Den lille pelsklump vokser og vokser og har det ganske godt.. Lige med undtagelse af en yderst ubehagelig oplevelse i weekenden!
Lørdag er hun med kæresten og svigermor i hundeskoven og lege med et par andre hvalpe, og pludseligt stikker hun i et gevaldigt skrig (altså, den der lyd hvor man træder hunden over poten, men hvor man bliver stående 15-20 sekunder) og stopper op
Frygten hos kæresten var at hunden havde brækket benet ud fra lyden at vurdere!
Kæresten løber hen til hende og samler hende og op prøver at berolige hunden der virker panisk, og efter et minut er hunden rolig og hun forsøger at sætte hende ned igen for at se om den kan tage støtte på alle fire ben, og den lunter videre som om intet er hændt.
De vender snuden hjemad og tager en slapper resten af dagen.
Søndag morgen går jeg en kort morgenrunde med hunden og hun er 100% rengående og løber og leger lidt undervejs uden halten eller tegn på smerte eller problemer.
Søndag eftermiddag er vi så igen et smut i skoven og lege med et par andre hvalpe og det går fint uden problemer eller tegn på smerte eller halthed.
Vi drikker så kaffe et par timer med et af de andre hvalpe-par, hvor hundene ligger og flader ud på gulvet og gumler hundepinde mens vi spiser kringle og drikker kaffe.
På et tidspunkt skal hundene så ud og tisse og de bliver lukket ud af havedøren, hvor der er ca 10 cm ned til fliserne udenfor huset.
I det øjeblik vores hund træder ud af døren stikker hun igen i et forfædeligt hyl og jeg springer op for at samle hende op, hun hyler og hyler.
Jeg sidder med hende et par minutter og vi mærker på hendes ben og der er intet at bemærke på nogen af dem, ikke noget bestemt ben hun ikke vil have berørt.
Men lige så snart jeg sætter hende ned hyler hun og vil ikke støtte på venstre forben, så nu var gode dyr rådne.
Vi konkluderer jo så logisk nok hurtigt at der må være et eller andet der gør meget ubehageligt ondt på hunden, så jeg ringer til dyrehospitalet (Mmm, søndagstakst!) og aftaler at vi kommer ud til dem med det samme med hende, så hunden bliver båret ud i bilen (p.s. 14 kg hvalp) og jeg sidder så med hende på skødet de 15 minutter det tager at køre derind.
Hun bliver tilset af en flink dyrlæge der mærker hele hunden igennem og ikke finder tegn på andet end at hendes venstre skulder er øm og varm, så hun får et par skud smertestillende og for en sikkerheds skyld noget antibiotika og det er så planen at hun skal have mindre ondt efter en halv times tid. Vi venter pænt med den nervøse hund og håber hun får det bedre. Planen er at hun skal med hjem, sidde helt roligt i sit bur og bæres rundt hvis hun ikke kan/vil støtte på benet og hvis det så ikke er bedre mandag morgen skal vi til egen dyrlæge og have taget røngtenbilleder..
Da hunden ikke får det bedre mens vi sidder og venter en halv times tid konkluderer vi at det bedste for hunden nok er at blive på dyrehospitalet hvor de bedre kan smertedække hende hen over natten og generelt har større kompetencer til det end vi har derhjemme.
Vi tager så hjem uden hunden søndag aften og sover elendigt og er meget nervøse for det bette kræ, for hvad hulen kan der være sket der udmønter sig sådan, vi forstår det ikke og dyrlægen kunne ikke finde nogen årsag eller give nogen logisk forklaring i første omgang. Mistanken er noget overbelastning der først viser sig når benet belastes i strakt position, eller betændelse i ledet.
Mandag morgen ringer de fra dyrehospitalet med besked om at hun ikke har det bedre og de beder om lov til at bruge en mindre formue på røngtenbilleder af skulder og albue på det pågældende forben, og det får de naturligvis grønt lys til.
Vi er ret kede af situationen og frygter om vi mon får vores lille pelsklump hjem igen, og om hun kommer til at gå og løbe godt igen, men ellers er vi heldigvis ret afklarede med hvilken tung beslutning der så skal træffes. Dyrets ve og vel kommer altid i første række, foran menneskers følelser.
Omkring middagstid mandag ringer de med besked om at der ikke er tegn på brud eller noget galt med knoglerne i hunden, det er jo så et godt tegn, om end hvad hulen er det så der er galt. På dette tidspunkt piver hun ikke og kan støtte på benet, men er noget halt på det.
Deres næste skud i bøssen er så at tage en blodprøve for at kigge efter infektion, samt udtage ledvæske fra albue og skulder for at se om der er noget galt der. Prøverne viser intet.
Så kl. 16 mandag eftermiddag får vi besked om at de ikke fandt noget og at hunden skal have ro 14 dage for at se om ikke det går over af sig selv og hun skal have noget antiinflamatorisk de næste 14 dage, en form for ibuprofen for hunde..
Vi henter så hunden, der er meget meget meget glad for at se os, og som stortset ikke halter, det var et skønt syn!
(Det døgn hos Dr. Dyr kostede os forøvrigt lige i underkanten af kr. 6.000,00)
Vi er dog usikre på hvad der i det hele taget er sket og hvordan vi mon undgår at det sker igen og efter en god drøftelse med dyrlægen på hospitalet, beslutter vi os for at lade Christian Hembo (også kendt som Magtor, hundekiropraktor og fysioterapeut) prøve at kigge på hende, det kan jo være at der er noget der er skubbet skævt i skulderen som kan sættes på plads, og så er det jo bedre at gøre det nu end om 14 dage..
Han undersøger hende og vurderer at hun har en sublukseret skulder (forskubbet i ledet) udfra hendes benstilling når hun sidder, en subluksering som han vil forsøge at sætte på plads, da der ikke sker nogen skade ved at forsøge det, hvis det ikke er det som er galt.
Hunden får et tryk på skulderen på ca. 1 mm og siger intet til det, men går bedre bagefter, måske løste det problemet.
Hembo var forøvrigt et meget positivt bekendtskab, han brugte 1,5 time på at undersøge hunden, snakke med os og gav sig rigtig god tid. Til gengæld kostede hele seancen kr. 550..
Vi får hende så endelig med hjem omkring kl. 19:30 og hun får noget aftensmad og falder om foran brændeovnen og puttesover som en sten.
Tirsdag morgen er hun stortset rengående men når hun er et fjols og banker skulderen ind i hjørnet på en stol kommer der et lille piv fra hende, så hun er nok øm endnu. Onsdag morgen lunter hun fint rundt i huset og virker til at have det godt, men engang i mellem er hun en smule halt.
Dyrlægerne har selvfølgelig også rykket og trykket og drejet og prikket i hende i en uendelighed...
Vi kæmper nu med at holde hende fra at løbe/bremse/hoppe/danse/lege i et par uger inden vi igen tager på tur udenfor matriklen igen.
Kort sagt: Føj for en omgang og som man da kommer til at holde af sådan et kræ!
I bagklogskabens lys skulle hun måske ikke have været ude og lege søndag, men det er jo meget svært at vurdere når der intet er at se på hunden, det lørdag kunne jo lige så godt være fordi hun havde trådt på noget der gjorde ondt i poten, når det gik væk på ingen tid.
Vi krydser alle poter for at hun er frisk igen snart og ikke skal opleve det igen.