Nordisk Våbenforum

En bekendt læge har en patient der er ved at blive dement. Han er jæger og har våben. Lægen har kontaktet politiet. Det lokale politi henviser til administrationscentret der henviser til det lokale politi.
I skytteforenings sammenhæng er der jo en blanket til tilbagekaldelse af tilladelse. Findes der noget tilsvarende ang. jagtvåben?
Det kan jo desværre ikke være nogen helt enestående situation. Nogen der har erfaringer?

Interessant spørgsmål - uden at vide mere omkring det var min første tanke at det er Naturstyrelsen man måske skal have fat i? Det er jo dem der udsteder jagttegnet?
indrages dette så følger resten jo med.

Demens er ikke bare demens og der er mig bekendt ingen regler på området.
Det er lokale politiet der skal lave et notat eller en "sag" i systemet. Og det er PAC der skal tilbagekalde vandel på baggrund af lokal politiets papirarbejde.

Lige her er de pårørende vel ikke helt irrelevante?

Kunne nøglen til våbenskabet blive væk?

Det virker måske som et urimeligt ansvar for dem, men det er et godt sted at starte. Det er på samme måde bilnøgler bliver væk hvis evnen til bilkørsel falder væk hurtigere end lægen vil skrive under på...

Demens er noget djævelskab..........

Jeg mener heller ikke, der findes entydige regler om det.
Hvis det fx drejer sig om kørekort, er der jo en konsekvens ifm fornyelse af kørekortet ved lægeattest med jævne mellemrum (afhængig af personens alder) - denne regel har vi jo ikke med jagttegnet.

Men som Aratan skriver, mener jeg helt klart også, at de pårørende her har et ansvar. Det er nok individuelt hvordan det skal formidles til den demente, men naturligvis ikke en rar opgave at have, hvis der er tale om en jæger, som har gået på jagt hele sit liv og nu bliver berøvet det.

Jeg mener, at meget afhænger af, hvor fremskreden sygdommen er. Hvis familien/jagtkammeraterne/jagtselskabet mener, at personen skal have en "overgangsperiode", så kan man jo foreslå at lade den syge komme med på jagt med riffel/haglgevær i hånden (og eventuelt en støttekammerat ved siden af), men uden patroner. Alternativt helt uden våben, hvis det er en bedre løsning. Så fjerner man ikke den syge pludseligt fra naturen og jagtoplevelserne.

En anden mulighed er at tale med den syge, og eventuelt foreslå en periode, hvor personen ikke har adgang til sine våben, indtil han får det bedre (hvilket selvfølgelig er en hvid løgn, men det kan jo være den bedste løsning).

Der er mange ting, man kan gøre for den syge, så det hele ikke ændrer sig pludseligt.

Juridisk er det officielle Danmark ikke i stand til at løse denne situation. Hvis manden står i jagttegnsregistret skal Naturstyrelsen tilbyde ham et jagttegn, og hvis han ikke har begået noget kriminelt vil politiet altid give ham vandelsgodkendelsen. Man kan med andre ord ikke krybe i skjul og overlade det ubehagelige arbejde til myndighederne.

Jeg har set flere jægere blive gamle og affældige. Samtidig med at de mentale ressourcer bliver mindre, gør de fysiske det også. Så de orker ikke at komme afsted ret tit mere, og hvis de kommer afsted kan man give dem en post hvor de ikke skal gå så langt og hvor situationerne ikke er komplicerede. F.eks. en hyggelig bagpost med langt til nabojægere og drivere.

De har tit en noget ubekymret indstilling til sikkerheden, og det er det værste. Jeg ved ikke om det skyldes, at de er fra en tid hvor man ikke gik så højt op i det, eller det skyldes den mentale svækkelse. I hvert fald er det min erfaring, at man sagtens kan tage bladet fra munden som medjæger og sige tingene ligeud: " Nu skal du knække det gevær". " Lad være med at pege på mig, jeg vil fandme ikke skydes af dig !" er noget af det jeg selv har sagt gennem tiden. Sagt med et glimt i øjet kan den gamle som regel opfatte det som lige dele alvor og humor, grine af kommentaren men gøre hvad der bliver sagt.

