Nye stramninger på vej til Skytteforeningerne

[Ras.Killing]

Jeg håber nu mest af alt på et system, hvor der ikke skal laves en psykisk vurdering af hver våbenejer.

Det vil være ren bureaukrati og ikke være proportionalt med problemet.

Ens egen praktiserende læge er for mig at se slet ikke egnet til at tage sådan en vurdering - det vil kræve en decideret psykolog, og i så fald kræve unødige ressourcer i et forvejen presset sundhedssystem.

Jeg tænker det ville være bedre, hvis man med sin ansøgning giver politiet tilladelse til at kigge på ens sundhedsdata, og se om der ligger nogen i forvejen kendte lidelser i systemet - og derfra kunne der måske være krav om en yderligere undersøgelse.

Egentlig på samme måde, som hvis der var tale om en tidligere dom eller lign.

[Zakke]

Jeg håber nu mest af alt på et system, hvor der ikke skal laves en psykisk vurdering af hver våbenejer.

Det vil være ren bureaukrati og ikke være proportionalt med problemet.

Ens egen praktiserende læge er for mig at se slet ikke egnet til at tage sådan en vurdering - det vil kræve en decideret psykolog, og i så fald kræve unødige ressourcer i et forvejen presset sundhedssystem.

Jeg tænker det ville være bedre, hvis man med sin ansøgning giver politiet tilladelse til at kigge på ens sundhedsdata, og se om der ligger nogen i forvejen kendte lidelser i systemet - og derfra kunne der måske være krav om en yderligere undersøgelse.

Egentlig på samme måde, som hvis der var tale om en tidligere dom eller lign.

Men hvor skal grænsen sættes? Med tidligere domme er der jo opridset klare og tydelige rammer, dels for hvad der giver anledning til en partshøring, og hvad der giver anledning til et afslag. Men hvor lille eller hvor stort skal en psykisk udfordring være, før politiet skal sige stop?

Hvis der i ens journal, for 10 år siden står, at man har været i behandling for angst - skal borgeren nu redegøre for dette? Eller hvis der står, at man for 7 år stiden har været til psykolog fordi man var deprimeret - er dette grundlag nok til en afvisning? Eller hvad hvis man for 5 år siden spurgte lægen, om man ikke kan gøre noget ved ens OCD, hvorefter lægen henviste til en psykriater? Eller hvad hvis det er 2 år siden, at man hos en psykriater fik udredt ADHD, som forsvaret jo i dag afviser til session - skal dette gøre, at man ikke skal besidde våben?

Jeg er klar over, at det er nemt med nogle mere tunge diagnoser, så som skizofreni, paranoid psykose, borderline og andre personlighedsforstyrrelser, at sætte dem i en slags bås hvor man kategorisk kan sige nej, men min udfordring ved dette lovforslag er, at der er rigtig mange andre psykiske diagnoser, som ikke umiddelbart giver anledning til psykoser, men dog alligevel kan bedømmes som værende farlige, og hvis ikke bedømmelsen af disse foretages af en med kompetencerne til at betrage detaljerne, så vil systemet ramme ved siden af.

Den menneskelige psyke er noget mere nuanceret end en dom i en straffesag, og jeg mener ikke, at man kan sætte et simpelt system op, hvor en kontorfuldmægtig hos politiet kan vurderer sygehistorikken hos en borger.

Hvis vi absolut skal gå ned af denne vej, så så jeg helst, at der bliver udarbejdet et dokument, som man skal have udfyldt af sin praktiserende læge, som trods alt kender ens historik, og kan læse og tolke på denne langt bedre end politiets sagkyndige kan. Dokumentet skal indeholde nogle punkter, hvor lægen baseret på historikken skal skrive "ja" eller "nej", om man har været i behandling for, eller er i behandling for visse psykiske lidelser, og hvis ja, skal komme med en overordnet vurdering, om det er forsvarligt, at denne borger overlades våben. Jeg er klar over, at dette vil føre til en ekstra udgift, men jeg vil personligt hellere betale en pris hos lægen, for at få en præcis afgørelse, end jeg vil spare den omkostning, og få indraget mine tilladelser baseret på en medicinsk bagatel.

[Cpt]

Jeg håber nu mest af alt på et system, hvor der ikke skal laves en psykisk vurdering af hver våbenejer.

Det vil være ren bureaukrati og ikke være proportionalt med problemet.

Ens egen praktiserende læge er for mig at se slet ikke egnet til at tage sådan en vurdering - det vil kræve en decideret psykolog, og i så fald kræve unødige ressourcer i et forvejen presset sundhedssystem.

Jeg tænker det ville være bedre, hvis man med sin ansøgning giver politiet tilladelse til at kigge på ens sundhedsdata, og se om der ligger nogen i forvejen kendte lidelser i systemet - og derfra kunne der måske være krav om en yderligere undersøgelse.

Egentlig på samme måde, som hvis der var tale om en tidligere dom eller lign.

Men hvor skal grænsen sættes? Med tidligere domme er der jo opridset klare og tydelige rammer, dels for hvad der giver anledning til en partshøring, og hvad der giver anledning til et afslag. Men hvor lille eller hvor stort skal en psykisk udfordring være, før politiet skal sige stop?

Hvis der i ens journal, for 10 år siden står, at man har været i behandling for angst - skal borgeren nu redegøre for dette? Eller hvis der står, at man for 7 år stiden har været til psykolog fordi man var deprimeret - er dette grundlag nok til en afvisning? Eller hvad hvis man for 5 år siden spurgte lægen, om man ikke kan gøre noget ved ens OCD, hvorefter lægen henviste til en psykriater? Eller hvad hvis det er 2 år siden, at man hos en psykriater fik udredt ADHD, som forsvaret jo i dag afviser til session - skal dette gøre, at man ikke skal besidde våben?

Jeg er klar over, at det er nemt med nogle mere tunge diagnoser, så som skizofreni, paranoid psykose, borderline og andre personlighedsforstyrrelser, at sætte dem i en slags bås hvor man kategorisk kan sige nej, men min udfordring ved dette lovforslag er, at der er rigtig mange andre psykiske diagnoser, som ikke umiddelbart giver anledning til psykoser, men dog alligevel kan bedømmes som værende farlige, og hvis ikke bedømmelsen af disse foretages af en med kompetencerne til at betrage detaljerne, så vil systemet ramme ved siden af.

Den menneskelige psyke er noget mere nuanceret end en dom i en straffesag, og jeg mener ikke, at man kan sætte et simpelt system op, hvor en kontorfuldmægtig hos politiet kan vurderer sygehistorikken hos en borger.

Hvis vi absolut skal gå ned af denne vej, så så jeg helst, at der bliver udarbejdet et dokument, som man skal have udfyldt af sin praktiserende læge, som trods alt kender ens historik, og kan læse og tolke på denne langt bedre end politiets sagkyndige kan. Dokumentet skal indeholde nogle punkter, hvor lægen baseret på historikken skal skrive "ja" eller "nej", om man har været i behandling for, eller er i behandling for visse psykiske lidelser, og hvis ja, skal komme med en overordnet vurdering, om det er forsvarligt, at denne borger overlades våben. Jeg er klar over, at dette vil føre til en ekstra udgift, men jeg vil personligt hellere betale en pris hos lægen, for at få en præcis afgørelse, end jeg vil spare den omkostning, og få indraget mine tilladelser baseret på en medicinsk bagatel.

