1864 - indtryk, version II.

[Gråskæg]

Akira Kurosawa sagde noget i retning af: "Lav nogle få klichéer og det er plat. Lav 10.000 klichéer, og det er stor kunst". For mig at se, har Ole Bornedal givet det et forsøg i den retning, men evnerne rakte ikke længere end til et par og halvtreds klichéer. Fint beskrevne af Frank P. Jeg synes også jeg så citater fra både "Broen" , " Saving private Ryan" og "Inglorious Basterds" men det ligger jo fint nok i ske med det Frank P så skarpt har bemærket.

Må indrømme at jeg kedede mig bravt, da jeg i sin tid så Kurosawas Samurai-film.

[Senserazer]

Akira Kurosawa sagde noget i retning af: "Lav nogle få klichéer og det er plat. Lav 10.000 klichéer, og det er stor kunst". For mig at se, har Ole Bornedal givet det et forsøg i den retning, men evnerne rakte ikke længere end til et par og halvtreds klichéer. Fint beskrevne af Frank P. Jeg synes også jeg så citater fra både "Broen" , " Saving private Ryan" og "Inglorious Basterds" men det ligger jo fint nok i ske med det Frank P så skarpt har bemærket.

Må indrømme at jeg kedede mig bravt, da jeg i sin tid så Kurosawas Samurai-film.

Det er vel ikke tilføldigvis 'Ran' du tænker på? Den er noget tung i de, men den voksede faktisk på mig efter et par gange.

[C-X]

Ran er en genial film, men den er godt nok tungt fordøjelig og svær at overbevise sig selv om, at man lige skal afsætte en eftermiddag/aften til.

[Scout]

Der er mange geniale film og serier.

Synd, at '1864-serien' overvejende er af dårlig kvalitet og aldrig vil komme til at stå som et skoleeksempel på veldrejet drama-doku i absolut top-kvalitet.

Det er langt i kvalitet fra en serie der er skruet så godt sammen, så velspillet (og ikke mindst uden en salvelsesfuld fortællerstemme) som f.eks 'Band of Brothers' og så ned til det hysterisk overspillede dilettant-teater, som '1864' repræsenterer.

[Lycon]

Hvem er din ven, filmmagisteren, Frank?

Det må være Niels Engelsted, eller det er i hvertfald tidligere postet af ham.
En lettere læselig udgave med afsnitsinddeling nedenfor:

Jeg har tidligere udtrykt mig negativt om Bornedals 1864, men min gamle ven, film-magisteren, har sendt mig nedenstående tilrettevisning, og da den understøtter Anita Brask Rasmussens anmeldelse, tillader jeg at bringe den i sin helhed, som den er noget lang.
----
Niels du tager fejl, Bornedals tv-føljeton er et mesterværk, som man kan forstå, hvis man har indset dybden og knækket koden. Lad mig forklare.

1. Dybden
Alle der i skolen har forsøgt at læse James Joyce eller T.S. Eliot har—gab—tænkt deres. Men kun indtil gymnasielærerforeningens notesamling er kommet på bordet. Når man først er kommet igennem eksperternes dissekering af værkerne og har indset de mange lag af citater og henvisninger til verdenslitteraturen, de er sammensat af, forstår man dybden. Og for de fleste elever, der var ambitiøse nok til at lære alle citaterne udenad, forblev disse mærkelige tekster for altid betagende mesterværker.

Sådan kommer det også til at gå med 1864. Den er sammenstykket lag for lag af utallige citater fra den tidligere filmskat. Jeg har langt fra identificeret dem alle; der vil gå år før film-magistre og ph.d-studerende på universitet har gennemført det projekt. Her følger blot en lille håndfuld eksempler:

