AF. Jens Poulsen
Fra min sidste tur i Afrika skulle turen gå op til Molopofloden der danner grænse skel imellem Syd Afrika og Botswana. Når man køre fra Johannes Burg til Rustenburg forbi Magalies bjergene og videre om mod byen Mafeking hvor bla. Lord. Baden-Powell kæmpede mod boerne med belejring af byen under den anden engelske/boer krig(1899-1902), begynder man at opleve store åbne sletter og danner hurtigt et indtryk af et landskab der er lidt anderledes fra f.eks. Natal og Fristaten. Vegetationen med faunaen begynder at erstatte grassvelden med rødsandede jorder og vejene bliver egentlig støvveje udenfor Mafeking. Turen fra Jo ‘Burg til en lille flække der hedder Vergeleê tager fulde 8 timer. Vores GPS sagde 5 timer fra Swartkopf Gauteng(tidligere Transvaal), men nogle steder kører man ikke hurtigere end 50km/t og derfor kan GPSèn ikke beregne tiden rigtigt. Missionen på denne tur var jagt på Kudu i de åbne frie omgivelser. Under de 3 uger som var blevet sat af til hele jagtferien, satte jeg en uge af alene til Kudujagt i North West Provence.
Udsigt fra campen. Botswana ligge mindre end 100 fra hvor vi boede
Jagt på åben vildtbane for mig er den ægte vare, men Andrew McLaren fra McLaren Safaris som kendte området havde advaret mig om præmisserne på jagten på disse dyr i de frie omgivelser som jeg skulle prøve kræfter med . Om aften ved 22 tiden ankom vi til en lille bush camp og træder ud af Toyota Land Cruiseren og ned i det røde sand, hvilket gav mig allerede der en fornemmelse af bosveld Kalahari. En fantastik stjernehimmel var som et lagen over os med mange flere stjerner end vi ser heroppe i Danmark. Bål blev startet op og lidt medbragt kød med hjemmelavede vildtpølser smidt på nogle jernridste, mens div. udpakning til de næste dage blev foretaget. Jeg kunne mærke at jeg var kommet i Afrika stemning igen.
Solned gang over Kalahari
Da vi ankom, var der bælgravende mørkt, så vi glædede os til at opleve hele området i dagslys næste morgen. Vi skulle mødes med jordejeren om aften som vi ankom for at få landkort over området. Vi havde taget kompas og GPS med for at kunne finde vej. For at delagtiggøre læseren hvor stort et område vi havde at jage på, kan jeg fortælle at Karl som ejede jorderne viste os et kort med 8 jordlodder, og han mente at hvis vi startede tættest på campen kunne vi have gode chancer for Kudu, da de nogle dage forinden havde set et par tyre gå omkring. Jordloddet omkring campen var alene på 154000Hektar, og så var der de 7 andre som var mindst lige så store med enkelte lidt mindre. Jeg var ikke i tvivl om at jagten her var ikke bag et højt hegn, men åben vildtbane hvor dyrene nogle gange var der og andre gange ikke. Dyrene derude vandrer på store områder frit og uhindret.
Typisk camp fra det nordlige SA.
Små kvæghegn ses langs støvvejene som passeres af alle dyr der lever derude. De små dyr kravler under, de store dyr springer over og os som jægere hang engang imellem fast. Om morgen på den første jagtdag gik vi en simpel rute for at kunne blive bekendt med området og de udfordringer der skulle blive præsenteret for os senere. Andrew havde sin.300 Wea med og jeg en Mauser 98 i.333Jeffery. Andrew havde en bestilling på Kudu kød, så han var lige så meget på jagt som jeg var.
Morgenmad tilberedes ove bål om morgen efter første morgen jagt
Dyr som Gemsbok og Zebra kunne også blive fundet hvis vi var heldige. Som et standard godt jagtråd gik vi op mod vinden og i en cirkel tilbage mod campen. Under den første gåtur så vi spor af springbok, Kudu og vortesvin bare 3 km fra campen så dyrene var derude, men ville de så også være der når vi var der? Den første dag skulle gå, hvor vi kun havde set fod fra nogle af de dyr der var derude. Om aften hørte vi gøen fra en bavian som sad ovre på Botswana siden. Molopofloden er for det meste udtørret og det havde vist også været over 12 år siden de lokale havde set vand i den. Vi havde set masser af spor fra vortesvin og beslutter om aftenen at næste morgen skulle vi prøve en Pumpa nede ved flodlejet.
