Nu ser jeg ikke et større problem, i forhold til, at psykisk syge går amok og tager livet af andre eller sig selv i Danmark, fordi man har brugt sine våben fra en skytteforening, så det er blot endnu mere symbolpolitik fra politisk side. De snakker og snakker, hver gang der sker nogle enkeltstående ting, som de mener, der skal gøres noget ved nu og her, men sjældent har de nogle rigtige løsninger klar, fordi de ikke har forstand på området, og bare skal se ud til, at de gør noget ved "problemet".
Jeg synes på ingen måde, at formænd i skytteforeninger skal have adgang til folks sundhedsjournaler. Jeg er med på, at det kunne være aktuelt, når de står med beslutninger om, hvor vidt medlemmer skal have f.eks SKV2 tilladelse - det er et kæmpe ansvar, der ligger på en formand og forening i den forbindelse, og de vil - mere end nogen anden ønske - at de ikke begår fejl, og at der på deres bekostning og vagt sker noget væmmeligt, fordi de har givet en forkert person tilladelse til at have våben i hjemmet, men det kan man bare aldrig gardere sig selv helt i mod. ALLE mennesker har et "breaking-point" og kan knække, så der sker desværre tragedier fra tid til anden. Man mener, at 40-50 % af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse, så det ville betyde temmeligt meget arbejde for formændene rundt omkring i landets skytteforeninger, og hvordan skal de kunne vurdere et enormt bredt spektra af psykiske lidelser, og hvilke der er så farlige, at de må afvise medlemmer enten helt, eller minimum til at opbevare egne våben og få en SKV2 f.eks? Det er både en urimelig arbejdsbyrde at lægge over på formænd, der nok har rigeligt at se til i forvejen, og disse formænd har heller ikke den nødvendige ekspertise og uddannelse i at vurdere, hvilke diagnoser der er særligt farlige og vigtige, at man holder godt øje med, og så er det jo heller ikke dét, som en formand i en skytteklub går ind til, når han/hun påtager sig sådan en opgave - det skulle gerne være kærligheden til sin klub og skydningen.
Jeg er dog fortaler for, at politiet kunne have tilladelse til at se sygejournaler, hvis der på en eller anden måde kunne være en "opdeling" i sådanne. Jeg ved ikke, hvordan det praktisk skulle udføres, men jeg forestiller mig, at hvis der er et rødt flag om alvorlige tidligere psykiske lidelser, så skal disse være tilgængelige for politiet, når de skal vandelsgodkende folk til at have med våben at gøre. Her tænker jeg altså på psykisk syge med alvorlige lidelser, og med en historie hvor de har været til fare for andre eller sig selv i forbindelse med deres diagnoser. De kan jo have gode perioder i deres liv, og melde sig ind i en skydeklub, og senere hen når det dårlige sind og diagnoserne blusser op igen, så kan de pludselig være farlige at have rendende rundt i en skydeklub og samfundet. Det er sådanne "røde flag", jeg vil mene, er i orden, at ordensmagten reagerer på og kan se, når de f.eks skal vandelsgodkende folk, men igen, så ved jeg ikke, hvordan og om det kan laves praktisk, for det skal kun være i disse alvorlige tilfælde, og det er måske ikke muligt at dele det op sådan.
Det er nok et enten/eller spørgsmål. Et alternativ kunne være, at praktiserende læger får et større ansvar, da de ofte ser syge patienter mere end psykiatrien, fordi den er så overbelastet, som den er. Det største ansvar skal altså ligge hos de lægefaglige og politimæssige instanser i forhold til at vurdere folk, og hvor langt man må/skal gå der. Det skal ikke være en debat om at flytte det ansvar og de ressourcer ud til formænd i klubberne, hvis du spørger mig - det ville ganske enkelt tynde godt ud i medlemsskaberne rundt omkring, og skabe en enorm debat om, hvornår man er "for syg" til at være en del af en skytteforening.