Lars Mikkelsen som den ældede og nedslidte far, der vakler afsted bag hest og plov, er et citat fra Steven Spielbergs film Warhorse hvor heltens ældede og nedslidte far på præcis samme måde vakler afsted efter hest og plov. Konseilspræsident Monrad i Nicholas Bros skikkelse er et langt og frækt utilsløret citat til den evnesvage og voldsomme Otto i tv-serien Rejseholdet. Godsejersønnen Didrich med de (beherskede) pædofile tilbøjeligheder over for småpigen Inge er et mere diskret referat til Burt Lancasters onanerende godsejer i Viscontis film Leoparden. Trekantsdramaet med to brødre/venner, der elsker den samme pige, osv, osv, er henvisninger til Truffauts film Jules og Jim, eller—hvis man mere er til den slags—til Micael Bays (rædselsfulde) blockbusterfilm Pearl Harbor. Scenen, hvor Laust og Inge står omslynget i favntag på en sten og stirrer ud over bølgerne, er et citat fra scenen i Camerons film Titanic, hvor DiCaprio og Kate Winslet står på samme måde i skibets forstavn, blot har Bornedal stavepladevenligt tydeliggjort den erotiske spænding ved at tage alt tøjet af dem. Scenen hvor Blixens far, løjtnant Dinesen, udtaler, at man overvinder sin frygt ved at acceptere, at man allerede er død, er et direkte citat fra Steven Spielbergs og Tom Hanks miniserie Band of Brothers, i hvilken den ligeså morderisk tyskerdræbende lieutenant Speirs ordret udtaler netop dette. View’et over Alssund fra Sønderborg til de bombarderede skanser på Dybbøl er let genkendeligt som næsten identisk med det tilsvarende view over Volga mod det brændende Stalingrad i Jean-Jacques Annauds film Enemy at the Gates; og tableauerne fra de sønderskudte skanser er ligeså genkendelige fra de tilsvarende amerikanske borgerkrigs-tableauer i Sergio Leones film Den gode, den onde og den grusomme. Esben Dalgård Andersens bamse-soldat Erasmus, der står som sidste mand på skansen og til det sidste slår omringende tyskere ned med sin køllesvingende forlader, er et direkte citat til John Waynes geværsvingende Davy Crockett omringet af mexicanere i samme Waynes film Alamo. De mange slibrige og tåkrummende pinlige indslag, som til alles overraskelse dukker op i serien, (fællesonani og gruppevoldtægt af en ko, f.eks.), er instruktørens cadeau til Carsten Christensens og Frank Hvams umådeligt populære serie (og film) Klovn, og måske også et forsøg på at generere den samme store publikumsinteresse/seertal. Utvivlsomt er der også film-citater bag Søren Mallings shaman-sergent, måske New Wave- og Fantasy-film som jeg desværre ikke er fortrolig med. Men det er også Bornedals cadeau til dansk films anden store auteur, Lars von Trier, nemlig en reference til Triers tv-serie Riget, der også blev udstyret med uforklarlig okkultisme. Jeg kunne blive ved, lad mig blot nævne, at man kan finde citater lige fra Bille Augusts Pelle Erobreren og Lukas Moodyssons Fucking Åmål til Niels Nørløvs KlassefestenWalter og Carlo – Op på fars hat. Men find dem selv, man forstår først dybden i Bornedals mesterværk, når man selv har foretaget obduktionen.

Aha! vil kritikerne nu sige, det forklarer, hvorfor filmen virker så forvirrende,
så collageagtig og usammenhængende tilfældig, og dermed også så uvedkommende og kedelig.

Jo, jo, men klap lige hesten, det er kun for en overfladisk, doven og uambitiøs betragtning. Det operative ord er bricolage, en værdsat fransk metode, og alt går op i en højere enhed og nærmer sig det sublime, så snart man har knækket koden.

2. Koden
Koden er, enkelt sagt, dobbelt-ironi. Gennem sit særegne sceneudvalg og sin særlige instruktion ironiserer auteuren over kunsten, for derefter at doble tilbage og lade kunsten ironisere over ham selv som skabende kunstner. I processen ironiserer kunstneren og værket også over seeren, men det er for at invitere seeren ind i værket som deltager, og hvis man har følt, at kunstneren har haft en til bedste, så skal man huske, at kunstneren også har haft sig selv og værket til bedste.

Ved dobbelt-ironi er det afgørende at forstå, at frem og tilbage ikke er lige langt. Motoren bag dobbelt-ironien er den dialektiske figur negationens negation. Den vil de fleste være fortrolig med fra Hegels værker, men lad mig alligevel kort forklare. Negerer man A får man naturligvis Ikke-A. Men hvad får man, hvis man negerer Ikke-A? Et konkret eksempel vil her hjælpe. Negerer man den ugifte tilstand, får man den gifte. Negerer man den gifte, hvad får man så? Den ugifte tilbage? Ja, og dog ikke. Det man får er den fraskilte, og mens den fraskilte er ugift igen, er den tidligere gifte tilstand på en måde bevaret, hvad alle fraskilte kan bevidne. Negationen af Ikke-A fører med andre ord til Ikke-Ikke-A og ikke bare til A. I Ikke-Ikke-A har man både A og det ophævede Ikke-A. Det var ikke så svært, vel?