Aften stemning i campen
Om morgenen går turen ned mod flodlejet, og fra en lille bakketop kunne vi se et enkelt vortesvin nede i flodsengen og straks bliver kursen stukket ud mod vortesvinet. Den forsvandt fra os men blev ikke skræmt bort. Vi beslutter at opdele os og mødes længere nede. Jeg går langs floden, og Andrew vil gå i en halvcirkel for at mødes med mig 2 km fremme. Jeg listede langs flodsengen men ikke eksponeret i åbent terræn , og pludselig efter en tid overraskede jeg en Kudukvie som nippede blade. Jeg blev lige så overrasket. Nu havde jeg set Kudu og jeg kunne forstå hvorfor de hedder ` ghost of Africa´. Den havde stået mindre end 40 meter fra mig og jeg havde ingenting set på trods af at have kigget i den retning hvor den stod. Nu var jeg endnu mere tændt. Selv om jeg gik alene var sikringen på riflen sikret med patron i kammeret. Jeg kan se hvorfor jægere i gamle dage pillede remmen af når jagten gik ind i sin intense fase. Tornebuske som Blackhooks, Engelsk Bøffeltorn (wait- a - bit) fangede alt hvad der var løst. Derfor spændte jeg remmen ned omkring hælen på skæftet og holdt den mod skulderen på vej gennem bushen. Min Tilleyhat blev gentagne gange hængt til tørre i tornene. Jeg beslutter at tage et lille ”peek” langs flodsengen for lige at danne mig et indtryk af hvor langt jeg var gået siden jeg sidst havde set Andrew, og da jeg lige havde besluttet mig for dette, med risiko for at blive set af alt observerer jeg et Vortesvin der også havde besluttet sig for at løbe ud i flodsengen. Nu vidste jeg at jeg skulle arbejde mig fri for at kunne få et godt skud med fri udsyn uden at blive set, hørt eller lugtet. Vortesvin ser ikke så godt, men har en fremragende lugtesans. Jeg skød med kærv & korn og meter for meter kommer jeg tættere på uden at blive set. Vortesvinet var ca. 130 meter fra mig og vendte front mod mig. Jeg vidste det skulle være nu og riflen lægges an på min venstre håndled som holder i en tynd stamme. Jeg går efter hovedskud og skuddet går. Kuglen fra.333Jeffery´n på næsten 20 gram klasker nærmest ind på grisen.
Gris hovedeskudt med .333Jeffery
Den løber, for igen at stoppe og vælte om på ryggen. Kuglen havde ramt lidt ved siden af hovedet ved nakken og gået igennem kroppen for at gå ud igennem mavesækken og skyde bagbenet halv over. Maveindholdet lå på jorden få meter fra grisen. Andrew kunne høre skuddet og kommer ca. 20 min senere ned til mig. Jeg kunne fortælle at jeg havde set Kudu og verden den dag var bare et godt sted at være i. Andrew går tilbage til campen for at hente bilen så vortesvinet kunne blive slagtet og lagt på på køl.
Et par dage skulle gå før vi spurgte den lokale farmer derude om hvor han sidst havde set en Kudu tyr. Han kunne hjælpe os med een af hans sorte hjælpere på området som han mente ville kunne give os lidt efterretninger om hvor tyrene kunne være. William hed den sorte som kunne fortælle at han havde set Kudu tyr dagen før ikke så langt derfra. Vi kørte alle tre derud og begyndte jagten med at gå op imod vinden og observere forholdene. Som vi lister os derudad ser William en Kudutyr langt nede igennem bushen som havde set os, og som kun ventede på at blive bekræftet at den skulle løbe af sted. Vi går tilbage og ud af Kuduens synsfelt for måske at kunne være heldige at den alligevel ikke flygtede. Som vi går derud af, og med mig bagerst ser jeg nu en anden tyr som ikke havde opdaget os og uden at bruge ord trækker jeg Andrew ned fysisk i hans krave og signalerer `KUDU´ og William trykker ned med det samme. Til højre for os ca. 800m fremme står en tyr på bagbenene og spiser blade i bedste velgående. Andrew & William ser den ikke i første omgang og jeg måtte sige igen ” it`s there, it`s there, it´s there”! Nogle gange ude i bushen skal man være enige om et reference punkt for at kunne forklare andre hvor det er man ser hen, så dem der ikke kan se det som man selv ser, kan komme til at se det samme. Oftest skal det ske inden for ganske få sekunder på jagt. Andrew ser kuduen som nu ser ned mod os, fordi den måske alligevel havde set noget bevæge sig. Vi sidder nede på knæ for lige at kunne ane den er der. Vi holder kikkerterne oppe for ikke at lave den bevægelse som alle dyr ser med det samme, nemlig håndkikkerter der kører op og ned. Kuduen ser bort og vi lægger os ned og Andrew siger “ the hunt is yours” og ser ned mod Kuduen!!.
Hvad jeg nu skulle opleve, skulle blive den mest intense jagt jeg har oplevet. Endelig sker der det jeg virkelig har ønsket. At kravle op mod en Kudutyr for at nedlægge den. Andrew og William bliver tilbage og jeg kravler af sted i det røde sand med skjorteærmer og korte bukser med riflen foran mig. Jeg var glad for at det var min Mauser 98 der kunne tåle lidt skidt og sand. Jeg skulle dog hele tiden holde øje med at der ikke kom sand i piben, hvilket gjorde at jeg holder mundingen bagud under jagten, med riflen presset ned på jorden under hele fremfærden. Hvad jeg nu havde for mig skulle blive lidt af en pine. Kravle rundt i torne og tidsler, hele tiden holde øje med hvor Kuduen befandt sig og om den havde set mig. Min skorte bliver revet. Mine skinneben, knæ og arme er i en konstant berøring med et eller andet der stikker eller river.