Nu er jeg selv en af dem, der har nogle diagnoser. Jeg begyndte i min klub for 1 år siden, og det var med stor angst for, om jeg overhovedet ville kunne klare det, og igen det med at skulle ud i blandt andre mennesker, og om hvor vidt jeg ville blive dømt. Min frygt var, at det jo er et hårdt miljø, og om jeg ville kunne klare dette, i forhold til, hvis jeg endte i situationer som: "Hvad laver du så til daglig?", og når svaret kom, at "jeg har nogle psykiske diagnoser, der gør, at jeg er på førtidspension", så ville fordømmelsen og visse bemærkninger komme. Mange har svært ved at forstå og sætte sig ind i det, hvis de ikke selv kender til, eller har det inde på livet på andre måder, og andre decideret bakker/trækker sig lidt, fordi de måske ikke vil sige, eller gøre noget forkert overfor en, men omvendt blev jeg virkelig positivt overrasket i min klub! Jeg har ikke mødt den mindste foragt - i hvert fald ikke sagt direkte til mit ansigt. Jeg har oplevet en stor accept og forståelse af min situation, hvilken kun har gjort det hele nemmere for mig. Nu er det ikke fordi, jeg har talt med alle om det, men de personer jeg har delt noget med, og som jeg har fundet det relevant for, de har allesammen været fantastisk søde og forstående, så tabuet på området er blevet mindre, er min erfaring i de lidt ældre år af livet, hvor jeg igen prøver at blive en lille del af samfundet og noget socialt. Så ud over den eklatante offentlige mangel af ressourcer og sengepladser i psykiatrien, så er min oplevelse. at folk i mellem hinanden er blevet meget bedre til at kunne tale om emnet, og respektere hinanden for de diagnoser man nu engang har, og at ingen kan sige sig fri for måske at blive ramt af noget psykisk selv på et tidspunkt i livet.
Jeg har faktisk fået gjort nogle af mine mange årige fordomme gjort til skamme. Jeg har altid vidst, at mange har det ligesom og værre end jeg, og mange diagnoser overlapper hinanden, men frygten var alligevel, at det ville blive svært at møde forståelse, men det har ikke været tilfældet. Mange kender folk, der har nogle lignende problemstillinger, der også går ind under psykiske lidelser, og det var "rart" at høre. Forstå mig ret - det er aldrig "rart", at andre har det svært, men når man kommer ud til noget for første gang i ca. 20 år blandt andre mennesker, så er det skønt at få bekræftet, at man ikke er alene. Dét var min store frygt.
Jeg er et ærligt og åbent menneske, og har været det fra starten i min klub. Jeg er måske også for åben og ærlig, hvis man spørger nogle i klubben, men det tager jeg med. Jeg har gjort det klart, at folk endelig må spørge, hvis der er noget, de vil vide, eller hvis de på noget tidspunkt fornemmer, eller mærker på mig, at jeg er anderledes, end jeg plejer, eller virker til at have det lidt svært. Jeg tror nemlig på, at det er vejen frem, i forhold til, at klubben også har bedre "opsyn" på et medlem, og at man kan tale om tingene, i stedet for man måske går at gætter i krogene. Det er nemlig det værste at fornemme, og det hjælper ikke på nogle af de diagnoser, jeg f.eks har. Jeg har ikke sådanne diagnoser, der gør, at jeg ser og hører ting, der ikke er der. Jeg er ved min "fulde fem", og jeg går til opsyn hos egen læge hver 3 md., så jeg kan få fornyet mine recepter, på den smule medicin jeg får, og så han lige kan se og tale med mig, så han er sikker på, at jeg har det så godt, som jeg nu kan.
Jeg kan takke min klub for, at jeg stadigvæk hænger i skydningen her 1 år efter, jeg startede. Jeg er på vej i mod min første SKV4 pistol, og mine første to sølvmedaljer, og går ind i 2 sæson, hvor jeg så har lidt mere rutine end sidste år, og jeg glæder mig til de kommende events! Jeg hjælper også gerne til frivlligt, hvor jeg kan og har overskud, da jeg anser dette som en vigtig del af foreningenslivet, og valget stod i mellem at blive besøgsven for en ældre borger, eller gøre noget for mig selv og søge ind i en skytteforening, som jeg altid har haft lyst til, og der valgte jeg mig selv og denne hobby, da det vist var på tide, jeg fik gjort lidt for mig selv
Hvis det var gået, som det altid har gjort i forhold til mine handlemønstre i livet, når noget har været i gang et par mdr, så var jeg droppet fra for længst, men da der skete nogle personlige ting kort før, jeg meldte mig ind i klubben, som gjorde, at jeg er et bedre sted i mit liv nu, og kan have 100% fokus på kun mit eget liv, og dét at jeg gerne vil "leve", i stedet for bare at "overleve", det har gjort, at jeg stadigvæk hænger i, og ikke længere er i tvivl om, at denne hobby er for livet. Den giver mig så meget glæde og gode oplevelser med fantastiske mennesker allerede, så der er meget mere at se frem til de næste mange, mange år
Min læge anbefalede mig faktisk skydningen i sin tid, fordi det skulle være godt for folk med visse diagnoser, og det er jeg ham meget taknemmelig for. Det sammen med modtagelsen i min klub også, og så har disse personer formet og gjort mig til et bedre menneske, der har fået lidt mere mening i en ellers ensom og trist tilværelse, og det er jeg dem dybt taknemmelige for! Jeg er ret hurtig til at stole på og finde folk, som jeg mener, er ordentlige og anstændige mennesker, og behandler de mig godt, så får de det tilbage MANGE gange, selvom jeg ikke er overdrevent socialt anlagt, så kan man stole på og regne med mig, hvis jeg får det samme den anden vej.