Selv om det kommer for vidt at forklare her, er negationens negation den menneskelige bevidstheds hemmelighed, et dobbelt hulspejl hvorigennem vi kan se os selv og verden både adskilt og forenet. Hos Hegel er det Verdensåndens hemmelighed. Skridt for skridt, igennem rækker af negationer og deres negationer, kommer ånden til bevidsthed om verden og om sig selv, og fra en tilsyneladende tilfældig og splittet begyndelse rejser hele skaberværket sig til sidst i sin fylde og viser den store sammenhæng, som det i virkeligheden hele tiden i det skjulte rummede.

Det er på præcis samme måde med Bornedals skaberværk. For ikke at analysere værket til døde, lad mig begrænse mig til nogle enkelte påpegninger. Det forsamlede anmelderkorps og de fleste seere var i begyndelsen totalt uforstående for, hvad to så umage og totalt usandsynlige figurer som hash-pigen Claudia fra bistandskontoret og den gamle og stærkt svækkede baron Severin, efterladt hjælpeløs og alene i sit store slot, havde med hinanden at gøre, totale modsætninger som de var. Og om muligt endnu værre, hvad de overhovedet kunne have at gøre med det danmarkshistoriske 1864-drama, som tv-serien jo forventedes at handle om. Men langsomt afsnit for afsnit, og netop gennem modsætningernes sammenstød og møde, det vil sige den oven for omtalte hegelske tese og antitese, tog den syntese form, som viste deres naturlige tilhørsforhold, slægtsskab faktisk, og deres uundværlige plads i skaberværkets hele. Og sådan er det med de mange umage stykker, bricolagen er stykket sammen af. Hvad der oprindeligt fremstod tilfældigt og løsrevet viser sig alligevel at høre sammen, og som i James Joyce’s værk Ulysses udfolder serien sig som en stream of consciousness, hvis frie associationer hen ad vejen afslører deres dybe, indre og nødvendige sammenhæng, og som var han en madeleinekage, får vores auteur en hel verden til at rejse sig fra det dunkle og underbevidste.

Okay, vil nogen nu sige, det er sikkert en fin analyse, men er det alligevel ikke forkert, at en offentlig betalt kunstner laver en public service tv-serie bestilt af Folketinget, og den så ikke uden besvær kan indtages og nydes af almindelige danskere søndag klokken tyve, men tværtimod kræver en højere diplom-fordøjelse? Jo, hvis stykket kun var haute cuisine for en lille kreds af feinschmeckere, ville det være forkert, men også her er Bornedal dialektiker. På den ene side har han absolut ikke villet give køb på sin kunstneriske integritet. Det var jo fordi, han ikke ønskede et standard underholdningsprodukt designet af en komite, at han fyrede de tre gennemprøvede manuskriptforfattere, som Danmarks Radio havde sat på ham. På den anden side havde han intet større ønske end, at danskerne skulle forstå hans kunstneriske vision. For at gøre det nemt har han derfor efterladt nøglen til dobbelt-ironiens metode åbent lagt frem for alle at samle op. Det sker i scenen, hvor datidens førende skuespillerinde, Johanne Louise Heiberg, spillet af nutidens førende scenekunstner Sidsel Babett Knudsen, gør sit/deres alleryderste for at spille ren skolekomedie. Ironien er allerede flere lag tyk, og tyk som budding, og så kommer klasket. På mest melodramatiske vis vender Heiberg/Knudsen sig mod Monrad og råber: ’Stop med at spille dilletant!’ Tydeligere kan det ikke blive; mere hjælp kan man ikke forvente, i hvert fald ikke uden at det bliver nedladende.

Jeg er sikker på, at Bornedals ’1864’ vil blive en fremtidig kultserie for de indviede. Om den også til sidst vil blive anerkendt af anmelderne og den store offentlighed som det sande mesterværk, den er, og måske ligefrem vinde en Emmy som tidligere danske serier som Rejseholdet og Nikolaj og Julie, er endnu ikke til at vide.