Meen har du lyst til at betale den i forbindelse med hvert eneste våbenkøb? Har du lyst til at betale den ved hver eneste fornyelse?

Jeg skal da selv ha solgt noget fra hvis det bliver tilfældet, så salami metoden virker - der bliver færre private våben..

Og næste gang det så viser sig at metoden har scoret et selvmål (ved at en tidligere mentalt rask våbenejer ikke søger den nødvendige hjælp pga repressalierne ved at blive registreret i systemet med en psykisk lidelse)... jah så er det jo bare at skære en skive mere af den pølse.. tilsidst er der kun en cocktailpølse tilbage

[Zakke]

Meen har du lyst til at betale den i forbindelse med hvert eneste våbenkøb? Har du lyst til at betale den ved hver eneste fornyelse?

Jeg skal da selv ha solgt noget fra hvis det bliver tilfældet, så salami metoden virker - der bliver færre private våben..

Og næste gang det så viser sig at metoden har scoret et selvmål (ved at en tidligere mentalt rask våbenejer ikke søger den nødvendige hjælp pga repressalierne ved at blive registreret i systemet med en psykisk lidelse)... jah så er det jo bare at skære en skive mere af den pølse.. tilsidst er der kun en cocktailpølse tilbage

Jeg ville da helst være fri, men hvis ikke det kan være anderledes, så ville jeg foretrække at det var min personlige læge, som kender mig, der skal vurderer min sag på politiets vegne, frem for en eller anden tilfældig sagsbehandler. I dette tilfælde vil jeg hellere have muligheden for at få en præcis og retvisende "rettergang", frem for at skulle lade min absolut favorit fritidsinteresse i hænderne på en, for denne sags anliggende, inkompetent person.

Jeg er personlig villig til at betale mig fra den usikkerhed der måtte komme, ved at lade dette anliggende overgå til en person, som har et A4 ark med nogle diagnoser skrevet ned liggende på skrivebordet, og som liiige skal se efter om "børnepolypper" nu faktisk ikke er en svær uhelbredelig psykisk lidelse...

[Greyberd63]

Jeg håber nu mest af alt på et system, hvor der ikke skal laves en psykisk vurdering af hver våbenejer.

Det vil være ren bureaukrati og ikke være proportionalt med problemet.

Ens egen praktiserende læge er for mig at se slet ikke egnet til at tage sådan en vurdering - det vil kræve en decideret psykolog, og i så fald kræve unødige ressourcer i et forvejen presset sundhedssystem.

Jeg tænker det ville være bedre, hvis man med sin ansøgning giver politiet tilladelse til at kigge på ens sundhedsdata, og se om der ligger nogen i forvejen kendte lidelser i systemet - og derfra kunne der måske være krav om en yderligere undersøgelse.

Egentlig på samme måde, som hvis der var tale om en tidligere dom eller lign.

Tænker at det kunne blive lidt som ved straffe registeret, eller hvad det nu hedder, hvis der intet er, så sker der ingen ting, hvis der er noget.
Så undersøges det, af PAC

Og i forhold til psykisk sygdom, hvis der er noget, så kunne det i mange tilfælde være nok med, erklæring fra egen læge.
Som PAC nok har bruge for folk med særlige kompetancer for at kunne bruge til noget.

Der foreslås at gøre det muligt for politiet systematisk at indhente helbredsoplysninger hos ansøgere ved ansøgninger om våbentilladelser mv., herunder i visse tilfælde at kunne give afslag som følge af ansøgerens helbredstilstand.

mvh
grey

[Flugteren]

Til sidst bliver det sådan, at man skal betale et vist beløb i skat om året, være forælder, være gift, over 25 men under 70, aldrig straffet, aldrig have kontaktet lægen, kun indtage de anbefalede mængder alkohol om ugen og i øvrigt ikke være bosat i en større by. Hvis du opfylder disse krav, så kan du få jagttegn/våbentilladelse

Nej, men spøg til side, vi risikerer netop at stigmatisere allerede diagnosticerede borgere, og borgere på kanten, som i langt, langt de fleste tilfælde er søde og rare mennesker, men som er skruet sammen på en lidt anden måde, fordi de enten er våbenejere eller gerne vil udøve en fritidsinteresse, som involverer våben.

Personligt synes jeg, at det ville være lige godt groft, hvis velfungerende jægere og skytter, som har en diagnose, pludselig skal have frataget deres våben, fordi man med ét kategoriserer dem som potentielt farlige. Det er da om noget at træde på folk, som muligvis allerede føler sig anderledes end andre, hvis de mister muligheden for at udøve en elsket hobby eller deltage i et fællesskab.

Eller hvad med den PTSD-ramte veteran, som går på skydebanen for at finde noget indre ro og en hobby, hvor man kan lukke alt ude og koncentrere sig om at ramme godt? Skal han eller hun miste den mulighed?

Det er en udbredt hemmelighed, at piloter er blandt dem, der selvmedicinerer med alkohol, fordi de ikke miste pilotlicens og arbejde grundet en diagnose for depression eller opmærksomhedsforstyrrelse. Vil vi risikere det samme for våbenejere - at de hellere vil drikke sorgerne væk end gå til lægen og få ordentlig hjælp? Så går man da om noget tilbage til 1800’ernes syn på mentale lidelser.

[Ras.Killing]

Jeg tænker det ville være bedre, hvis man med sin ansøgning giver politiet tilladelse til at kigge på ens sundhedsdata, og se om der ligger nogen i forvejen kendte lidelser i systemet - og derfra kunne der måske være krav om en yderligere undersøgelse...

Men hvor skal grænsen sættes?...

Tillader mig lige at koge citatet lidt ned.

Jeg deler din bekymring om hvor grænsen skal sættes, og jeg mener bestemt ikke at enhver psykisk lidelse, skal kunne afholde en fra at eje våben

Men jeg vil stadig foretrække en ordning, som reagere på noget der allerede er kendt i systemet, i stedet for vi skal til at screene alle.

Jeg tænker egentlig ikke, at det er nødvendigt, at PAC skal kunne se hvad man evt. fejler, men bare at der er et red flag i systemet som kræver en partshøring, lægeattest eller lign.

Og derfra kan der så tages en beslutning.

[Zakke]

Tillader mig lige at koge citatet lidt ned.

Jeg deler din bekymring om hvor grænsen skal sættes, og jeg mener bestemt ikke at enhver psykisk lidelse, skal kunne afholde en fra at eje våben

Men jeg vil stadig foretrække en ordning, som reagere på noget der allerede er kendt i systemet, i stedet for vi skal til at screene alle.

Jeg tænker egentlig ikke, at det er nødvendigt, at PAC skal kunne se hvad man evt. fejler, men bare at der er et red flag i systemet som kræver en partshøring, lægeattest eller lign.

Og derfra kan der så tages en beslutning.

