Nu har jeg efterhånden været medlem af dette forum i 10 år og har stadig mit første indlæg til gode - men nu kommer min debut minsandten her. Jeg er i tvivl om placeringen af indlægget er korrekt, men tænker at det passer bedst her. Så jeg prøver:
I mine unge dage samlede jeg i sin tid på 2. verdenskrigsvåben med udgangspunkt i softguns. De forskellige våben har udelukkende været brugt som pyntegenstande på væggen herhjemme, så selve softgun-delen er mig helt unødvendigt. Siden har jeg så fået kone og børn, hvilket har betydet, at min samling er endt nede i kælderen, hvor de bare samler støv. Men nu er mit samlermani blevet vækket fra de døde - så nu skal de frem igen!
Jeg har gennem det sidste stykke tid gået og overvejet, om jeg skulle udskifte nogle af mine softguns med replika’er (findes der andre end Denix?). Som overskriften også fortæller, gælder dette indlæg/spørgsmål for min Marushin M1 Garand. Jeg har allerede en eventuel køber, men jeg er gået hen og er blevet meget i tvivl! Jeg tænker at et salg af min Garand måske kunne frigøre lidt kapital, så jeg kunne udskifte et par af de andre våben også.
Der dukker efterhånden ikke så meget op mere, når man søger på Marushin M1 Garand, da de er udgået fra produktion. De steder der trods alt stadig har noget på deres hjemmeside, er forhandlere, som sælger/solgte den for mellem 500-600 dollars (3.200-4.000 kroner). Hvis jeg ender med at beslutte mig for at sælge, hvad kan jeg så tillade mig at kræve for min Marushin M1 Garand? - se evt. fotos. Det bør lige tilføjes, at den har en lille defekt, hvor magasinerne indsættes i geværet. Der er bl.a. en fjeder der er hoppet ud (men jeg har ingen forstand på dette )
Jeg har selvfølgelig været inde og læse lidt anmeldelser af Denix-udgaven - som er meget blandende. I forhold til den originale M1 Garand er der selvfølgelig en del ting, som ikke er helt korrekte. Men ser man på dette ift. prisen skulle det vist være tålelig.
Jeg håber lidt på, at der sidder nogle og læser med her, som er kloge på de originale Garands, og som kan taget et blik på de vedhæftede fotos og vurdere, hvordan detaljerne på Marushins er ift. originalen.
Så for lige at opsummere mine spørgsmål - og tilføje lidt ekstra :
- Hvor virkelighedsstro er Marushins Garand sammenlignet originalen?
- Rent detaljemæssigt, bør jeg udskifte min Marushin til Denix-udgaven?
- Hvad kan jeg tillade mig at tage for Garand'en ved et eventuelt salg? (min køber har budt 1300 kr. - umiddelbart er det for lidt?)
- Ift. bajonetter til Garand'en, er det da muligt at montere bajonet på en Marushin? Måske er der nogle herinde, der kan vurdere dette ud fra fotos? (Jeg har fundet en guide til, hvordan man kan modificere Denix-udgaven, således det er muligt at montere bajonetten. Fremgangsmåden indebærer arbejde med en fil )
Mvh. Steffen K. Pedersen