Jeg kan nu godt følge Gråskæg, langt hen ad vejen.
Den almindelige danskers våbenkendskab begrænser sig til det de ser i flimmerkassen, på EB og i computerspil - groft sagt, Glock, AK-47, "Assault Rifle" og Syg Sniper.
Kombinerer man så våben med uniformsdele, så fremtræder man som en slags partisankriger.
Så er det jo op til den enkelte og vurdere, om man vil være
dén fyr.
Hvis jeg både skal forsvare min jagt, mine våben, mit forhold til naturen, så har jeg valgt, at det er lettere at gøre, når jeg fremtræder så civil som muligt (jeg har i øvrigt heller ingen militær baggrund, what so ever, og ville føle det var
stolen valor at rende rundt i deres/jeres kluns).
Det er ikke fordi jeg ikke interesserer mig for moderne militære våben og grejer, ikke føler dem interessante eller velegnede - simpelthen fordi mine behov kan dækkes anderledes og fordi det ikke sætter mig i en bås, som nogle opfatter som værende forkert/farligt/eller ukomfortabelt interessant.
Hvis jeg gik meget på jagt, langt fra den almene offentlighed, så kunne mine valg sagtens være anderledes.
Jeg forstår også de jægere der ikke ønsker, at ligne en del af "andres milits" og de må så træffe deres valg des angående. I et selskab hæfter man også let for de øvrige parter. Generelt tror jeg "tweed segmentet" og "AR-basserne" ofte taler forbi hinanden og i stedet fokuserer for meget på deres egne præferenser og aktiviteter, så snart debatten forsøges og holdningerne luftes. Kommer der det mindste pip om "krigslignende tilstande" råbes der smagsdommeri og "molon labe" fra den anden front, mens der opmvendt fyger med beskyldninger om dumme, gamle ritualer og utidssvarende ideologier. Der findes en fornuftig gylden mellemvej, hvor hver enkelt tænker over sine signaler til omverden og husker, at i grønt tøj er vi alle en minoritet.
Når jeg regulerer rågeunger i byens parkanlæg, så er det med en sort riffel i plastikskæfte (Syg Sniper), men så civil beklædning som muligt, således helhedsbilledet blot er en medborger med en mærklig tjans, uført sikkert og forsvarligt, med (i nogles øjne) et moderne våben. Det kan da godt være, det virker lidt dobbeltmoralsk, men det skaber ro om arbejdet og folk henvender sig gerne med spørgsmål angående mit ærinde og formidlingen er lige så vigtig. Jeg sliper også for, at lakridstrolden kommer rendende, med et indsatshold, for at tjekke fjederen i mit luftgevær, fordi Fr. Gerda på syvende til venstre, frygter for sit og missers liv.
Netop mht. til formidling, så har jeg snakket med rigtig mange mennesker, der har haft små og store forbehold overfor jagt og våben, som jeg, trods alt, har kunnet påvirker i den rigtige retning. Jagt er heldigvis let at argumentere for!
Dem der er på korstog bider logik alligevel ikke på, så der kan man lige så godt gemme kræfterne til noget mere frugtbart.
Er man på skydebanen, så træn løs for pokker! Dem der kigger med har selv valgt det og har I andre noget sjovt, så kan I bande på jeg gerne vil se med fingrene!