Vi må se hvad det bliver til. Stilheden fra vores interesseorganisationer er ret imponerende, så os alminnelige dødelige må jo bare afvente hvad vores regering beslutter. Jeg håber de får skåret kagen, så de opnår det de gerne vil, uden at de går ud over de forkerte.

[Krung]

depression, angst

Er der nogen våbenejere der vil undlade at søge hjælp til sig selv eller pårørende, det må tiden også viser.

Den kan jeg godt svare på: Hvis jeg kommer i farezonen for de 2, så skal jeg sgu ikke søge hjælp. I hvert fald ikke før jeg har set eksempler, hvor myndighederne tillader våbenejerskab eller opfører sig fornuftigt. Det er jo vilde summer, tid, ressourcer, venskaber, arbejde og andet man som skytte investerer i sporten/hobbyen.

Måske er der så nogle i din familie, venner, skytte kammerater eller formand i skytteforening der så må tage det ansvar på sig.

Mvh
grey

Ja, det må man håbe, men det er jo det dumme ved det her. Forslaget løser ikke problemet, det skaber bare et andet.

Jeg har tænkt noget over Greys bekymring. Jeg kan godt forstå den. Min anke mod det her, er at det virker til løse et problem vi ikke har. Vi har ikke lægeerklæring nu og det virker som om

din familie, venner, skytte kammerater eller formand i skytteforening der så må tage det ansvar på sig.

allerede virker. Det er ikke formaliseret, men enten har vi ikke det problem eller også er der nogle, der tager de ansvar allerede.

[Greyberd63]

depression, angst

Måske er der så nogle i din familie, venner, skytte kammerater eller formand i skytteforening der så må tage det ansvar på sig.

Mvh
grey

Ja, det må man håbe, men det er jo det dumme ved det her. Forslaget løser ikke problemet, det skaber bare et andet.

Jeg har tænkt noget over Greys bekymring. Jeg kan godt forstå den. Min anke mod det her, er at det virker til løse et problem vi ikke har. Vi har ikke lægeerklæring nu og det virker som om

din familie, venner, skytte kammerater eller formand i skytteforening der så må tage det ansvar på sig.

allerede virker. Det er ikke formaliseret, men enten har vi ikke det problem eller også er der nogle, der tager de ansvar allerede.

Jeg syntes nu vi har et problem, 2 gange ret tæt på hinanden rent tidsmæssigt, fik psykisk syge adgang til pårørendes lovlige våben.

Var der nogle systemer der svigtede, ja, især i Fields sagen, men det ændre jo ikke på at han havde adgang

Jeg ved ikke hvor mange der sjusker med at holde styr på, at andre ikke har adgang til deres våben, men er sgu ret rystet over at det er sket 2 gange
Især når det jo er kendt af våbenejeren at deres pårørende er psykisk syg.

mvh
grey

[Krung]

Jeg syntes nu vi har et problem, 2 gange ret tæt på hinanden rent tidsmæssigt, fik psykisk syge adgang til pårørendes lovlige våben.

Ja, helt enig.

Men vil det her forslag løse det? Screening af de lovlige våbenejere vil ikke. Det er klart den dyreste del af det hele. Den billige del med en løftet pegefinger til de lovlige ejere vil måske hjælpe på det problem. Den problematisk del af forslaget vil ikke.

[Greyberd63]

Jeg syntes nu vi har et problem, 2 gange ret tæt på hinanden rent tidsmæssigt, fik psykisk syge adgang til pårørendes lovlige våben.

Ja, helt enig.

Men vil det her forslag løse det? Screening af de lovlige våbenejere vil ikke. Det er klart den dyreste del af det hele. Den billige del med en løftet pegefinger til de lovlige ejere vil måske hjælpe på det problem. Den problematisk del af forslaget vil ikke.

Da man ikke har haft våben ejers mentale helbred med i vurderingen tidligere(fra myndighederne), kan jeg ikke rigtig se, hvorfor du er så sikker på at det ikke vil hjælpe.

Gad vide om det kun bliver en løftet pegefinger, når det drejer sig om sjusket våbenopbevaring.
Kunne der komme screening af hele husstanden ?.
Sker det forøvrigt idag vedrørende noget på straffe attesten, altså hvis at hvis der er person i husstanden med noget på straffeattensten, så kan du risikere afslag på vandelsgodkendelsen.

mvh
grey

[Fast Fumble]

Måske er der så nogle i din familie, venner, skytte kammerater eller formand i skytteforening der så må tage det ansvar på sig.

Ja, det må man håbe, men det er jo det dumme ved det her. Forslaget løser ikke problemet, det skaber bare et andet.

Jeg har tænkt noget over Greys bekymring. Jeg kan godt forstå den. Min anke mod det her, er at det virker til løse et problem vi ikke har. Vi har ikke lægeerklæring nu og det virker som om

din familie, venner, skytte kammerater eller formand i skytteforening der så må tage det ansvar på sig.

allerede virker. Det er ikke formaliseret, men enten har vi ikke det problem eller også er der nogle, der tager de ansvar allerede.

Jeg syntes nu vi har et problem, 2 gange ret tæt på hinanden rent tidsmæssigt, fik psykisk syge adgang til pårørendes lovlige våben.

Var der nogle systemer der svigtede, ja, især i Fields sagen, men det ændre jo ikke på at han havde adgang

Jeg ved ikke hvor mange der sjusker med at holde styr på, at andre ikke har adgang til deres våben, men er sgu ret rystet over at det er sket 2 gange
Især når det jo er kendt af våbenejeren at deres pårørende er psykisk syg.

Jeg har også tænkt over det.
Set fra en politikers stol, så ser det klart ud til at vores "selvjustits system" i disse tilfælde ikke har virket - og det medførte dødsfald, hvilket naturligvis IKKE er acceptabelt.
Derfor må opgaven flyttes fra os foreninger, til myndigheder.
Og det er nok også en god løsning, for selvjustits virker fint - lige indtil det er ens egen familie man skal "udøve magt" over.

Jeg har rent faktisk stået i situationen for nogle år siden, så jeg bruger mig selv som case, når jeg tænker over situationen.
Pludselig havde jeg en psykisk syg i husstanden. Situationen eskalerede fra træls til alvorlig på nogle måneder. Jeg frygtede ikke tanker om massakrer, men jeg frygtede klart tanker om selvmord. Og hvad gør man så?
Mine våbenskabe har alle nøgle-lås. KAN man holde nøglen utilgængeligt for et intelligent menneske der VIL til våbnene? Normalt er mine våbenskab-nøgler under min kontrol døgnet rundt, men ... Jeg sover jo også af og til. Så er det HELT sikkert?
I en periode deponerede jeg alle mine våben i skytteforeningens boks. Så var de tilgængelige for mig, men stensikkert ikke for andre i husstanden. Senere fik jeg installeret et sikringsskab med kode, som kun blev indtastet når jeg var alene i rummet, der lå så mine nøgler til våbenskabene.

Så det blev håndteret med "selvjustits". Men det gjorde Fields skyttens far jo ikke...