De fleste jægere indser heldigvis selv at det er ved at være slut, jeg har oplevet jægere som gik med på jagt uden at have patroner med, og også jægere som kun dukkede op til parolen og til frokosten.

Som pårørende kan man også blive nødt til at tage den vanskelige samtale, og forsøge at overbevise jægeren om at det er slut. Jeg synes ikke man skal lege gemmeleg med nøglen til våbenskabet. En demenslidelse er angstfyldt nok i forvejen, man behøver ikke bidrage til tvivlen og usikkerheden.

Handgunner skrev: ↑

29. aug 2020, 21:22

En bekendt læge har en patient der er ved at blive dement. Han er jæger og har våben. Lægen har kontaktet politiet. Det lokale politi henviser til administrationscentret der henviser til det lokale politi.

Har ham lægen taget en snak med patienten om tingenes tilstand? Og hvad er patientens reaktion herpå omkring jagt/våben!

NWF skrev: ↑

30. aug 2020, 12:36

Handgunner skrev: ↑

29. aug 2020, 21:22

En bekendt læge har en patient der er ved at blive dement. Han er jæger og har våben. Lægen har kontaktet politiet. Det lokale politi henviser til administrationscentret der henviser til det lokale politi.

Har ham lægen taget en snak med patienten om tingenes tilstand? Og hvad er patientens reaktion herpå omkring jagt/våben!

Man kan ikke føre en fornuftig dialog med en Dement, eller det kan man det ene øje blik men ikke det næste.
Men man kan ikke forvente at få noget godt ud af den samtale.

Jeg har aldrig læst eller hørt om ulykker i med baggrund i en dement jægers adgang til våben. Det kan måske lyde provokerende - det er ikke hensigten - for man kan let forestille sig situationen dement jæger + våben, der er farlig. Men det minder mig om sagen, hvor skorstensfejere pludselig fik bøder for manglende faldsikring, da nogen kom til at tænke over, hvor meget man kunne slå sig, hvis man faldt ned fra en tagryg. Det forholdt sig så bare sådan, at der ikke var nogen kendt tilfælde, hvor skorstensfejere var faldet ned. Er der så en fare, kunne man spørge

Jeg tænker, at der logisk set må være hundreder af demente jægere med våben i skabet, men deres slutning på et aktivt jægerliv forløber tilsyneladende uden den store risiko, så vidt jeg lige kan se.

har lige været turen igennem med dement (nogle husker nok tråden herinde)

jeg fik hjælp til at løse det ved at henvende til kommunens "DEMENS KOORDINATOR"

de har lidt flere strenge at spille kostbare på og de vil kunne indberette hvis der er årsag til bekymringer

Raptor357 skrev: ↑

30. aug 2020, 15:41

NWF skrev: ↑

30. aug 2020, 12:36

Handgunner skrev: ↑

29. aug 2020, 21:22

En bekendt læge har en patient der er ved at blive dement. Han er jæger og har våben. Lægen har kontaktet politiet. Det lokale politi henviser til administrationscentret der henviser til det lokale politi.

Har ham lægen taget en snak med patienten om tingenes tilstand? Og hvad er patientens reaktion herpå omkring jagt/våben!

Man kan ikke føre en fornuftig dialog med en Dement, eller det kan man det ene øje blik men ikke det næste.
Men man kan ikke forvente at få noget godt ud af den samtale.

1.
Man bliver jo ikke 100% dement natten over, så må erklære mig uenig i den påstand

2.
Der mangler noget baggrund i historen - jeg er nysgerrig efter hvad lægen har gjort/hvad der er sket inden der er ringet til politiet.

Det ville jeg egentlig også godt vide. Lægen har jo som udgangspunkt tavshedspligt (der er så undtagelser). Men uanset om denne sag falder ind under én af undtagelserne, er det så normal praksis at kontakte Politiet inden, at man evt. kontakter de pårørende først?

For god ordens skyld fandt jeg - mener jeg selv - det relevante uddrag på Retsinformation:

Bekendtgørelse om sundhedsloven, paragraf 41, stk.4 skrev: 4) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller andre,(...)