komme nu.” hviskede jeg til Mathias. Vi sad begge på røven med riflen over knæene og sigtede de godt 70 meter, der var ned til bluffet. Og ganske rigtigt, der kom han. I fuld sprint. BANG. Mathias fyrede sin .270’er af. Skuddet ramte lige over nakken på dyret, eftersom den landede i et hop. Jeg må indrømme jeg ikke rigtig var klar på det hele, og det tog mig derfor lidt længere at finde dyret i kikkerten, på trods af den korte afstand. KLIK. Lød det fra Mathias’ riffel. BANG. Jeg fik skudt. Sikkert træf. Endnu et klik fra min makkers riffel og tahren var væk. Der blev bandet og svovlet. ”Forbandede kugler”. Vi havde ærlig talt ikke passet specielt godt på vores ammo, som både var noget billigt skrammel og var blevet vådt op til flere gange.
Vi rejste os og klatrede hver vores vej, over til hvor tahren skulle være ramt. Der var intet og finde, og jeg fik som tiden gik en dårlig smag i munden. Der var gået omkring 15 minutter siden vi havde skudt og dyret kunne være over alle bjerge, bogstavlig talt. Udover det var mørket ved at falde på. Vi blev derfor enige om at markere stedet på den håndholdte gps, og vende tilbage dertil morgenen efter.

Et typisk "bluff"

10292142_10203144083178402_8220916903476920359_n.jpg (93.61 KiB) Vist 2387 gange

Stemningen var ikke voldsom god da vi hoppede i soveposen i teltet den aften. Foran os ventede os en forfærdelig nat, med hård vind og regn; udover det havde vi ikke taget os god nok tid til at finde et ordenligt sted at sætte teltet op, så vi lå på et stykke der var alt for stejlt, hvilket resulterede i vi skulle kæmpe for ikke at glide ned i bunden af teltet konstant. Da vækkeuret endelig ringede, cirka en halv time før solopgang, var det to meget trætte unge mænd der kravlede ud af det lille telt i 1200 meters højde.
Vi fik noget hurtigt morgenmad og så var det ellers af sted. Der skulle vandres til, for at få varmen. Da vi nåede klippefremspringet fra dagen før, var det så småt ved at blive lyst. Vi fandt hurtigt stedet vi havde markeret på gpsen, men endnu en gang måtte vi erkende at der intet var at finde. Derfor var der kun en ting at gøre. At følge den retning vi havde set bull’en løbe, og så eller krydse fingre for at den lå deroppe et sted. Jeg var noget nedtrykt. Min første tahr, og så skulle den eftersøges på den her måde. Vi gik i en times tid, på bjergkammen, eftersom vi havde en teori om at dyr altid flygter opad, når de vil undslippe fjender. Foran os lå der fire små forhøjninger, som vi enten skulle over eller udenom. Jeg gik henover, Mathias udenom. Vi gik derfor med 30 meters afstand, og havde overblik over lidt forskelligt. Da jeg når op over anden bakke stivner jeg. Lige i dalen mellem anden og tredje bakke står en bull. Den står ganske stille og kigger udover den enorme dal til venstre for os. For første gang kunne jeg få et ordenligt blik på dette smukke dyr. Det tog dog ikke mange øjeblikke før riflen var ved skulderen og jeg kunne affyre en kugle 20 meter for at træffe tahren i nakken. Den faldte om på stedet. En kæmpe lettelse spredtes inde i mig. Jeg kiggede ned på Mathias til højre for mig, som sendte et fuldstændigt vildt blik tilbage. Han havde ikke kunne se tahren, og havde derfor slet ikke været klar på at skuddet gik. ”Jeg har skudt en bull!” Udbrød jeg.
Vi løb begge ned til dyret. Det var ikke det største tahr-trofæ, men jeg var ellevild! Hvor var den smuk. Efter et par fotos, skinnede vi dyret. Jeg havde tænkt mig at få den skuldermonteret så det tog lidt længere end normalt. Da vi endelig havde skindet af, kunne vi se hvorfor bull’en havde stået forstenet og kigget udover dalen. Udover min kugle, der havde ramt i nakken på den, havde den en kugle i maven. Det var gårsdagens tahr. Det gjorde det hele endnu bedre. Nu kunne jeg være sikker på der ikke rendte en tahr rundt og led mere, på grund af mig.

Undertegnede med sin første tahrbull

10338868_10203144079498310_6454663934912670474_n.jpg (81.25 KiB) Vist 2387 gange

De næste par dage gik med at spotte tahr, som der var masser af, på de omkringliggende bjerge. Vi fandt dog ingen som var mulige at komme på skudhold af.

Bull'ens manke falder fantastisk godt i med den New Zealandske tussock. Til højre ses en nanny, som er endnu sværre at få øje på end bulls'ne

10292178_10203144081058349_6594109487394404415_n.jpg (85.64 KiB) Vist 2387 gange

Tahren lever højt oppe, fra 1000 helt op til 2500 meters højde, og er dermed også det dyr der lever højest i New Zealand.
Himalayan tahr er oprindeligt, som navnet siger, fra Himalaya. Siden den blev importeret til New Zealand, første gang i april 1904, har tahrens tilværelse i New Zealand har haft både sine op- og nedture. Flere gange har tahren været jagtet, både for dens kød og for at kontrollere antallet at der kun var få tilbage. Derfor har der været flere kampagner for at rette befolkningens opmærksomhed mod den ellers sky tahr. Disse kampagner var en succes og man kan i dag finde tahr i størstedelen af de sydlige alper.
Tahren har to artsfæller, nemlig Nilgiri tahren og den Arabiske tahr, som der dog ikke drives jagt på. Enkle steder i Nepal, reguleres der stadig i tahrbestanden, men prisen for at skyde en bull er enorm. Udover New Zealand og Himalaya, findes tahren i Sydafrika, Argentina, New Mexico og Californien, alle steder er den indført, ingen af stederne drives der længere jagt på dem.
Enkelte steder i NZ kan tahren også ses i hegn, her bliver de dog ikke opdrættet for jagtens skyld, men mere for at den almene befolkning kan stifte bekendskab med den. Det er ikke lovligt at farme tahr, med henblik på kødproduktion i New Zealand.

Mathias Priess kigger udover endnu en dal, der blev udforsket på turen, dog uden resultat.

Mathias Ny.jpg (66.47 KiB) Vist 2387 gange

[LFuppen]

Mange tak for endnu en fantastisk beretning fra Down under

[Bofhenator]

Hold da op! Jeg er helt grøn af misundelse! Fed tur! Flot skrevet.

[308 W]

Tak for historien! [emoji106]

Havde man bare været lidt yngre og haft bedre helbred [emoji24]

Sendt fra min GT-I9300

[Leegaard]

Mange tak.

Havde man bare været lidt yngre og haft bedre helbred [emoji24]

Man behøves ikke rejse jorden rundt, for at have et eventyr ;)

[Slettes3]

Fin jagtrapport!.

Sådan!.