Jeg ved af erfaring, at det er mega svært, når det er nærmeste familie man skal håndtere, derfor er jeg ikke forbavset over at opgaven nu flyttes til myndigheder.
Men her bliver jeg selvfølgelig MEGET interesseret i hvordan praktikken bliver.
Lad mig lige kridte op hvor stor betydning det har for mig: Jeg har brugt 20 år på at dygtiggøre mig i min sport, jeg konkurrerer internationalt, har deltaget i EM 3 gange. Jeg har investeret formuer i grej og træning (IPSC er dyrt) og voldsomt meget af min tid. Jeg er næstformand i min skytteforening, med til at arrangere stævner og alt muligt andet der skal organiseres i en forening. Jeg er fast instruktør, og står for det meste af kommunikationen i den forbindelse (dagligt). Jeg er med i moderator-teamet på NVF og jeg har flere uddannelser som dels har kostet tid og penge at få, men også betyder at jeg har opgaver som jeg naturligvis skal varetage.
Hvis praktikken ved at myndighederne skulle håndtere sådan en situation som jeg oplevede for nogle år siden fx ville være at mine tilladelser blev inddraget (mange våben!), så ville jeg blive slemt handicappet. I den meget pressede situation jeg i forvejen befandt mig i, ville det nemt kunne have resulteret i at jeg måtte forlade skydningen - og det ville være halvdelen af min identitet jeg ville miste. Det ville være at sparke benene væk under en, der i forvejen skulle kæmpe for at holde balancen!
Det kunne også være at praktikken "bare" blev indhentning af sundhedsoplysninger. Eller andet, det ved vi jo ikke endnu. Men det er dælme vigtigt at praktikken bliver gennemtænkt og proportional med problemet. Ellers kan det skabe helt nye problemer.

[Krung]

Jeg syntes nu vi har et problem, 2 gange ret tæt på hinanden rent tidsmæssigt, fik psykisk syge adgang til pårørendes lovlige våben.

Ja, helt enig.

Men vil det her forslag løse det? Screening af de lovlige våbenejere vil ikke. Det er klart den dyreste del af det hele. Den billige del med en løftet pegefinger til de lovlige ejere vil måske hjælpe på det problem. Den problematisk del af forslaget vil ikke.

Da man ikke har haft våben ejers mentale helbred med i vurderingen tidligere(fra myndighederne), kan jeg ikke rigtig se, hvorfor du er så sikker på at det ikke vil hjælpe.

Det vil ikke hjælpe at screene den lovlige ejer, for man skal helt ud i omgangskredsen før man fanger de 2 tilfælde. Jeg kan desværre godt komme på situationer hvor det ikke ville være en løsning alligevel ("Sønnen er udredt og velmedicineret", "Søn, kan du ikke lige lyve for mig i 10 minutter). Det er selvfølgelig ikke argumenter for ikke at indføre stramninger, men jeg tror stadigvæk ikke det vil virke.

[Krung]

Måske er der så nogle i din familie, venner, skytte kammerater eller formand i skytteforening der så må tage det ansvar på sig.

Ja, det må man håbe, men det er jo det dumme ved det her. Forslaget løser ikke problemet, det skaber bare et andet.

Jeg har tænkt noget over Greys bekymring. Jeg kan godt forstå den. Min anke mod det her, er at det virker til løse et problem vi ikke har. Vi har ikke lægeerklæring nu og det virker som om

din familie, venner, skytte kammerater eller formand i skytteforening der så må tage det ansvar på sig.

allerede virker. Det er ikke formaliseret, men enten har vi ikke det problem eller også er der nogle, der tager de ansvar allerede.

Jeg syntes nu vi har et problem, 2 gange ret tæt på hinanden rent tidsmæssigt, fik psykisk syge adgang til pårørendes lovlige våben.

Var der nogle systemer der svigtede, ja, især i Fields sagen, men det ændre jo ikke på at han havde adgang

Jeg ved ikke hvor mange der sjusker med at holde styr på, at andre ikke har adgang til deres våben, men er sgu ret rystet over at det er sket 2 gange
Især når det jo er kendt af våbenejeren at deres pårørende er psykisk syg.

Jeg har også tænkt over det.
Set fra en politikers stol, så ser det klart ud til at vores "selvjustits system" i disse tilfælde ikke har virker - og det medførte dødsfald, hvilket naturligvis IKKE er acceptabelt.
Derfor må opgaven flyttes fra os foreninger, til myndigheder.

Helt fint med mig.

Og det er nok også den eneste løsning, for selvjustits virker fint - lige indtil det er ens egen familie man skal "udøve magt" over.

Nemlig. Jeg tror heller ikke faren kunne løfte opgaven.

Jeg spørger bare ind til hvordan den foreslåede løsning med screening skulle hjælpe på fx Fields sagen. Hvis man ikke screener husstanden, eller faren ikke foretager nyt køb, hvordan skulle "det fra privatpersonen til myndighederne overgåede opgave" have fanget den situation?

Skal vi screene 160 000+ våbenejere plus resten af husstandene inden 2025?

Jeg ser så mange huller i det foreslåede at jeg bliver modløs. Det betyder ikke at vi skal leve med nul tiltag. Jeg havde bare håbet på noget, jeg tror på.

[Greyberd63]

Jeg ved af erfaring, at det er mega svært at håndtere, når det er nærmeste familie man skal håndtere, derfor er jeg ikke forbavset over at opgaven nu flyttes til myndigheder.
Men her bliver jeg selvfølgelig MEGET interesseret i hvordan praktikken bliver.
Lad mig lige kridte op hvor stort betydning det har for mig: Jeg har brugt 20 år på at dygtiggøre mig i min sport, jeg konkurrerer internationalt, har deltaget i EM 3 gange. Jeg har investeret formuer i grej (IPSC er dyrt) og voldsomt meget af min tid. Jeg er næstformand i min skytteforening, med til at arrangere stævner og alt muligt andet der skal organiseres i en forening. Jeg er fast instruktør, og står for det meste af kommunikationen i den forbindelse (dagligt). Jeg er med i moderator-teamet på NVF og jeg har flere uddannelser som dels har kostet tid og penge at få, men også betyder at jeg har opgaver som jeg naturligvis skal varetage.
Hvis praktikken ved at myndighederne skulle håndtere sådan en situation som jeg oplevede for nogle år siden fx ville være at mine tilladelser blev inddraget (mange våben!), så ville jeg blive slemt handicappet. I den meget pressede situation jeg i forvejen befandt mig i, ville det nemt kunne have resulteret i at jeg måtte forlade skydningen - og det ville være halvdelen af min identitet jeg ville miste. Det ville være at sparke benene væk under en, der i forvejen skulle kæmpe for at holde balancen!
Det kunne også være at praktikken "bare" blev indhentning af sundhedsoplysninger. Eller andet, det ved vi jo ikke endnu. Men det er dælme vigtigt at praktikken bliver gennemtænkt og proportional med problemet. Ellers kan det skabe helt nye problemer.

Du håndterede en svært situation utroligt flot, og med stor ansvarsfølelse.

