EOD-guy skrev:
Du har garanteret ret med det du skriver. Men for ikke helt at tabe ansigt, vil jeg lige tilføje at nogle satsrør altså blev antændt som jeg beskrev de ;)
...
Det har du ganske ret i.
I forladekanonernes tilfælde (både glatte og riflede) var der slup nok rundt om projektilet, til at der var masser af ild til at tænde et brandrør med fri adgang til krudtet.
De første brandrør var helt simple træpropper med en gennemboring, som så var banket fuldt af krudt.
Temperingen blev først udført ved at korte røret op med en lille sav, i senere udgaver ved at bore hul i siden af røret med en syl eller et bor. Det var noget nemmere at gøre præcist end med en sav.
Og så skruede (eller slog med en trækølle) man røret fast i granatens fænghul.
http://samilitaryhistory.org/vol035dh.html
Oberst Boxers udgave på billedet var en yderligere forbedring, der øgede sandsynligheden for at brandrøret ikke gik ud undervejs eller ved nedslaget. Var den ikke gået i luften, blev brandrøret ofte slået ind i granaten ved nedslag, og virkede på den måde som et stødrør.
Trærørene var for upålidelige, så man skiftede i løbet af den amerikanske borgerkrig til andre løsninger.
Først prøvede man med messing og zink i stedet for træ..... det var bedre, men ikke helt godt.
Dog kunne metalrørene skrues i, hvilket var en del mere pålideligt.
Bormanns brandrør er et godt eksempel. Fremstillet helt i metal, og meget mere pålideligt (og mindre!).
Tempering skete ved at artilleristen stak hul i det tidsfelt han ønskede, så granaten kunne leveres med brandrøret siddende i.
Fra
www.civilwarartillery.com der er en glimrende side hvis man har en kanonfetich.
Men alle disse typer krævede at brandrøret vendte fremad, for blev det udsat for krudtets direkte påvirkning, så gik granaten i røret!
Men da granaterne kom til at passe ordentligt i rørene med moderne bagladeartilleri, så var det slut med den måde at tænde rørene på.
På nogle typer maskinkanon/luftværnsartilleri har man dog stadig den sidste rest af princippet. Her lader man lyssporet ende med at tænde ladningen, så man på den måde får en yderst simpel selvdestruktionsmekanisme.
(Ting man skyder op i luften, har det ellers med at falde ned igen, og sker det over eget område, er der set eksempler på, at der er sket større skade ved nedfaldende granater end det angribende fly forrettede
)
