
Efter forespørgsel fra et par medlemmer her fra forum har jeg til orientering indsat teksten på min henvendelse til medlemmerne af Retsudvalget nedenfor. Henvendelsen blev sendt d. 12. november ca kl. 2200 i eget navn personligt til hver enkelt.

Oscar123
Oscar123 skrev:
Emne: Nye problemer med knivloven
Til medlem af Retsudvalget . . . . . .
Så er den gal igen med den nye ”Knivlov”.
Som det huskes var hensigten med den nye ”Knivlov” tilbage i foråret i 2016 at forenkle reglerne bl.a. for at undgå kriminalisering af ”almindelige danskere” med lovlige og anerkendelsesværdige formål for bæring og anvendelse af knive.
Den nye lov lovliggjorde enhåndsbetjente knive samt foldeknive med låsbare klinger. Loven fastholdt dog forbuddet mod en lille gruppe knive, som f.eks. springknive, butterflyknive, faldknive samt knive, konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som fra denne placering kan trækkes ved brug af én hånd (engelsk betegnelse: ”neck-knives”).
Rationalet for at fastholde forbuddet mod disse knive er dog uklart. Tidligere kunne man argumentere for at der var tale om ”quick-draw” knive – men dette argument faldt dog bort med tilladelsen af enhåndsbetjente knive, der vil kunne trækkes lige så hurtigt.
Det nye problem er opstået ved politiets forvaltning af loven. En bekendt er netop blevet sigtet for forsøg på indførelse af en ”neck-knife” købt over nettet fra en udenlandsk forhandler (selvsamme kniv kan købes i danske butikker). Kniven er en relativt lille kvalitetskniv af mærket ESEE IZULA og sælges til frilufts- og jagtbrug. Argumentet for sigtelsen er, at den formstøbte skede til pågældende kniv er udstyret med et hul således at den kan monteres med en snøre og derved bæres om halsen. En sådan snøre er dog ikke en del af knivens udstyr. Billede af en sådan kniv med skede er vedhæftet.
Med en forvaltning af loven ud fra dette udgangspunkt vil stort set alle knive i Danmark med moderne formstøbte skeder kunne hævdes at være ”neck-knives”. Og, derved vil mange af os igen komme i en situation, hvor vi uforvarende bliver kriminaliseret.
Dette var vel næppe hensigten….?
mvh
xxx