Jeg er i samme situation som dig, skydemæssigt, mange våben og genladningsgrej, tager til 8-10 stævner om året i Norden, bruger 25.000 til 30.000 på det hver år, og har gjort det i mange år, vores stævnerar billige i startpenge, så det meste ligger på brændstof og ammo
Tilhøre den gruppe vi i vores kredse kalder de rejsende, hvilket betyder at det jo ikke kun er for skydningen jeg rejser, men også for at træffe mine venner i Norden
Er aktiv arbejdsmæssigt i min skydeklub, bruger flere hundrede timer per år der, så også meget socialt der.

Hvis skulle komme i samme situation som du var i, ville jeg gøre som dig, placerer mine våben i klubbens boks, hvis der kommer nye regler med at jeg slet ikke kunne have våben på SKV2, så ville jeg flytte dem til skv4
Vi har begge den fordel at vi har adgang til vores klubs boks og til at skrive transport tilladelser, så vi kan minimerer problemet, andre der kunne komme i den situation, kunne få større problemer.
Hvis man ikke engang kan have skv3, ja så bliver det til et meget stort problem, men tror ikke at det bliver en del af løsningen, at pårørende ikke engang kan få skv6 eller skv3

Mvh
Grey

[Fast Fumble]

Nemlig. Jeg tror heller ikke faren kunne løfte opgaven.

Jeg spørger bare ind til hvordan den foreslåede løsning med screening skulle hjælpe på fx Fields sagen. Hvis man ikke screener husstanden, eller faren ikke foretager nyt køb, hvordan skulle "det fra privatpersonen til myndighederne overgåede opgave" have fanget den situation?

Skal vi screene 160 000+ våbenejere plus resten af husstandene inden 2025?

Jeg ser så mange huller i det foreslåede at jeg bliver modløs. Det betyder ikke at vi skal leve med nul tiltag. Jeg havde bare håbet på noget, jeg tror på.

Jeg er sådan set helt enig. Det skrev jeg også tidligere i tråden - nu kommer der en ændring, den skal laves, men jeg tror ikke den kommer til at gøre nogen reel forskel forelåbig. Måske aldrig.

Hvis det laves som en kontrol i forb. med nye/fornyelser af tilladelser, så spår jeg at det er falsk sikkerhed. Det kommer til at fange alt for lidt, og hvis kontrollen "vender den vej", altså at PAC skal indhente helbredsoplysningeer på relevante personer, så kommer det aldrig til at virke.

Men jeg forestiller mig det skal vende den anden vej - at sundhedspersonale skal indberette (red flag) når en patient ikke bør kunne få adkomst til våben, og det så er PAC's opgave at tjekke om der er våben på husstanden, og så reagere på det. Det kan nemlig GODT lade sig gøre, men jeg tror stadig ikke det vil fungere særlig godt, fint illustreret med Fields skytten, som jo kæmpede for at få behandling, men ikke kom til en behandler i tide. Hvis behandleren ikke ser patienten, vil behandleren heller ikke kunne rejse flag.

Og min frygt i denne situation er at et "red flag" kan blive sat rent administrativt til at være tilbagekaldelse af tilladelser, for det vil være en voldsom sanktion for sådan nogle som mig - og for mange andre med tilladelser.

Og min situation ligner Grey's meget.
IPSC nomaderne rejser jo nogenlunde til de samme stævner, så man får ne stor vennekreds i hele Europa. Det bliver til en stor del af ens liv og identitet. Tæller man våben, rejser, hoteller, ammo, udstyr, forplejning med, så har jeg brugt omkring 50.000kr årligt i over 10 år på min sport. Og ja, jeg bruger også flere hundrede timer på frivilligt skydesports orienteret arbejder året igennem. Gør man det i mange år, så er en tilbagekaldelse af tilladelser en meget slem ting. Ja, det kunne bliver SKV4 registreringer, og "bare" koste nogle tusinde kroner i registreringer (8 våben). Men det KAN lade sig gøre. Langt mere smidiigt ville en "deponering i skytteforening" ordning være. Og billigere.

[Greyberd63]

Red flag kunne sagtens blive en løsning som myndighederne benytter.
Vedrørende både Fields og Rema mændene, ville der vel allerede være et Red flag, uanset Fieldmandens forgæves forsøg på at få hjælp, de har vel begge tunge diagnoser.

Sportsskytter har det vel i sådanne situationer noget nemmere end jægere, vi kan jo i første omgang aflevere vores våben til opbevaring i klubbens boks, mens situationen bliver udredt.
For jægere er problemet større, de skal finde en våbenhandler.

Når man tænker på hvor mange af DK's befolkning der i løbet af et år, kommer i kontakt med psykiatrien, her jeg svært ved at se, at det automatisk skulle betyde at vandels godkendelsen skulle blive trukket tilbage, med mindre det drejer sig om tunge diagnoser, hos en selv eller pårørende.

mvh
grey

[Sierra13]

Red flag kunne sagtens blive en løsning som myndighederne benytter.
Vedrørende både Fields og Rema mændene, ville der vel allerede være et Red flag, uanset Fieldmandens forgæves forsøg på at få hjælp, de har vel begge tunge diagnoser.

Sportsskytter har det vel i sådanne situationer noget nemmere end jægere, vi kan jo i første omgang aflevere vores våben til opbevaring i klubbens boks, mens situationen bliver udredt.
For jægere er problemet større, de skal finde en våbenhandler.

Når man tænker på hvor mange af DK's befolkning der i løbet af et år, kommer i kontakt med psykiatrien, her jeg svært ved at se, at det automatisk skulle betyde at vandels godkendelsen skulle blive trukket tilbage, med mindre det drejer sig om tunge diagnoser, hos en selv eller pårørende.

mvh
grey

Jeg skal lige forstå det rigtig, red flags på baggrund ikke af våbenets ejermand, men på baggrund af dennes omgangskreds?

Jf. psykiatrifonden, kommer 82% af danskerne til at modtage behandling for psykisk sygdom igennem deres liv. Mens her og nu har cirka 20 procent af den voksne befolkning symptomer på psykisk sygdom.
https://psykiatrifonden.dk/viden/fakta- ... om-danmark

Med sådanne indskrænkelser, kunne vi ligeså godt sige farvel til våben med det samme.


Nu var fast fumble inde på "....og det medførte dødsfald, hvilket naturligvis IKKE er acceptabelt."
Jeg tangerer faktisk i en given grad til ikke at være enig. Det vil være utopi at tro at vi kan leve i en verden, hvor vi sørger for ingen dør, førend moder natur selv stopper dem naturligt.
Vi skal være med til at minimere risikoen til et acceptabelt niveau, men det er oppe i tiden at tro vi kan kontrollere døden.

Debatten kører også lidt i en lignende tangent i lægeverdenen hvor der åbnes om for at tale om udsigtsløs behandlinger. Det var også oppe under covid.
Det må accepteres at der altid vil være en given risiko, og der vil ske hændelser sommetider. Det gør der også i trafikken, men vi accepterer (eller burde hvertfald) at vi som mennesker ikke rigtig kan foretage os noget uden der er en risiko.

