Ny vejledning til de nye kalibre
Den 15. juli 2013 har Justitsministeriet (JM) præciseret, hvilke våben SKV må godkende i de fire nye kalibre. De nye kalibre blev godkendt af Rigspolitiet i marts 2013.
SKV-ansøgninger
De fire nye kalibre har navnene .40 S&W, .44 Special, .45 ACP og .45 Colt. Når en forening eller skytte ansøger om at få en våbenpåtegning til en af de fire kalibre, er det vigtigt, at det er ovennævnte navn, der skrives på SKV-ansøgningen.
To af kalibrene har andre kaldenavne - .45 ACP kaldes også .45 Auto og .45 Colt kaldes .45 Long Colt. Når man ansøger om våbnet, skal den rigtige betegnelse benyttes, altså .45 ACP og .45 Colt.
Når der søges i fx kaliber .44 Special, skal vi gøre opmærksom på, at det kun er et ”rent” .44 Special våben, der kan godkendes i SKV. Hvis våbnet også kan skyde .44 Magnum, kan våbnet ikke godkendes i SKV.
De våben, der fra producentens side er produceret til at skyde både kaliber .44 Special og .44 Magnum, kan måske ombygges. Hvis våbnet ombygges til en ”ren” .44 Special skal der sammen med SKV2-ansøgningen og oplysningsskemaet vedlægges en erklæring fra våbenhandleren/bøssemageren om, at ombygningen er sket.
Våbnet skal overholde dansk lovgivning og kapitel 7 i Skyttebogen. Hvis formanden er i tvivl om, hvor vidt et våben kan godkendes i SKV, skal han enten sende en mail til
alice.l.bjerregaard@dgi.dk vedhæftet et billede af våbnet samt oplyse fabrikat, model, kaliber, ladesystem, pibe- og totallængde eller sende SKV-ansøgningen til SKV, som undersøger, om våbnet kan godkendes.
De våbenpåtegninger der er givet til kaliber .44 Special igennem SKV
De våbenpåtegninger der i en begrænset periode er givet til kaliber .44 Special, som tillige kan kamre .44 Magnum, må naturligvis kun skyde kaliber .44 Special, som det hele tiden har været tænkt fra DGI´s side. De skytter der i dag er registreret for våbnet i SKV, kan frit skifte forening og forny våbenpåtegningen når den tid kommer uden at våbnet skal ombygges. Hvis våbnet ombygges til en ”ren” .44 Special kan våbnet skifte ejer – husk at medsende en erklæring fra våbenhandleren/bøssemageren om, at ombygningen er sket sammen med SKV-ansøgningen.
Våbenloven
For den enkelte skytte gælder, at våbenloven er uændret. Over kaliber .22 må man iflg. cirkulæret § 20, stk. 6 få tilladelse til max. 6 våben. Der har været tvivl om, hvordan grupperne skulle inddeles, nu hvor de nye kalibre er blevet godkendt. Derfor har SKV bedt Justitsministeriet (JM) tage stilling til netop dette spørgsmål, og JM´s fortolkning er som følger:
”En skytte kan som hovedregel kun få tilladelse til 6 grovkalibrede pistoler/revolvere over kaliber 5,6 mm (.22). Pistoler og revolvere tælles samlet. Forladerpistoler og -revolvere samt rifler tælles ikke med.
Der kan som udgangspunkt kun gives tilladelse til 2 pistoler/revolvere pr. kaliber i kalibrene 7,62 mm (.30), 7,65 mm (.32), 9 mm (.38/.357), 40 S&W og den sidste gruppe, som udgør kaliber .44 Special/.45 Colt og .45 ACP.
Der skelnes her mellem revolvere og pistoler, således at der til hver skytte vil kunne gives tilladelse til to pistoler og to revolvere med den samme eller tilsvarende kaliber. Det bemærkes, at der ved opgørelse af antallet af grovkalibrede pistoler/revolvere indgår både våben med drivmiddel af røgsvagt krudt og sortkrudt. Et vekselsæt tæller som et våben.”
Brug af de nye kalibre
De nye kalibre kan benyttes i DGI skydnings to discipliner: Grovvåben 25 meter og Terrænskydning Grovvåben. Der er ikke oprettet nye klasser i forbindelse med indførsel af de fire nye kalibre, som kan benyttes i de to klasser GPA og GR.
Det betyder, at skytter i GR-klassen kan stå i en situation, hvor en skytte fx benytter en revolver i kaliber .32 S&W Long og en anden skytte en .45 Colt revolver. Det samme gør sig gældende i klassen GPA, hvor en skytte med en .9 mm pistol konkurrerer mod en skytte, der benytter en .45 ACP pistol. Der vil dog være den forskel, at hver kaliber har sin egen dorn.
Historie
40 S&W er den senest udviklede af de fire kalibre og er indført på markedet i 1990 af Smith & Wesson. Kaliberen ligner rent ballistisk en 9 mm, men den kører med et lidt mindre kammertryk, ligesom den giver bedre muligheder for ladninger, der passer til den enkelte skytte. Projektilvægtene svinger fra 105 til 220 grain, og det giver et meget bredt spekter af muligheder. Kaliberen er præcis, og mange fabrikanter laver ammunition og våben i kaliberen. Det er primært i pistoler, at kaliberen benyttes, men der findes for nuværende én revolver på markedet i kaliber 40 S&W.
44 Special er udviklet og indført på markedet af Smith & Wesson i 1907 som en af de første kalibre, der brugte røgsvagt krudt. Kaliberen kører med et forholdsvis lavt kammertryk, som rent faktisk er lavere end i 38 Special. 44 Special har også et bredt spekter af projektilvægte, som spænder fra 135 til 250 grain. Det giver gode muligheder for ladninger, der passer til den enkelte skytte. Indtil dags dato er der kun produceret revolvere i 44 Special. Kaliberen blev brugt flittigt af den amerikanske legende Elmer Keith, som har skrevet adskillige bøger om kaliber 44 Specials præcision.
45 ACP blev udviklet af John Moses Browning i 1904, som herefter udviklede pistolen COLT M1911 til kaliberen i 1911. 45 ACP er siden produceret af utallige fabrikanter, og med projektilvægte fra 125 til 255 grain er der masser af muligheder for at finde en ammunition og et våben, der passer til den enkelte skytte. 45 ACP er en lavtrykspatron, som kører med et kammertryk på niveau med 38 Special. Det gør den behagelig at skyde med og meget præcis. 45 ACP er primært en pistolkaliber, men der laves også revolvere i kaliberen.
45 Colt er oprindelig en sortkrudts kaliber udviklet i 1872 til Colt Single Action revolveren, som de fleste kender fra westernfilm. Senere blev det en røgsvag krudt kaliber med projektilvægte fra 180 til 255 grain. 45 Colt laves af utrolig mange fabrikanter, og det giver gode muligheder for at finde en ammunition og et våben, der passer til den enkelte skytte. Indtil videre er der kun produceret revolvere i 45 Colt.
Som det ses af ovennævnte giver de nye kalibre skytterne masser af muligheder for at finde den kaliber og det våben, der giver skytten den bedst mulige præcision og dermed præstation, når de udøver deres idræt. Til hjemmeladere er der mange muligheder, men husk at læse instruktioner fra producenter af våben, fænghætter og krudt godt igennem, inden I starter med at lade jeres egne patroner.