Dummiz skrev:Siden jeg så Disneys Robin Hood i start 80'erne har jeg haft en lille drøm om at skyde med bue
så hvorfor ikke kombinere det med jagt. Så vidt jeg har forstået er det ikke meget vildt man nedlægger med bue og pil kontra haglbøsse og riffel, så kunne egentlig godt tænke mig at vide hvorfor i dyrker denne form for jagt?. Er det jeres primære jagt form eller noget i gør ved siden af riflen og haglbøssen.
Hvis udbyttet ikke er så stort med denne jagt form så må der være noget andet ved bue og pilen der rykker i en :)
Det er korrekt at succeraten er lavere med buen end med krudtvåben, og hvis man går op i hvor meget vildt man nedlægger skal man overveje om man virkeligt vil være buejæger. Det er jo en dejlig følelse man får i kroppen af både hagl- og riffeljagt, og netop denne følelse er givetvis også årsag til at mange buejægere også holde af jagt med krudtvåben.
Det der gør buejagten særlig ifh. til "krudtjagt" er en hel række af faktorer. Og de fleste er subjektive.
En af de ting der for mig gør buejagten så enestående er: nærheden med naturen. Man er nødt til at være 100% tilstede under jagten og ikke sidde og lave alt muligt andet (vippe med tæerne, mobil, dagdrømme osv.), dertil kommer intensiteten når du spotter vildtet i nærheden af dig selv og det er ved at komme på skudhold. Denne intensitet går over og bliver adrenalinpåvirkningen når vildtet kommer helt tæt på uden at se dig, og du indser om det er en reel mulighed for at slippe pilen. Adrenalinpåvirkningen kommer også selvom det "bare" er en fasankok der kommer på skudhold. Det føles som om fasanen er en guldbuk. Når man så er heldig at skyde til noget, så fortsætter alt omkring dig bare. Som om intet var sket. Ikke noget BANG og alt stikker af. Det er det jeg synes er pisse fedt. Derudover lærer man virkeligt at værdsætte de få gange det lykkes.
Udover selve jagten er buejagt dog så meget mere i min verden.
Der ligger rigtigt mange træningstimer i det før man kan være bekendt at gå på buejagt. Forstået sådan at man ikke stopper træningen blot fordi bueprøven er bestået, nej man træner én eller flere gange ugentligt. Dette skaber et godt fællesskab med dem man skyder sammen med (hvis man skyder i forening). Der er brugt mange timer på at justere og afprøve grejet.
Og så er der stemningen blandt buejægere! Den er for det meste helt særlig. Buejægere har en udpræget glæde over andres glæde. Fordi de ved hvor svært det er, og hvordan det føles når det så endelig lykkes.
Det er lidt som at skulle forklare følesen af bukkefeber, når man har pürschet en gammel listing ræv, overfor en ikke-jæger. Man kan gøre forsøget, men man ved kun hvordan det er, når man selv har stået i det.