At psykiatrien og for den sags skyld geriatrien sejler, er i de kredse ikke ukendt. Det er steder hvor ingen gider arbejde sammenlignet med så mange andre områder. Men det er en helt anden problemstilling. Psykiatriproblematikken bør blot ikke blive lagt over på våbenejere som ikke selv har psykiske lidelser.
I Fieldssagen er det grundlæggende problem, ift. våbenet, at en våbenejer ikke har haft kontrol over adgangsforholdene til dennes våben. Den sigtede (dømte vel efterhånden?) havde som jeg husker det ikke selv lovlig adgang til våbenet.

[Greyberd63]

Red flag kunne sagtens blive en løsning som myndighederne benytter.
Vedrørende både Fields og Rema mændene, ville der vel allerede være et Red flag, uanset Fieldmandens forgæves forsøg på at få hjælp, de har vel begge tunge diagnoser.

Sportsskytter har det vel i sådanne situationer noget nemmere end jægere, vi kan jo i første omgang aflevere vores våben til opbevaring i klubbens boks, mens situationen bliver udredt.
For jægere er problemet større, de skal finde en våbenhandler.

Når man tænker på hvor mange af DK's befolkning der i løbet af et år, kommer i kontakt med psykiatrien, her jeg svært ved at se, at det automatisk skulle betyde at vandels godkendelsen skulle blive trukket tilbage, med mindre det drejer sig om tunge diagnoser, hos en selv eller pårørende.

mvh
grey

Jeg skal lige forstå det rigtig, red flags på baggrund ikke af våbenets ejermand, men på baggrund af dennes omgangskreds?

Jf. psykiatrifonden, kommer 82% af danskerne til at modtage behandling for psykisk sygdom igennem deres liv. Mens her og nu har cirka 20 procent af den voksne befolkning symptomer på psykisk sygdom.
https://psykiatrifonden.dk/viden/fakta- ... om-danmark

Med sådanne indskrænkelser, kunne vi ligeså godt sige farvel til våben med det samme.


Nu var fast fumble inde på "....og det medførte dødsfald, hvilket naturligvis IKKE er acceptabelt."
Jeg tangerer faktisk i en given grad til ikke at være enig. Det vil være utopi at tro at vi kan leve i en verden, hvor vi sørger for ingen dør, førend moder natur selv stopper dem naturligt.
Vi skal være med til at minimere risikoen til et acceptabelt niveau, men det er oppe i tiden at tro vi kan kontrollere døden.

Debatten kører også lidt i en lignende tangent i lægeverdenen hvor der åbnes om for at tale om udsigtsløs behandlinger. Det var også oppe under covid.
Det må accepteres at der altid vil være en given risiko, og der vil ske hændelser sommetider. Det gør der også i trafikken, men vi accepterer (eller burde hvertfald) at vi som mennesker ikke rigtig kan foretage os noget uden der er en risiko.

At psykiatrien og for den sags skyld geriatrien sejler, er i de kredse ikke ukendt. Det er steder hvor ingen gider arbejde sammenlignet med så mange andre områder. Men det er en helt anden problemstilling. Psykiatriproblematikken bør blot ikke blive lagt over på våbenejere som ikke selv har psykiske lidelser.
I Fieldssagen er det grundlæggende problem, ift. våbenet, at en våbenejer ikke har haft kontrol over adgangsforholdene til dennes våben. Den sigtede (dømte vel efterhånden?) havde som jeg husker det ikke selv lovlig adgang til våbenet.

Sagt lidt groft, så siger du, at der vil altid være en risiko, og den må resten af samfundet bare leve med, den med trafikken holder altså ikke i mine øjne, det er yderst samfunds vigtigt at folk kan transporter sig.

Spørgsmålet er vel hvor mange til skadekomne/døde, set i forhold til 100/1000/10.000 berørte våbenejere, vil samfundet acceptere.
I forbindelse med vores hobby/sport.

Mvh
Grey

[Sierra13]

Red flag kunne sagtens blive en løsning som myndighederne benytter.
Vedrørende både Fields og Rema mændene, ville der vel allerede være et Red flag, uanset Fieldmandens forgæves forsøg på at få hjælp, de har vel begge tunge diagnoser.

Sportsskytter har det vel i sådanne situationer noget nemmere end jægere, vi kan jo i første omgang aflevere vores våben til opbevaring i klubbens boks, mens situationen bliver udredt.
For jægere er problemet større, de skal finde en våbenhandler.

Når man tænker på hvor mange af DK's befolkning der i løbet af et år, kommer i kontakt med psykiatrien, her jeg svært ved at se, at det automatisk skulle betyde at vandels godkendelsen skulle blive trukket tilbage, med mindre det drejer sig om tunge diagnoser, hos en selv eller pårørende.

mvh
grey

Jeg skal lige forstå det rigtig, red flags på baggrund ikke af våbenets ejermand, men på baggrund af dennes omgangskreds?

Jf. psykiatrifonden, kommer 82% af danskerne til at modtage behandling for psykisk sygdom igennem deres liv. Mens her og nu har cirka 20 procent af den voksne befolkning symptomer på psykisk sygdom.
https://psykiatrifonden.dk/viden/fakta- ... om-danmark

Med sådanne indskrænkelser, kunne vi ligeså godt sige farvel til våben med det samme.


Nu var fast fumble inde på "....og det medførte dødsfald, hvilket naturligvis IKKE er acceptabelt."
Jeg tangerer faktisk i en given grad til ikke at være enig. Det vil være utopi at tro at vi kan leve i en verden, hvor vi sørger for ingen dør, førend moder natur selv stopper dem naturligt.
Vi skal være med til at minimere risikoen til et acceptabelt niveau, men det er oppe i tiden at tro vi kan kontrollere døden.

Debatten kører også lidt i en lignende tangent i lægeverdenen hvor der åbnes om for at tale om udsigtsløs behandlinger. Det var også oppe under covid.
Det må accepteres at der altid vil være en given risiko, og der vil ske hændelser sommetider. Det gør der også i trafikken, men vi accepterer (eller burde hvertfald) at vi som mennesker ikke rigtig kan foretage os noget uden der er en risiko.

At psykiatrien og for den sags skyld geriatrien sejler, er i de kredse ikke ukendt. Det er steder hvor ingen gider arbejde sammenlignet med så mange andre områder. Men det er en helt anden problemstilling. Psykiatriproblematikken bør blot ikke blive lagt over på våbenejere som ikke selv har psykiske lidelser.
I Fieldssagen er det grundlæggende problem, ift. våbenet, at en våbenejer ikke har haft kontrol over adgangsforholdene til dennes våben. Den sigtede (dømte vel efterhånden?) havde som jeg husker det ikke selv lovlig adgang til våbenet.

Sagt lidt groft, så siger du, at der vil altid være en risiko, og den må resten af samfundet bare leve med, den med trafikken holder altså ikke i mine øjne, det er yderst samfunds vigtigt at folk kan transporter sig.

Spørgsmålet er vel hvor mange til skadekomne/døde, set i forhold til 100/1000/10.000 berørte våbenejere, vil samfundet acceptere.
I forbindelse med vores hobby/sport.

Mvh
Grey

Ikke sagt groft, jeg siger der altid er en risiko forbundet med en given aktivitet. Der kan altid foretages ting der ændrer på risikoen, men der vil altid være en risiko. Og som samfund lever vi hver dag, med de risici der er omkring os, og det accepterer vi, uden at tænke yderligere over det. Det er nærmere tabubelagt at nævne at der rent faktisk foregår ting dagligt, som indebærer en risiko.