[SSG69]

Med andre ord: 1864 er bare en mesterlig kopi af en masse andre film

SSG69

[C-X]

Hvis nogen mente, at 1864 var politisk propaganda, fremstillet af de røde, imod bl.a. DF, så har de åbenbart haft ret!


Tidligere DR-chef indrømmer: '1864' var politisk drama - rettet mod dette parti
http://m.bt.dk/film-og-tv/tidligere-dr- ... ette-parti

Nu fortæller Ingolf Gabold, at tv-serien for ham var et indlæg i debatten om, hvorvidt vi er en nationalstat bundet til dansk sprog og kultur, eller om vi er europæere, der bor i region Danmark:

»Jeg har hele tiden syntes, at vi var europæere i region Danmark. Og jeg synes godt, at DR kunne vælge et stykke politisk orienteret dramatik og sende det ud som et stort indlæg i en debat, der har varet i 10 år«, siger han til Politiken.

WTF?!

[ReneKJ]

Tidligere DR-chef indrømmer: '1864' var politisk drama - rettet mod dette parti
http://m.bt.dk/film-og-tv/tidligere-dr- ... ette-parti

Jeg kommer vist aldrig til at se den serie. Er det ikke lidt arrogant at bruge tvangslicensen til at prædike for den halvdel af befolkningen der er uenig med en?

Det er for ringe at vi ikke formår at gøre vores egen historie interessant, uden at trække alt mulig overtro og nutidig politisk fnidder med ind.

[Kleth]

Det er for ringe at vi ikke formår at gøre vores egen historie interessant, uden at trække alt mulig overtro og nutidig politisk fnidder med ind.

Og historien omkring 1864 er jo Mega spændende; Bismarck, demokrati & monarki, alliancer i Europa, visionen om Kielerkanalen, revolutionens vinde i Europa, det tyske forbund, Helmuth Von Moltke ( der elder) & den preussiske generalstab, ændringen af filosofien bag og metodikken i krig, glatløbet artilleri mod riflet artilleri, forlader (blod og stål) mod baglader, panserskibenes barndom, Schleswig & Holsteins historie og relation til Danmark og meget meget mere!

Men nu er jeg også NØRD! Og jeg tvivler på at den Danske tv-seer drømte om endnu et navlepillende social-realistisk-kønsrolle-udfordrende tv-drama.

Jeg har endnu ikke mødt nogen, som har udtrykt begejstring for eller set hele serien.
Skræmmende at en lille kulturradikal elite kan formøble SÅ mange af licensbetalernes og skatteydernes penge for at prøve at vinde popularitet over et politisk parti.

Sent from my iPhone using Tapatalk

[Senserazer]

Kan sådan en "mand", denne Ingolf, ikke holdes ansvarlig for at høre brugt licensmidler ulovligt, helt bevidst?

[NSander]

Kan sådan en "mand", denne Ingolf, ikke holdes ansvarlig for at høre brugt licensmidler ulovligt, helt bevidst?

Når man tænker på hvor meget ballade der var omkring, om Messerschmidt havde eller ikke havde brugt 120.000kr af EU midler, på noget der kunne betragtes som politisk støtte til eget parti, så er det sjovt at et beløb på 173 millioner ikke skaber mere ballade.

[Senserazer]

Kan sådan en "mand", denne Ingolf, ikke holdes ansvarlig for at høre brugt licensmidler ulovligt, helt bevidst?

Når man tænker på hvor meget ballade der var omkring, om Messerschmidt havde eller ikke havde brugt 120.000kr af EU midler, på noget der kunne betragtes som politisk støtte til eget parti, så er det sjovt at et beløb på 173 millioner ikke skaber mere ballade.

Ja det er det jeg tænker... Det er jo ikke småpenge, ikke engang i licensregnskabet.

[C-X]

Men filmen får 10 fremvisninger i én biograf!

Sikke et spild af penge...

[DeVille]

Hvis man er typen der kan klare 25 minutters stilhed vil jeg anbefale filmen En Rekrut fra 64; det er en mere gribende fortælling om krigen en Bornedals tv-serie - og så er den fra dengang Als stadig var tysk.

Envidere udgør filmen Urban Gads debut som instruktør så der er også en portion dansk filmhistorie involveret.

Filmen kan ses her http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/3 ... x?id=36347