Meulengracht skrev:Hej alle.
Politiet påtænker at nægte dig samtykke til jagttegn samt at tilbagekalde dine våbentilladelser.
Kan min gode ven miste jagttegn og våbentilladelser for at have kørt ulovligt på knallert under påvirkning af euforiserende stoffer (hash) samt besiddelse af lille klump til eget forbrug.
Han har kun hørt at sagen indtil videre var henlagt, men nu nægtes han fornyelse af hans jagttegn samt varsles om inddragelse af hans våbentilladelser med baggrund i denne sag.
Det er en juridisk konsulent og en studentermedhjælper fra ACØ der har underskrevet brevet til ham.
Han er endnu ikke på NVF, men jeg starter tråden op for ham.
Kan politiet dette når der ikke er faldet dom i pågældende sag endnu?
Skal han have fat i en sagfører, og er der overhovedet håb for sådan en sag.
Håber i kan hjælpe mig med at hjælpe ham.
Hilsen
Meulengracht
Åh ja. Det kan han sagtens. Politiet har i flere sager nægtet folk jagttegn/våbentilladelser, fordi man blot er blevet set hos de forkerte personer/på de forkerte steder.
Som ReneKJ også henviser til, så siger §2 f. i Våbenloven, at
"§ 2 f. Tilladelser og samtykker efter denne lov eller efter bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af loven, kan til enhver tid tilbagekaldes."
Din tilladelse er aldrig mere værd, end hvad Politiet synes den er. Som jagttegnsindehaver og våbensidder er du et betroet medlem af samfundet. Du har tillid fra Politiet på vegne af samfundet om, at man synes dig pålidelig til at besidde våben. Det er et stort privilegium at have.
Du nævner flere ting i dit indlæg:
1) Ulovlig knallertkørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. Er der her tale om knallertkørsel uden kørekort til knallerten/uden forsikring/tunet knallert OG i påvirket tilstand, eller er det tale om ulovlig knallertkørsel, fordi han var påvirket?
2) Besiddelse af stoffer. Det giver skærpet straf, end hvis han kun var påvirket.
3) Brevet er underskrevet en juridisk konsulent og en studentermedhjælp. Ergo er brevet skrevet af medhjælpen, efterset af den sagkyndige konsulent og afsendt. Det er fuldstændig i orden.
Juridisk set er Politiet helt på lovens side.
Her er MIN mening:
Det her lyder hårdt. Men min ærlige og personlige mening er, at din ven ikke bør have jagttegn. Han har forbrudt sig mod samfundets tillid (og love) og er dermed ikke en betroet person i mine øjne. Han vælger at køre i påvirket tilstand, hvilket signalerer, at han dybest set er ligeglad med andres ve og vel. Hans hjerne reagerer sløvt under påvirkelse, og kommer han i en skarp situation risikerer han, at han ikke kan nå at reagere.
Han forbryder sig mod landets narkotikalov. Han (jeg kender ikke din holdning til det) synes, at han kan være en betroet borger og samtidig forbryde sig mod landets lov ved at besidde stoffer. Personligt er jeg træt af ordet "til eget brug". Hvad skal det lige sige? Sålænge man ikke kan dele ud af det, så er det i orden?
I mit hoved får jeg et billed af en relativ ung mand, der kører på knallert uden kørekort i påvirket tilstand og som synes, at han har det rigtigt sjovt, samtidig med at han kan være våbenbesidder i Danmark. Undskyld mig, men når du ikke kan ryge hash i USA og være våbenbesidder OVERHOVEDET NOGENSINDE, så kan du heller ikke være her i landet. I Danmark har vi dog et princip med at give folk en chance, og typisk får han lov at køle af i 5 år, inden man kan vurdere, om samtykke til jagttegn kan gives igen.
Så kan du så sige, at dobbeltmoralen får lov at flyde frit her, for du må jo gerne drikke alkohol inden en jagt. Til det kan jeg kun sige:
1) Det er lovligt.
2) Det er lovligt.
3) Det er lovligt.
4) Alkohol er lovligt i Danmark. Ergo, det er lovligt.
5) Personligt rører jeg aldrig alkohol mindre end 5 timer inden en jagt, og ej under jagten. Jeg er også ung, og en fuldvoksen mand/kvinde med flere år på bagen kan formodentligt håndtere en bitter inden jagten bedre, end man kan som ungt menneske. BAGEFTER er en anden sag.
Og jo, vælger man at køre hjem i beruset tilstand, så fortjener man OGSÅ at miste sit jagttegn (og kørekort).
Man kan ikke undskylde det med, at man er ung. Jeg er selv 19 år, og har aldrig fået så meget som en påtale for noget, for slet ikke at tale om bødestraf. Man kan godt være ung og have det sjovt uden at bryde lovgivningen. Man kunne jo vælge at tage på en bar, drikke sig komplet i hegnet, tag en hyrevogn/Uber hjem og sove den ud der.
Hvis din ven derimod er en voksen mand, så mener jeg personligt, at han skulle tage og komme videre i livet end at ryge hash og køre på knallert. Politiet gør det rigtige ved at fratage ham sit jagttegn. Typisk kan han så søge igen efter 5 år. Det er en passende lærestreg.
Ovenstående kan lyde hårdt, og det er ikke møntet på dig overhovedet, men mere som noget, din ven kan læse, hvis han skulle komme på NVF.