I trafik eksemplet, der kunne du se ind i at fjerne de 'særligt farlige køretøjer' (læs; sagt i sjov ligesom vores 'særligt farlige våben') som motorcykler, dem er der reelt intet behov for, en bil er mere sikker, og i yderste konsekvens så kunne det hedde sig udelukkene transport med en uddannet chauffør, altså noget der minder om den kollektive trafik. Men som du er inde på, er mobiliteten en ting vi værdsætter nok til, at vi arbejder med den risiko det indebærer.

Antallet af hændelser med tab af menneskeliv til følge, med udgangspunkt i lovligt erhvervede tilladelsespligtige våben, er noget nær ikke eksisterende. Og i min optik ligger problemet ikke her, det er andre steder skoen trykker.

[Krung]

Vi skal være med til at minimere risikoen til et acceptabelt niveau, men det er oppe i tiden at tro vi kan kontrollere døden.

Hvis man koldt og kynisk ser udefra, så er det galimatias at bruge alle penge, det kommer til at koste at få røde flag identificeret, indhentet databehandlingstilladelse, videresendt, vurderet og behandlet for alle våbenejere, på at redde 3 mennesker hvert 3. år, hvis de samme penge kunne behandle og redde væsentlig flere liv hvert år.

Men sådan kan man ikke opgøre liv i offentligheden og på den politiske talerstol. Jeg ville selv være voldsomt harm, hvis mine familiemedlemmer var blandt ofrene og politikkerne ikke synes det var værd at bruge penge på.

For lukkede døre er der mange situationer, der bestemmer hvor mange der dør ved at sige at "her trækket vi stregen for hvilke behandlinger vi betaler for" eller dem, der prissætter cancerbehandlinger for at skabe fornøden profit, eller ... .

[AalborgBK1885]

Red flag kunne sagtens blive en løsning som myndighederne benytter.
Vedrørende både Fields og Rema mændene, ville der vel allerede være et Red flag, uanset Fieldmandens forgæves forsøg på at få hjælp, de har vel begge tunge diagnoser.

Sportsskytter har det vel i sådanne situationer noget nemmere end jægere, vi kan jo i første omgang aflevere vores våben til opbevaring i klubbens boks, mens situationen bliver udredt.
For jægere er problemet større, de skal finde en våbenhandler.

Når man tænker på hvor mange af DK's befolkning der i løbet af et år, kommer i kontakt med psykiatrien, her jeg svært ved at se, at det automatisk skulle betyde at vandels godkendelsen skulle blive trukket tilbage, med mindre det drejer sig om tunge diagnoser, hos en selv eller pårørende.

mvh
grey

Jeg skal lige forstå det rigtig, red flags på baggrund ikke af våbenets ejermand, men på baggrund af dennes omgangskreds?

Jf. psykiatrifonden, kommer 82% af danskerne til at modtage behandling for psykisk sygdom igennem deres liv. Mens her og nu har cirka 20 procent af den voksne befolkning symptomer på psykisk sygdom.
https://psykiatrifonden.dk/viden/fakta- ... om-danmark

Med sådanne indskrænkelser, kunne vi ligeså godt sige farvel til våben med det samme.


Nu var fast fumble inde på "....og det medførte dødsfald, hvilket naturligvis IKKE er acceptabelt."
Jeg tangerer faktisk i en given grad til ikke at være enig. Det vil være utopi at tro at vi kan leve i en verden, hvor vi sørger for ingen dør, førend moder natur selv stopper dem naturligt.
Vi skal være med til at minimere risikoen til et acceptabelt niveau, men det er oppe i tiden at tro vi kan kontrollere døden.

Debatten kører også lidt i en lignende tangent i lægeverdenen hvor der åbnes om for at tale om udsigtsløs behandlinger. Det var også oppe under covid.
Det må accepteres at der altid vil være en given risiko, og der vil ske hændelser sommetider. Det gør der også i trafikken, men vi accepterer (eller burde hvertfald) at vi som mennesker ikke rigtig kan foretage os noget uden der er en risiko.

At psykiatrien og for den sags skyld geriatrien sejler, er i de kredse ikke ukendt. Det er steder hvor ingen gider arbejde sammenlignet med så mange andre områder. Men det er en helt anden problemstilling. Psykiatriproblematikken bør blot ikke blive lagt over på våbenejere som ikke selv har psykiske lidelser.
I Fieldssagen er det grundlæggende problem, ift. våbenet, at en våbenejer ikke har haft kontrol over adgangsforholdene til dennes våben. Den sigtede (dømte vel efterhånden?) havde som jeg husker det ikke selv lovlig adgang til våbenet.

Sagt lidt groft, så siger du, at der vil altid være en risiko, og den må resten af samfundet bare leve med, den med trafikken holder altså ikke i mine øjne, det er yderst samfunds vigtigt at folk kan transporter sig.

Spørgsmålet er vel hvor mange til skadekomne/døde, set i forhold til 100/1000/10.000 berørte våbenejere, vil samfundet acceptere.
I forbindelse med vores hobby/sport.

Mvh
Grey

Ikke sagt groft, jeg siger der altid er en risiko forbundet med en given aktivitet. Der kan altid foretages ting der ændrer på risikoen, men der vil altid være en risiko. Og som samfund lever vi hver dag, med de risici der er omkring os, og det accepterer vi, uden at tænke yderligere over det. Det er nærmere tabubelagt at nævne at der rent faktisk foregår ting dagligt, som indebærer en risiko.

I trafik eksemplet, der kunne du se ind i at fjerne de 'særligt farlige køretøjer' (læs; sagt i sjov ligesom vores 'særligt farlige våben') som motorcykler, dem er der reelt intet behov for, en bil er mere sikker, og i yderste konsekvens så kunne det hedde sig udelukkene transport med en uddannet chauffør, altså noget der minder om den kollektive trafik. Men som du er inde på, er mobiliteten en ting vi værdsætter nok til, at vi arbejder med den risiko det indebærer.

Antallet af hændelser med tab af menneskeliv til følge, med udgangspunkt i lovligt erhverede tilladelsespligtige våben, er noget nær ikke eksisterende. Og i min optik ligger problemet ikke her, det er andre steder skoen trykker.

Trafikken er et godt eksempel. Jeg har selv tænk på, hvornår de også begynder at begrænse bilernes fart, eller gøre alt forbudt, der kan køre over det, man højest må ude i trafiken. Der er så mange idioter derude, der tror, de selv kan styre, hvornår de skal køre for stærkt, og en bil er i de forkerte hænder reelt et "flyvende våben", der godt kan tage en familie i et riv, under de "rette" omstændigheder.

Altså, hvor stopper vi så? Livet ER farligt!

En lille sjov ting at tænke over i forhold til forbud osv:

I Danmark, accepterer vi alkohol og rygning. Rygning er mere og mere på vej ud - man får i hvert fald stigmatiseret rygere godt og grundigt med tiden ( Jeg er ikke selv ryger!) Men jeg synes, det har været en heksejagt på dem også, men sådan er det jo.