Min idé til, at man måske kan tage noget i opløbet med psykisk syge i foreninger, det er, at man forsøger at tage dem med ind i tingene i klubben, taler med dem og hører dem om, hvordan det går løbende. Naturligvis, er der mange, der er LANGT mere indelukket, end jeg er, for jeg kan slet ikke lade være med at dele rigtigt meget om mig selv, da det er vigtigt for mig, at jeg ikke stemples som ham "den underlige", og at folk dømmer mig til at have værre diagnoser, end jeg reelt har. Det ønsker jeg naturligvis ikke, da jeg har nogle drømme og mål med min skydning, som jeg ikke ønsker, at mine diagnoser skal sætte en stopper for. Derfor har jeg heller ingen problemer med at dele dem med min formand eller bestyrelsen i øvrigt. Hvis de har nogle spørgsmål eller betænkeligheder, så er de meget velkommen til at spørge ind til det - så skal jeg nok uddybe og svare så godt, jeg kan, og det jeg nu føler, er relevant og rimeligt, at jeg deler. Jeg har intet at skamme mig over, selvom det ikke altid er sådan, man har det indvendigt - ingen med psykiske diagnoser er stolte af deres situation, men de ønsker absolut heller ikke, at folk ude fra dømmer dem værre, end de reelt er, og det er her, at kommunikation og åbenhed kan være med til dæmme op for misforståelser og fejlbedømmelser af sine medlemmer, trods de har nogle diagnoser.
Jeg har det også sådan, at hvis jeg nogensinde betvivler mig selv og min omgang med våben, tilladelser og gang i klubben, så går jeg straks til min formand i klubben, og er ærlig overfor ham. Hvis jeg ikke føler, at jeg har kontrollen længere over mine diagnoser og sind, så sørger jeg straks for at informere de rette personer om dette, så vi kan finde en løsning. Jeg er pertentlig til detaljen med alt i mit liv, og min egen stolhed ville aldrig komme i vejen, hvis jeg selv kunne mærke, at jeg fik det markant dårligere, og ikke længere var i kontrol og ved mine "fulde fem". Jeg ville altid vægte andres sikkerhed og eget velbefindende højere end min egen stolthed, ved f.eks bare at holde min mund og gå med det selv. Dette kommer dog aldrig til at ske, da jeg er et godt sted i livet, og de rammer, jeg har skabt mig over de sidste 7 år, hvor alt udefrakommende der på nogen måde har haft negativ effekt på mig, simpelthen er borte, eller fjernet og afskrevet på egen hånd, de forbliver sådan her, og disse gør, at jeg ikke "tikker over" i sindet, eller hvad udtryk man nu vil bruge.
Mine diagnoser er "status quo", og jeg kan holde hovedet "oven vande", og sådan har det været i 7 år nu, så jeg er ikke til fare for andre eller mig selv på nogen måde, og det bliver jeg heller aldrig nogensinde, da jeg igennem et langt liv har lært, hvilke situationer jeg aldrig skal ud i og bringe mig selv i igen, der kan knække mig, eller forstærke mine diagnoser til det værre. De befinder sig på et niveau, der er til at leve med nu, og så er det min opgave, at skabe noget med min skydning, så jeg også "lever" lidt mere og oftere, end bare følelsen af at "overleve", som ellers har været meget dominerende tidligere i mit liv. Jeg har et ekstremt højt kodeks for pli, anstændighed, moral og ære - det er vigtige begreber for mig, som jeg sætter meget højt, så jeg har generelt aldrig været en "skidt" type, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, eller i værste fald har været til fare for andre eller mig selv - fornuften sidder dybt i mig, hvilket den altid har gjort, og jeg kunne ikke gøre skade på mig selv eller andre, uanset hvor svært jeg så har det - dertil er jeg ganske enkelt for bange for døden, og det uagtet hvor trist og svært livet til tider kan være, når man lever med nogle diagnoser - så er livet og valget heraf, trods alt at foretrække! Så noget positivt er der da absolut fra min barndom - nemlig en god opdragelse
Nå, beklager det lange skriv, men jeg ville da lige give mit besyv med som part fra den anden side af debatten, og jeg håber, at I tager vel i mod det - det er aldrig helt nemt at skrive, men jeg følte, det var på sin plads lige at skrive "fra den anden side", og sætte lidt fokus på, hvordan en med diagnoser i en skytteforening har det og ser på tingene.
Fortsat rigtig god lørdag og weekend!