To haglbøsser var medbragt til lidt uformel hyggejagt. En Kal. 12 Jeffery og en Kal 12 Rigby. Begge med haner
Jeg tror jeg mindst 20 gange sætter mine hænder i en tidsel eller torn som den eneste udvej for at ikke miste balancen. De torne som jeg måtte pille ud med den anden hånd måtte gøre mens jeg enten lå ned eller sad på knæ bag en lille busk. Jeg indrømmer her over for læseren at på et tidspunkt ønskede jeg faktisk at Kuduen ikke var der og jeg kunne rejse mig ret op og gå tilbage. På et tidspunkt mister jeg da også Kuduen af syne, men arbejder mig hen mod hvor jeg mente den kunne evt. være, hvilket skulle vise sig senere at være rigtig gjort. Jeg havde nu kravlet i en stiv time, og jeg observere at Kuduen begynder at gå til venstre og afstanden til Kuduen gætter jeg på er ca. 350 meter. Min.333Jeffery har kærv & korn reguleret ud til 200meter og min nu på siddende kikkert er indskudt til 100meter. Jeg vidste at der lå yderligere 200m kravling lå foran mig for at jeg kunne afgive det et sikkert skud. Da jeg kravler videre opdager jeg Kudutyren stå sammen men en flok kvier som vælger at gå endnu mere til min venstre side, hvilket kører jagten ind i en endnu kritisk fase, fordi når jeg forcerer mod tyren kan flokken se mig fra en anden vinkel. De sidste 150 meter foregår så direkte maven hvor jeg bugter mig frem som en slange. Torne og tidsler mærkes på maveskindet og rødt støv kommer indenbords. Bare det jeg løfter hovedet lidt ville gøre at flokken til venstre kunne se mig, mens småbuske dækkede min vej til tyren. Pludselig flyver en sort/hvid Coran fugl op og fortæller hele verden at noget er på færde. Jeg vælger at ligge helt stille, da jeg nu vidste at alle kuduerne har deres hoved løftet og ville se mig lige med det samme hvis jeg lavede en bevægelse. Jeg var ca. 60-70 meter fra tyren, og havde flokken af kvier under 100 meter på min venstre side. Jeg havde ligget stille i ca. 10-15min og begynder at løfte hovedet bare for at `noget jo skulle ske´. Flokken med kvierne var nu inde på ca. 70 meter og tyren stod nu fri til skud. Jeg tager den beslutning at sætte mig op på bagdelen, velvidende at jeg ville eksponere mig selv 100 %, men jagten skulle jo have een eller anden form for en ende. Jeg lægger riflen over knæet støttet af albuen. Til min yderste venstreside, ud af øjenkrogen ser jeg at kvieflokken har set mig. Jeg koncentrerer mig om tyren der ser over på kvierne og fornemmer at de har set et eller andet. Jeg vælger at placere et højt rygskud hvilket er midt på dyret over hjertet for at kompensere for en evt. upræcis afstandsbedømmelse. Kuglen rammer og ned går tyren. Flokken til venstre for mig flygter over hals og hoved. Faktisk stod der også en anden tyr længere nede som jeg slet ikke havde set. Jeg kunne rejse mig op, repetere det afskudte hylster ud og sætte en ny patron i kammeret i .333Jeffery´n. Jeg så Kuduen vælte og med en ubeskrivelig spænding og intensitet i kroppen går jeg ned mod dyret. Da jeg ser hornene er jeg klar over at Kuduen er min.
Andrew kommer ned senere efter at have hørt skuddet. Han troede jeg var blevet væk. Han havde set Kuduen flytte sig, så jeg var måske kravlet forkert. Han udtalte med det samme han så på Kuduen ” Lekker jagd” men troede faktisk jeg havde mistet dyret.
Mig & Andrew McLaren med kudu
Han mente ikke han havde set sådan en jagt i mange år, og kun ganske få jægere kunne kravle så langt og komme så tæt på en Kudu. Jeg følte en vis stolthed dog ikke i hovmodighed, men oplevelsen af at jeg observerede dyret, sporede det og nedlagde det. I min verden kan en jagt ikke blive mere spænende. Det er en stor tilfredsstillelse at gå ned mod dyret alene og få det jomfruelige øjeblik alene uden andre er nærheden og velvide ingen andre jægere har været tættere på dette dyr. Resten er historie. Solen er ved at gå ned over busklandet og William får bilen derud får vi dyret bugseret til slagteren på Karls Farm. Andrew siger igen om aftenen ved bålet, den jagt jeg havde udført, var een af de bedste oplevelser han havde haft som PH. Jeg kunne mærke hans glæde var på mine vegne og målet for vores jagt havde toppet. 2 dage efter var jeg stadig øm i kroppen som skulle knækkes igen om morgenen, men nu her 7 uger efter synes jeg jagten stadig sidder i kroppen, bare på en anden måde.
fik i ram på noget med hane skyderne?