Men i Danmark dør der ca. 22.000 om året af alkohol og rygning til sammen.

I Danmark er stoffer forbudt, men til sammenligning med ovenstående, så dør der "kun" ca. 250 om året af en overdosis.

Altså, har vi næsten en faktor 100 i forskel, men alligevel er det stadigvæk forbudt, at nogle mennesker gerne vil ryge en "sjov plante", og få en griner på af det, men vi tillader "langsomme selvmord" på dagligt basis med de to andre ting, men det har jo eksisteret længe og været sociale "redskaber", så det fjerner man ikke bare lige - staten vil jo også gerne have deres afgifter...

Det handler om tendensen i verden, hvor vi efterhånden skal leve mere og mere på vores "fantasi og følelser", end fakta og videnskaben. Måske man skulle søge nogle svar i denne tendens også, når vi ser en psykiatri, der er i akut nød, og hvor patientrækken bare vokser. Det er skræmmende meget symbolpolitik, som politikerne bare skyder afsted, i stedet for at de gør noget ved de virkelig dybere problemer. Det handler efterhånden bare snart mere om, for dem med magten, at skidtet bare ikke skal styrte helt sammen, så længe de sidder med ansvaret...

[Greyberd63]

Ikke sagt groft, jeg siger der altid er en risiko forbundet med en given aktivitet. Der kan altid foretages ting der ændrer på risikoen, men der vil altid være en risiko. Og som samfund lever vi hver dag, med de risici der er omkring os, og det accepterer vi, uden at tænke yderligere over det. Det er nærmere tabubelagt at nævne at der rent faktisk foregår ting dagligt, som indebærer en risiko.

I trafik eksemplet, der kunne du se ind i at fjerne de 'særligt farlige køretøjer' (læs; sagt i sjov ligesom vores 'særligt farlige våben') som motorcykler, dem er der reelt intet behov for, en bil er mere sikker, og i yderste konsekvens så kunne det hedde sig udelukkene transport med en uddannet chauffør, altså noget der minder om den kollektive trafik. Men som du er inde på, er mobiliteten en ting vi værdsætter nok til, at vi arbejder med den risiko det indebærer.

Antallet af hændelser med tab af menneskeliv til følge, med udgangspunkt i lovligt erhverede tilladelsespligtige våben, er noget nær ikke eksisterende. Og i min optik ligger problemet ikke her, det er andre steder skoen trykker.

Sagt med grum realitetssans, motorcyklister slår hyppigt kun sig selv ihjel, og fungerer bagefter som organdonor.

Nu skal jeg på ingen måde bestemme hvad du skriver her eller hvad du siger ude i virkeligheden, men tror ikke ret mange ude i virkeligheden, holder med dig i din sammenligning mellem sport/hobby aktivitet, og behovet for transport

Og ja vi ligger heldigvis på at ekstremt lavt niveau, hvor sports/jagt våben bliver misbrugt, men tiderne ændre sig.
2 sager lige efter hinanden, en kostede liv, den anden heldigvis ikke.

Desværre ser det ud til, at en sag med masseskydning virker inspirerende på andre.

At vente med tiltag, er vel at kaste brønden til når barnet er druknet.

mvh
grey

[Sierra13]

Ikke sagt groft, jeg siger der altid er en risiko forbundet med en given aktivitet. Der kan altid foretages ting der ændrer på risikoen, men der vil altid være en risiko. Og som samfund lever vi hver dag, med de risici der er omkring os, og det accepterer vi, uden at tænke yderligere over det. Det er nærmere tabubelagt at nævne at der rent faktisk foregår ting dagligt, som indebærer en risiko.

I trafik eksemplet, der kunne du se ind i at fjerne de 'særligt farlige køretøjer' (læs; sagt i sjov ligesom vores 'særligt farlige våben') som motorcykler, dem er der reelt intet behov for, en bil er mere sikker, og i yderste konsekvens så kunne det hedde sig udelukkene transport med en uddannet chauffør, altså noget der minder om den kollektive trafik. Men som du er inde på, er mobiliteten en ting vi værdsætter nok til, at vi arbejder med den risiko det indebærer.

Antallet af hændelser med tab af menneskeliv til følge, med udgangspunkt i lovligt erhverede tilladelsespligtige våben, er noget nær ikke eksisterende. Og i min optik ligger problemet ikke her, det er andre steder skoen trykker.

Sagt med grum realitetssans, motorcyklister slår hyppigt kun sig selv ihjel, og fungerer bagefter som organdonor.

Nu skal jeg på ingen måde bestemme hvad du skriver her eller hvad du siger ude i virkeligheden, men tror ikke ret mange ude i virkeligheden, holder med dig i din sammenligning mellem sport/hobby aktivitet, og behovet for transport

Og ja vi ligger heldigvis på at ekstremt lavt niveau, hvor sports/jagt våben bliver misbrugt, men tiderne ændre sig.
2 sager lige efter hinanden, en kostede liv, den anden heldigvis ikke.

Desværre ser det ud til, at en sag med masseskydning virker inspirerende på andre.

At vente med tiltag, er vel at kaste brønden til når barnet er druknet.

mvh
grey

Jeg så tidligere det blev kaldt koldt og kynisk, nu grumt. I min optik er det ikke andet end blot en realitet, og en realistisk tilgang til verden. En ting er sikkert i livet, netop døden.

Rygere udsætter andre for passiv rygning, de er dog særligt selv i en risikogruppe.
Folk der indtager alkohol begår oftere kriminalitet relativt til når de ikke drikker alkohol.
Jeg tror næppe andelen af motorcykelister der er organdonere er højere end resten af befolkningen. Derudover døjer motorcykelister typisk med det problem at de indre organer tager skade når de klasker ind i ting, grundet den manglende beskyttelse, særligt fordi farten oftere er højere.

De to sager du henviser til, er de foregåede med lovligt erhvervede våben? For fieldssagen hvor det har kostet menneskeliv, er ikke foregået med et våben som manden selv var i lovlig besiddelse af. Der er forud for hændelsen reelt sket en ulovlig våbensiddelse.
Som sagt er det yderst sjældent at det koster menneskeliv med lovligt erhvervede våben, og de involverede parter kender oftest hinanden. Jeg kan ikke umiddelbart huske nogen sager frit fra hukommelsen, selvom der med garanti er et par stykker.

Så hvis samfundet er i en situation hvor vi ønsker at nedsætte risikoen for død mest mulig, så bør der laves forbud mod overvægt, manglende motion, total forbud mod tobak og alkohol. Så selv hvis det ønskes at tage transport ud af ligningen fordi det er for 'samfunds kritisk' at vi hver især kan frit færdes over længere strækninger, så er der mange andre hobby/fritidsinteresser som koster ufattelige mængder skavanker og menneskeliv.

Som tidligere nævnt, så er det fornuftigt at der indarbejdes foranstaltninger der skal sænke risikoen, men at det ligefrem er uaccaptabelt i ordets oprindelige betydning er en utopi, som ikke er mulig.

I min optik er pengene brugt bedre i psykiatrien end i skyttemiljøet, hvis man i det offentlige ønsker at gøre det, der gør den største forskel.