Jeg fristes til ligefrem at udbryde et højstemt Pastaluja!
Der er nogle få, men meget grundlæggende ting man skal have styr på når man skyder med riffel.
Hvis ikke grundteknikken er på plads, så kan man kaste alle de kroner man vil efter fancy udstyr, og lige lidt hjælper det.
Både civilt og militært har jeg set utallige der skød ved siden af på virkeligt sære måder, og mange af dem har jeg heldigvis kunne hjælpe ganske meget.
Rent skydeteknisk ville rigtigt mange skytter (og specielt mange militære skytter) have rigtig godt af at skyde med luft, og helst PCP indimellem.
Sigteteknik, aftræksteknik, åndedrætsteknik og skydestilling er fuldstændig den samme historie (ok, der er ikke nogen rekyl man skal "optage i kroppen"). Men den væsentlige forskel er, at fejl i de fire væsentlige områder bliver meget tydelige at se, både for instruktøren og for skytten selv (mænd, både unge og gamle kan ellers have meget svært ved at erkende egne tekniske fejl!).
Der er ingen rekyl, og intet brag til at camouflere det med.
At man derudover har lav pris, lav støj og lille sikkerhedsområde er jo kun endnu mere lækkert, for det gør at man kan træne mere!